Danmark donerer satellittjenester til Ukraines forsvar gennem EU’s forsvarsagentur Ukraine har behov for sikker og stabil satellitbaseret kommunikation i krigen mod Rusland. Derfor donerer Danmark satellittjenester til det ukrainske forsvar gennem EU’s forsvarsagentur. Danmark tager endnu et skridt i støtten til Ukraine ved for første gang at donere europæiskproducerede satellittjenester til det ukrainske forsvar gennem EU’s forsvarsagentur, EDA (European Defence Agency). ”Jeg er stolt over, at Danmark bidrager til Ukraines rumbaserede forsvar med denne donation. Rummet er et domæne, som i stigende grad kalder på forsvarspolitisk opmærksomhed. I tæt samarbejde med EU’s forsvarsagentur har Danmark nu bidraget til at styrke Ukraines satellitbaserede kommunikation i deres forsvar mod Rusland. Der er et meget stort potentiale i rumbaserede løsninger, som kan bidrage til både ukrainsk, dansk og europæisk forsvar”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen. Donationen omfatter løsninger, der øger Ukraines adgang til sikker og stabil satellitbaseret kommunikation. Satellitter spiller i dag en afgørende rolle i moderne forsvar. Med i donationen får Ukraine adgang til modtagerterminaler, som det ukrainske forsvar kan anvende til at etablere adgang til satellitbaseret kommunikation, der i væsentligt omfang vil bidrage til Ukraines evne til at fortsætte dets frihedskamp mod den ulovlige russiske invasion. Terminalerne vil sikre robust og sikker forbindelse, som kan være afgørende for gennemførelsen af militære operationer. Løsningen er efterspurgt af Ukraine. EDA forventer at flere EU-lande vil følge trop og overveje lignende donationer. Donationen bidrager til at fremme både Ukraines og Europas teknologiske strategiske handlefrihed i rummet. Pressemeddelelsen kan også læses her. |