| Sjældent har de velkendte ord om ”enkelt, ikke let” været så aktuelle som i tilfældet Beethovens Violinkoncert. Den lyder så let at spille – men rent faktisk er det en af de koncerter, som i allerhøjest grad kan få selv garvede solister til at ryste i bukserne. ”Tanken om første sides enkelhed skræmmer livet af mig, når jeg går på scenen,” sagde Isaac Stern om koncerten.
Den bliver også tit, af ikke helt gennemskuelige grunde, betragtet som den ”fineste” koncert af de store violinkoncerter. Måske fordi Joseph Joachim, en af de største violinvirtuoser nogensinde, kaldte den for den største – eller fordi man i denne koncert kommer til at arbejde hårdere for musikken? Det er svært at sige. Sikkert er det, at musikken aldrig er virtuos for virtuositetens skyld; der er altid en musikalsk mening med det, når der er løbenoder eller andre udfordringer.
Violinkoncertens succes var faktisk ikke givet på forhånd. Den fik ikke nogen kærlig modtagelse ved førsteopførelsen – muligvis fordi Beethoven var så sent ude, at solisten måtte spille dele af værket fra bladet (og ja, den tanke er nok til at få sveden til at bryde frem på de fleste violinisters pande). Det var først, da violinvirtuosen Joseph Joachim fik fingrene i den næsten 40 år senere, at den fik sin plads blandt de helt store koncerter (det var samme Joachim, som også sørgede for, at koncerterne af Brahms, Mendelssohn og Bruch kom frem i verden; violinsolister har meget at takke ham for). Som en bonusinformation kan vi fortælle, at Joachim blot var 12 år, da han første gang spillede koncerten.
Koncerten starter utraditionelt med fem dybe slag i paukerne, og denne figur med fire eller fem gentagne toner vender tilbage gennem hele værket. Herefter følger en orkesterindledning på tre hele minutter – og satsen var for øvrigt også den længste sats, der nogensinde var skrevet på dette tidspunkt. Tonalt set er værket imidlertid ikke spor grænseoverskridende, og satsens to temaer er af en lyrisk renhed, der emmer af yesteryear og forgangne tider. Musikken er hele vejen igennem yndefuld og nænsom.
Man ”må” jo generelt ikke klappe mellem satserne i et klassisk værk, men det har altså sjældent været sværere – og mere underligt – at lade være med det end efter den eftertrykkelige slutning på første sats.
Anden og tredje sats bliver spillet uden pause mellem satserne. Den langsomme andensats er en gruppe variationer over to temaer, statelig, intim og inderlig. Her er solisten i fokus med figurer i det høje register af æterisk skønhed. I sin enkelhed er satsen koncertens hvilepunkt – en helle af ro og fredfyldthed.
Sidste sats er energisk og livlig, og er faktisk en hybrid mellem en rondo og en sonatesatsform. Som i rondoen har vi et tilbagevendende tema, der så bliver kontrasteret af andre dele – det, som man beskriver som A-B-A-C-A-D etc., hvis man skal tale musiksprog. Som resten af koncerten er hver detalje nødvendig; her er ingen overflødig bravour eller overfladisk brillans; blot helt fundamental meningsfuldhed.
For øvrigt er koncerten et af de mange eksempler på, at musik og teknik ofte hænger sammen. På dette tidspunkt krævede musikken større kraft og projektion af instrumenterne, og violinerne blev pillet fra hinanden, bygget om og forstærket, så de kunne modstå trækket fra de nye metalstrenge, der kunne spille de store sale og orkestre op. Så når vi i dag hører fantastiske Stradivariusser og andre gamle violiner, så lyder de faktisk anderledes – eller i hvert fald af mere – end da de blev skabt. Men det er en anden historie.
Programnote af Christina Blangstrup Dahl | 
