Kære læser! Så inficerede coronavirussen også årets overenskomstforhandlinger på det private område. I går sagde 75 procent af klinikejerne i Tandlægeforeningen, som den hidtil eneste arbejdsgiverorganisation, således nej til det forlig, deres egne forhandlere ellers indgik med HK Privat 5. marts. 'De spytter på samfundskontrakten', harcelerede Anja C. Jensen, næstformand i HK Privat, i et interview med Søren Dahl. På arbejdsgiversiden er formanden for klinikejerne, Torben Schønwaldt, ærgerlig over det massive nej, men nøgtern i sin begrundelse: - Den aftale, vi lavede med HK for et par uger siden, og som vi anbefalede et ja til, er blevet underløbet totalt af det her, siger formanden med henvisning til, at coronakrisen har lukket landets tandlægeklinikker for alt andet end akutte og alvorlige behandlinger. Spørgsmålet er nu, om klinikejernes nej vil få andre udsatte brancher til også at forkaste deres OK-aftaler? Vel at mærke aftaler, som de inden covid-19 lagde økonomien mere eller mindre død, formentlig ville have bakket solidt op om. Normalt ville et arbejdsgiver-nej udløse en konflikt, men med det våben neutraliseret, fordi klinikkerne er lukket og personalet sendt hjem, befinder fagforbundet sig i det, man vist godt kan tillade sig at kalde en helt ny situation. Den har vi på A4 Arbejdsliv tænkt os at følge op på. God læsning! |