Kursus Afsnit 11. Hvordan opbygger man elevens selvværd, ved at giver vigtig feedback? Okay at lave fejl Børn er fremtidens voksne, og alle voksne har været børn engang. Naturen har bestemt, at hver generation får det enorme ansvar, det er, at opfostre næste generation. I de tidlige år af livet er børn dybt tillidsfulde til de voksne omkring dem. Barnet tror på alt, hvad de voksne siger. Som undervisere er vi ansvarlige for børnene i vores undervisning. Vi skal hjælpe dem til at udvikle adfærdsmønstre, der gør dem til succesfulde voksne, der udviser respekt for andres rettigheder. Som med alle processer, hvor man vil tilegne sig noget, er fejl en vigtig del af læringsprocessen. Vores reaktioner på fejl kan afgøre, om de tjener et positivt formål som en mulighed for at lære, eller om de bidrager til en langsigtet, utilpasset adfærd/opførsel. Men hvad er endnu vigtigere: Vores reaktion har betydning for, om et barn vokser op og tænker, at vedkommende er et godt eller et dårligt menneske. Historien er fuld af tyranner og kriminelle, der på et tidspunkt af deres liv tog en beslutning om at de var dårlige mennesker. Kunsten at give konstruktiv og kærlig feedback er den største gave, vi kan give til den næste generation – det er med til at skabe kærlige og effektive mennesker, der er tør stole på deres egen dømmekraft og værdsætter både sig selv og andre. Så i erkendelse heraf, har vi sammenfattet nogle teknikker til at give vores elever feedback, opbygge deres selvtillid og styrke deres selvværd. Du kender dem måske allerede, men vi føler, at de er så værdifulde, at de er værd at gentage. Ros Giv ros, der beskriver handlingen eller resultatet. Undgå ros, der evaluerer barnets værdi. Med evaluerende ros gør du dig til dommer over, hvem der er ’god’ og hvem, der er ’dårlig’. Beskrivende ros giver barnet chancen for at evaluere sig selv. Eksempel: I stedet for at sige: ”Sikke en klog dreng, du er!” ... så prøv at sige: ”Du skrev hele sætningen uden en eneste fejl!” Det kan også være en god idé at give ros, der beskriver dine følelser. Eksempel: ”Jeg nød virkelig at arbejde sammen med jer i dag – I fik arbejdet godt i dag og var virkelig en stor hjælp for mig.” Kritik Undgå ’du’-kritik – det er konfronterende og angriber barnets karakter eller integritet. Hvis du har brug for at blive vred, så gør det ved hjælp af sætninger, hvor du starter med ”Jeg …” og med angivelse af dine følelser og dine forventninger. Eksempel: I stedet for: ”Se nu, hvad du har gjort igen!” Eller: ”Har du ikke lært noget om manerer?” ... så prøv at sige: ”Jeg kan ikke lide, hvad jeg ser.” Eller: ”Jeg forventer, at du ...” Straf, giver det mening? Undgå straf, der ikke er en logisk konsekvens af barnets handling. Det minimerer risikoen for, at barnet reagerer med vrede, og det maksimerer chancen for, at barnet lærer noget om ’loven’ om årsag og virkning og vokser af oplevelsen. Eksempel: En dreng er støjende og forstyrrende i klassen. Han går derfor glip af indholdet af undervisningen og distraherer de andre elever. At bede ham feje gulvet eller skrive linjer efter timen vil være en ulogisk konsekvens. At bede ham forlade klasselokalet, ”… fordi jeg har brug for, at dine klassekammerater kan fokusere på, hvad jeg siger,” derefter bede ham komme tilbage efter timen for at indhente det, han ikke fik med, vil være et logisk tiltag med det formål at beskytte alles tarv. Men før du tager denne beslutning, bør du give barnet et valg. For eksempel: ”Jeg forventer, at der ikke er andre, der taler, når jeg taler. Det forstyrrer resten af klassen. Enten sidder du stille, eller også forlader du klasseværelset. Du bestemmer selv!” Og generelt ... Giv klare, men rolige reaktioner på negativ adfærd og entusiastiske reaktioner på positiv adfærd. Børn er fascinerede af ophidsede reaktioner af enhver art – hvad enten det er ophidset irritation eller ophidset ros. Derfor vil store reaktioner af enhver art øge chancerne for, at barnet vil gentage den adfærd, der provokerede til reaktionen – så vi får den at se igen. Så brug kun dine store reaktioner ved positiv adfærd. Disse forslag blev inspireret af bogen: ”How To Talk So Kids Will Listen, And Listen So Kids Will Talk” af Adele Faber og Elaine Mazlish. Denne bog kan kraftigt anbefales som en yderligere kilde til effektive kommunikationsstrategier med børn. |
|
|
|
|