Helga på 86 år er en af de over 40.000 plejehjemsbeboere, som fra på torsdag kan se frem til flere besøg igen efter coronanedlukningen. Det kommer til at betyde flere mennesker på plejehjemmene, og kommer til at stille nye krav til personalet, siger plejehjemsleder. |
Godmorgen, Velkommen til en morgen med lidt mild sommerregn, hvor nyhedsbrevet forhåbentligt kan bidrage lidt til varmen. Derfor starter vi nyhedsoverblikket hos vores ældre medborgere, som nu igen kan se frem til flere besøgende. For fra på torsdag vil det igen være muligt at besøge bedsteforældre og oldeforældre på landets plejehjem, og kravet som beboerne har måttet leve med om 1-2 faste faste besøgspersoner bliver ophævet. Det gav i går anledning til begejstring hos flere organisationer og pårørende. Men der er også et men... for ved nærmere eftertanke blev der også plads til bekymring blandt fagfolk. For hvor meget skal pårørende have lov til at bevæge sig rundt på plejehjemmenes fællesareal, og hvad nu, hvis de kommer lidt for tæt på, eller ankommer midt i kaffen? Hvis du skal besøge den ældste del af familien, eller selv sidder og ser frem til flere besøg, kan du læse mere om de nye retningslinjer her. Inden vi vender os mod det resterende nyhedsoverblik, runder vi nogle af de seneste coronanyheder ude i verden. For mens WHO nu sender et hold til Kina for at undersøge, hvordan coronavirussen oprindeligt startede, så er det kommet frem, at der er fundet en ny type virus i grise i Kina, som frygtes at kunne sprede sig til mennesker. WHO meldte desuden ud i går, at coronasmitten på verdensplan fortsat stiger, og i Chile er der det seneste døgn kommet 4.000 nye smittetilfælde, ligesom den engelske by Leicester nu lukker ned på grund af smitte. Snart ved vi mere om coronakrisens konsekvenser Vi fortsætter et kort øjeblik i coronaens tegn. For Politiken har besøgt en af de virksomheder, som er hårdt ramt af pandemiens indflydelse på den globale flytrafik. Virksomheden Vestergaard Company er nemlig en af verdens førende producenter af afisningsbiler, som de sælger til lufthavne og flyselskaber. I 2018 havde de en omsætning på næsten 900 millioner kroner, men 10. juni i år blev 60 medarbejdere fyret. Direktør Stefan Vestergaard peger på, at Golfkrigen, 11. september 2001, finanskrisen og sars-epidemien alle havde stor betydning for forretningen, men intet kan »måle sig med coronakrisen«. »Vi har aldrig før fået sådan en på sinkadusen«, siger han til Politiken. Og lige netop ledighedstallene stirrer eksperterne stift mod i øjeblikket. På torsdag, 1. juli, vil de fyrede fra marts, april og maj nemlig for alvor begynde at kunne ses i ledighedsstatistikkerne, og datoen bliver »en slags skæringsdato, hvor vi får en solid indikation af, hvordan krisen har ramt danske arbejdspladser«, siger økonom. Maduro giver EU-ambassadør 72 timer til at forlade Venezuela Vi vender os afslutningsvis mod udlandet. For forholdet mellem Venezuela og EU er blevet yderligere anspændt. Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, har givet EU’s ambassadør 72 timer til at forlade landet. Det siger han mandag lokal tid, efter at EU har annonceret sanktioner mod 11 venezuelanske embedsmænd. Forholdet mellem Venezuela og EU har været anspændt siden 2017, da Venezuela blev det første latinamerikanske land til at få pålagt sanktioner af EU. Blandt de venezuelanske embedsmænd, der mandag blev straffet med sanktioner, er oppositionspolitiker Luis Parra, som med Maduros støtte kæmper om posten som leder af Nationalforsamlingen mod dens præsident, Juan Guaidó. Indien bandlyser den populære videoapp TikTok fra Kina Indien har bandlyst 59 hovedsageligt kinesiske apps, herunder den meget populære videoapp TikTok, der er blandt de mest downloadede i Danmark. Blokeringen sker som led i en verserende strid med Kina, og Indiens minister for teknologi siger mandag, at de 59 apps alle er »skadelige for Indiens uafhængighed, integritet og sikkerhed«. Den verserende strid drejer sig om et blodigt opgør mellem Indien og Kina i Himalaya ved grænsen mellem de to lande tidligere i juni, hvor 20 indiske soldater blev dræbt. TikTok-appen er downloadet over 611 millioner gange i Indien, og landet står for over 30 procent af TikToks brugere på verdensplan. TikTok er tidligere blevet kritiseret kraftigt for at indsamle massive mængder oplysninger om de brugere, der downloader appen. Podcast: Derfor er algoritmen fra Aalborg farlig i Kina En professor fra Aalborg Universitet fandt ud af, at hans forskning i en særlig algoritme pludselig kunne bruges til at masseovervåge millioner af kinesere. Hvad er det, algoritmen fra Aalborg kan? Er den god eller ond? Og hvordan forhindrer man, at farlig viden ender i de forkerte hænder? Hør dagens ’Du lytter til Politiken’ her. Det sker i dag: | Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) er kaldt i samråd for at redegøre for besøg og besøgsrestriktioner på plejehjemmene som følge af coronapandemien med særligt fokus på de ældres trivsel. |
|
| Fængsling udløber i hemmelig sag om terror. En 27-årig mand har siden sommeren 2019 været sigtet i en sag om terror, som kører for dobbeltlukkede døre. Han lod 2. juni frivilligt sin fængsling forlænge med yderligere fire uger. |
| Det skete i dag | 2000: Under en koncert med Pearl Jam på årets Roskilde Festival bliver ni unge mast ihjel i menneskemængden foran Orange Scene. |
|
| 2005: I Spanien godkendes en lov, der tillader homoseksuelle ægteskaber. |
| Der var måske ikke så meget at varme sig på i morgens nyhedsoverblik trods alt, og desværre kan vi også fortælle, at det verdenskendte Cirque du Soleil har søgt om konkursbeskyttelse ved en domstol i Canada, men nu er du om ikke andet godt klædt på til resten af dagen. Hav en god en – vi ses senere på politiken.dk. | Med venlig hilsen Oliver Kløvedal Reich Journalist på Politiken |
|
|
|
|