CISUs nyhedsbrev bliver sendt til alle omkring 300 kontaktpersoner i CISUs medlemsorganisationer + de godt og vel 2.000 andre, der har meldt sig til. Man kan læse om fordelene ed at være med her.
Denne gang kan du læse om vores podcast, om julehygge og mindst de gode kursustilbud, der er i CISU. Og nå ja: Oplysningspuljen justeres en smule. Har du noget at sige om det, hører jeg gerne fra dig.
God læselyst.
Kim Jensen
PS: I en verden af spam og nærmest uendelige mængder mails, kan det være svært for et nyhedsbrev ikke at ryge i spamfilteret eller ryge på mail-udbydernes sorte liste. Udbyderne lægger meget mærke til, om modtagerne reagerer på mails. Det kan derfor hjælpe os meget, hvis du vil svare på denne mail. Gerne med en kommentar om eller ønsker til indholdet. Men en tom besked kan bestemt også bruges. På forhånd tak.
Nyheder fra CISU
Afrikas Horn får forberedende nødhjælp
Den humanitære situation på Afrikas Horn er kritisk. Efter flere års udeblivelse af regntiden med følger som tørke og sult, er der nu igen en regntid, der ikke giver nedbør nok til at forberede befolkningen til den kommende tørtid.
Derfor har CISUs nødhjælpspulje DERF besluttet at åbne et særligt call for ansøgninger der fokuserer på det såkaldte Anticipatory Action. Det vil sige indsatser, der skal bidrage til at forberede mennesker i nød på den næste tørke, og dermed forsøge at undgå en sultkatastrofe.
DERF-puljen kan søges til Anticipatory Action indsatser på op til 300.000 kr. til tørkeramte områder i Somalia, Somaliland, Etiopien og Kenya. Man kan læse mere om callet på DERFs hjemmeside.
Der vil også blive holdt i informationsmøde om callet på mandag den 5.12 kl 14. Du kan tilmelde dig til call mødet her: Arrangement (cisu.dk)
Oplysningspuljen justeres
CISUs oplysningspulje er en selvstændig pulje, hvor CISUs medlemsorganisationer kan søge midler til oplysning i Danmark. Puljens retningslinjer justeres løbende, og nu er det tid igen.
På CISUs hjemmeside kan man læse om forslagene til de nye retningslinjer. Det drejer sig blandt andet om helt at droppe ansøgningsrunder.
På hjemmesiden kan man komme med forslag til nye retningslinjer, og 7/12 kan man komme på et webinar om retningslinjerne. Der er tilmelding her
Retningslinjer til Støtte til klimatilpasning på plads
Retningslinjerne for Climate Change Adaptation Modality (CCAM) er nu på plads.
Tidligere på efteråret har der været høring, og efterfølgende er retningslinjerne nu færdiggjort, og man kan begynde at arbejde med disse retningslinjer, ligesom ansøgningsskemaet ligger klar på https://www.cisu.dk/ccam
Det er dog vigtigt at understrege, at støttemodaliteten stadig venter på det nye Finansudvalg, hvilket ikke sker før en ny regering er fundet. Derfor er der stadig et gældende forbehold, der lyder: At CISU først får mulighed for at bevilge penge når Finansudvalget har godkendt. At nuværende ansøgningsdeadline (8/2/23) kan blive udskudt. Opdateringer i forhold til dette forbehold, vil være at finde her i nyheddsbrevet, såvel som på https://www.cisu.dk/ccam
Julehygge og foreningsdemokrati
Siden generalforsamlingen 2022 har CISU arbejdet med temaet ’Foreningsdemokrati’. Hvordan kan det styrkes? Hvad er muligheder og svagheder for en organisation som CISU?
På et fyraftensmøde på mandag 5. december tager vi derfor ’Det Gode Foreningsdemokrati’ under behandling. Det sker i forlængelse af årets sidste bestyrelsesmøde på Vartov i København, og det vil foregå under uformelle rammer med fælles julehygge for repræsentanter for medlemsorganisationer.
CISUs bestyrelse er vært ved arrangementet og vil lægge op til diskussioner om foreningsdemokrati.
Nogle af spørgsmålene kan være:
Hvad er det gode foreningsdemokrati?
Hvordan dyrker man demokrati i en bestyrelse?
Hvordan kan man styrke medlemmers medbestemmelse?
Hvordan påvirker muligheden for digital tilstedeværelse demokratiet?
Hvilke rammer skal der være for brug af fuldmagter?
Kan man ikke selv deltage, kan man komme med input i en formular på siden her
Få CISU mellem ørerne
CISU udgiver podcasten 'CISU Mellem Ørerne' hos de fleste podcast-udgivere som Apple, Spotify og Google samt direkte på hjemmesiden.
I podcasten kan man høre eksempler på podcasts fra medlemsorganisationerne, oplæg på Kutter Anton på Folkemødet og podcast om udviklingsfaglige emner.
De seneste afsnit er fra FORA, Dansk Blindesamfund og Skovby Idrætsklub.
Har du forslag til emner, du gerne vil have et afsnit om, kan du sende en mail til kj@cisu.dk.
Kom på kursus i det gode projektbesøg
På et webinar tirsdag 6/12 kan man få værktøj til at kunne lave projekt- og finansiel monitorering - både afholdt virtuelt samt ved fysisk besøg hos partner.
Deltagerne vil blive præsenteret for ideer til planlægning og gennemførsel af et projektbesøg. Gennem en blanding af oplæg, præsentation af redskaber, refleksion i grupper og deling af deltagernes egne erfaringer vil de komme ind på de centrale dele af et projektbesøg.
Kurset henvender sig til personer og organisationer, der er i gang med implementeringen af et projekt og kan bruge input til monitorering af projektet. Kurset er for CISUs medlemsorganisationer og bevillingshavere, som ingen eller lidt erfaring har med området.
CISU søger en kandidatstuderende til en forskningspraktik
CISU samarbejder med det hollanske universitet Radboud, samt en række andre CISU-lignende organisationer i Europa.
I 2023 vil vi i samarbejde med dem undersøge relationen mellem medlemsorganisationer og deres partnere , og hvilken rolle de hver især spiller i partnerskabet i forhold til bæredygtighed.
Rådgiver i CISU, Anders Reimers Larsen ser frem til dette samarbejde.
- Studiet giver os en mulighed for at få nogle lidt mere solide argumenter omkring, hvad for eksempel international solidaritet betyder, når vi skal tale medlemsorganisationers sag i det politiske. Og det kan give os nogle bedre og dybere forståelser af, hvilken betydning et langvarigt samarbejde har i det daglige arbejde.
Lige nu leder CISU efter en forskningspraktikant, der i løbet af forårssemestret kan indgå i research-teamet.
Anders Reimers Larsen opfordrer til at medlemsorganisationerne får delt dette opslag til de frivillige de har, der er i færd med sine studier. Der er ansøgningsfrist d. 8. december.