Der er ikke længe til, at vi åbner alt, hvad der åbnes kan af døre og porte på Kunstskolen Sønderbygaard, i forbindelse med vores åben døre arrangement den 26. og 27. august i tidsrummet kl. 10-17.
Galleri, atelier, spisestue, kontor, pejsestuen, laden og måske endda køkkenet vil i denne weekend være rum for en helt særlig udstilling med en lang række dygtige malere og kunsthåndværkere.
Her får du, som en lille smagsprøve, de første små portrætter af nogle af arrangements udstillerne. De nedenstående kunstnere, deltager fast på vores dagskursus "Torsdagsmalerne" og det er en meget stor glæde, at de har lyst til at deltage på denne udstilling med deres malerier og kunsthåndværk:
Eva Damgaard: Eva er ny på Kunstskolen Sønderbygaard, men på kort tid, er hun nærmest blevet et hyggeligt fast inventar. Eva er bosiddende i Viborg området, men tager, også udenfor de faste kursus perioder, gerne og ofte turen til Vinderup for at sidde i det inspirerende atelier og arbejde på sine egne malerier. Eva har altid haft lysten til at male og er siden hun startede undervisningen på kunstskolen for godt et år siden, blevet fuldstændig hooked på at male, som hun selv siger – det er fantastisk at blive undervist, at lære og i særdeleshed at udvikle sit maleri. Hun maler det hun syntes er smukt og det som fanger hendes øjne og rammer hende lige i kunstnerhjertet.
Annelise Sørensen: Annelise har været kursist på Kunstskolen Sønderbygaard igennem flere år og har gerne deltaget i flere af vores åbne døre arrangementer. Ja, faktisk så har vi her på stedet en lille permanent udstilling med Annelises ting og tasker. For udover at male, så pusler Annelise også med symaskinen og syr praktiske tasker og etuier til bl.a. det kreative folk.
Peter Poulsen: Da Peter sidste år fik mulighed for at træde tilbage fra arbejdsmarkedet blev det tid til seriøst at arbejde med kunstmaleri. Tanken, lysten, og evnen har bare ligget og ventet på tiden til at vække passionen til live og dermed også tiden til at lære og afprøve. Peter maler lyst og let i sarte pastelfarver, i indtagende malerier af bl.a. landskab og mennesker.
Susanne Buch: Susanne er også helt ny kursist på Kunstskolen Sønderbygaard og hun kører troligt hertil fra Klitmøller for at deltage i undervisningen. Susannes malerier er lige så farvestrålende og positivt udstrålende som hun er som kvinde og menneske og man bliver glad i begges nærvær. Faktisk har vi på onlinekunstskolen ArtAcademy.dk, brugt Susanne som inspiration og medunderviser til en af vores mange månedsopgaver.
De ovennævnte udstillere, vil alle være personligt tilstede i løbet af arrangementet og der vil blive rig mulighed for en snak med dem om deres passion og hvorfor de lige netop har valgt Kunstskolen Sønderbygaard, som det sted de skal lære mere om kunstmaleri.
Vi glæder os så meget til at åbne dørene for dig - til at fremvise vores kunst og ikke mindst til at snakke om kunsten.
De bedste hilsner