 | | Marcus Rubin | | Kronikredaktør | | |
|
|
| | Så blev det endelig jul! Det har været en hektisk december som altid, men nu nærmer vi os målstregen. Jeg håber, at I har nået det hele og måske endda haft tid til alle juletraditionerne. | |
| | Dette nyhedsbrev skrives til soundtracket fra ’Love, Actually’, den klassiske jule-romcom, der er så forkert og udtryk for en anden tid, men som vi i min familie stadig elsker som en slags guilty pleasure (lidt som ’Hannah og hendes søstre’ med Woody Allen). | |
| | Mere ren er den anden juleklassiker ’Alene Hjemme’, som vi naturligvis også har genset for 10.000. gang. Hver gang bliver man – jeg i al fald – slået af, hvor formidabel en barneskuespiller Macaulay Culkin var, og hvor flot filmen stadig står. | |
| | I går aftes kastede jeg mig desuden ivrigt over en anden juletradition, nemlig The Economists julenummer med masser af herlige, tankevækkende essays om ting, man strengt taget ikke behøver vide, men som er interessante (jeg glæder mig fx meget til årets historie om, hvor meget glæde penge egentlig kan købe). Men inden jeg kommer så langt, læser jeg til min overraskelse i den såkaldte Charlemagne-klumme om Europas såkaldte Kevin-problem. | |
| | Det viser sig nemlig, at navnet Kevin - Macaulay Culkins navn i filmen - gjorde navnet ekstremt populært blandt de lidt lavere klasser i mange lande. Året efter filmen kom, var Kevin det mest populære navn i Holland, Frankrig og Tyskland og forblev det længe. | |
| | Som klummen beskriver, er Kev blevet nærmest synonymt i Storbritannien med utilpasset underklasse, og i Tyskland taler man om Kevinismus, som er de fordomme, de, der bærer navnet, bliver mødt med. Når det skal undersøges, om navnet betyder noget for ansættelser, er det åbenbart Kevin og Muhammed, man tjekker for diskrimination. Klummen er værd at læse, og navne er jo klasse og tidsperioder - Kevin er ikke længere i top-500 i Frankrig. Nu er det Noah, Liam - efter sangeren - og Emma, der hersker. | |
| | Tiderne skifter, sådan bliver man oplyst, og næste år kan man således se ’Alene Hjemme’ med endnu et lag af forståelse for dens kulturelle betydning. Huset, han forsvarer så ivrigt blev forresten sat til salg tidligere i år til små 38 millioner. Mange penge, men det er nu også ret fedt. Og Chicago er en mageløs by. | |
| | Nå, men alt dette var bare en slags forspil eller intro til debattens egen juleserie om julemænd. | |
| | Min kollega Emil Høj har talt med fem julemænd og en nissemor, der alle har mange, mange års erfaring. Om hvordan børn gennem tiden har udviklet sig, hvordan forældrerollen har ændret sig, hvordan det går med troen på julemanden. Og har tidsånden egentlig sat sit præg på børneopdragelsen? | |
| | Der er blevet en rørende og tankevækkende tekst ud af det om børn med kortere barndom og mindre fantasi end i gamle dage. »Der sidder jo 5-6-årige på mit skød og ønsker sig en computer og en iPhone 16, eller hvad det nu hedder i dag. De er med på beatet. Jeg har prøvet at spørge: »Hvad med et lille legetøjsdyr?«. »Nej«, lyder det«, som 74-årige Mogens Koelmeyer, der er julemand på 32. år i Storcenter Nord i Aarhus Nord, forklarede. Det er ifølge ham også kun pigerne, der ønsker sig fred i verden, og det kan man jo så tænke lidt over, hvad man skal lægge i. | |
| | Når vi er ved piger og kvinder, må vi også lige vende den vanvittige voldtægtssag fra Frankrig. | |
| | Sagen er i sig selv fuldkommen grufuld, men når den alligevel skal nævnes, er det jo fordi offeret Gisèle Pelicot er blevet en heltinde. Hun har nægtet at skamme sig, nægtet at bøje nakken eller være anonym - af den simple grund, at hun intet galt har gjort. På den måde er sagen på paradoksal vis måske blevet en ny begyndelse og et håb om noget bedre, som de skriver her i New York Times. | |
| | Lad os håbe det. Lighed, frihed og broderskab burde gælde alle køn overalt. Og det er ikke den eneste gode ting, der er sket på den front i denne uge. I Iran har det pressede præstestyre udskudt implementeringen af en ny og strammere kyskhedslov, formentlig fordi regimet ikke tør risikere uroligheder og protester lige nu. Og herhjemme er forholdene bedre, men kønsdebatten er bestemt heller ikke død. | |
| | »Man kan lege med tanken om, hvordan det ville se ud, hvis det var omvendt. Forestil dig, at det i stedet var drengene, der kom gratis ind, mens pigerne måtte stå i den lange kø, betale ved kasse ét og sågar betale for både deres egne og drengenes drinks. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der forestiller sig et ramaskrig«, skriver hun, og det ramaskrig kan jeg kun alt for levende forestille mig. | |
| | Men lige nu er det jul - og endda den jødiske lysfest Hanukkah dagen efter. Masser at glæde sig til. Freden skal sænke sig, så kan udsalget begynde om nogle dage og sætte fut i forbrugsfesten igen. Nyd det. Og så ses vi på den anden side, det er svært at tro, at 2025 ikke bliver et ret vildt år med masser at snakke om og debattere. | |
| | Skriv endelig ris, ros eller tanker om både livet, døden, samfundet og dette lille nyhedsbrev til mig på marcus.rubin@pol.dk. Og ja, jeg havde lovet en overraskelse, men jeg er ikke kommet i mål med den, så den må vente til januar. Men måske er det også bedre - januar er en dødssyg måned, mørk, kold og med alt for få fester. Så måske er en lille godte der meget veltimet. | |
|
