 | | Marcus Rubin | | Kronikredaktør | | |
|
|
| | Nu er Henrik Nordbrandt beklageligvis død, men aldrig har hans legendariske digt om novemberlidelserne virket mere relevant. Måneden er knap kommet i gang, og allerede nu har den budt på nok ulykke til et helt år. Jeg taler naturligvis om valget af Donald Trump som USA’s 47. præsident. | |
| | Som mange andre lå jeg i den tidlige morgenstund onsdag og kiggede med dyster mine på New York Times-nålen (avisens forudsigelse af valgets udfald), som rykkede mere og mere ubønhørligt over i retning af Trump. Sådan blev det, og det var ikke ved et tilfælde eller på grund af noget snirklet omkring valgmandskollegiet. Trump vandt en knusende sejr over Kamala Harris. Han gik frem i stort set hele USA, fra Californien til New York og i stort set alle vælgergrupper - fra kvinder til latinoer til sorte. | |
| | Det var en tsunami, og som de argumenterer for i denne udgave af New York Times’ podcast The Daily, står Trump nu som den måske mest markante politiske skikkelse i USA siden Franklin D. Roosevelt for et lille århundrede siden. | |
| | Han er en historisk præsident, der har forandret amerikansk politik helt grundlæggende. Det ville få have spået da Trump for 9 år siden kørte ned ad en gylden rulletrappe i Trump Tower i New York og annoncerede sit kandidatur. Alle eksperter grinede og betragtede det som en joke – men Trump lo sidst. | |
| | Han havde læst folkestemningen bedre. USA var fyldt med mennesker, der følte sig forsmået, snydt og ignoreret af det politiske system. At demokraterne her i 2024 stadig ikke formåede at lytte til den stemning er et mysterium, og man må inderligt håbe, at partiet nu gentænker hele sit politiske projekt. For ja, selvfølgelig var det en katastrofe at ingen kunne forklare Biden, at han var blevet for gammel og skrøbelig til at genopstille - her svigtede medierne også som min kollega Jens Lenler påpeger her - men problemet stikker meget dybere end det. | |
| | Nu venter verden og ikke mindst Ukraine med tilbageholdt åndedræt på, hvad der sker, og vi står, som Politikens chefredaktør skriver i denne leder, i et farligt øjeblik i verdenshistorien. Selv tænker jeg, at skønt det er skidt, er det ikke afslutningen på USA’s demokrati. Trump er megaloman og usympatisk, men når man ser hans forsludrede taler - selv sejrstalen var tydeligvis helt uden manuskript eller linje - er det svært at se ham som en stor fascist. Så drop sammenligningerne med Roms fald, faktisk må man håbe, at USA minder om Rom, ikke det modsatte. | |
| | Resten af verden står naturligvis ikke stille i mellemtiden. | |
| | Israels premierminister Benjamin Netanyahu viste atter sin ekstreme kynisme ved at fyre sin forsvarsminister, mens verdens opmærksomhed var rettet mod USA. Og knap var valget i USA overstået inden Tysklands regering faldt fra hinanden. Godt nok er det et fåtal, der vil savne den tyske regering, men samtidig er det svært at undslippe tanken om, at det igen er et tegn på en dybere krise i det liberale demokrati. Et demokrati, hvor tredelingen af magten mellem politikere, institutioner og domstole udgør et urørligt fundament som min kontormakker Michael Jarlner skriver her. | |
| | Næste uge begynder klimatopmødet i Baku af alle steder, en olieby ved det Kaspiske Hav (se eller gense James Bonds tur dertil her), og der kan verdenslederne, herunder den danske regeringstop, så forsøge at redde klodens klima inden Trump kommer til. | |
| | Som Politikens klimaredaktør Magnus Bredsdorff skriver her, er genvalget af Trump reelt dødsstødet for håbet om at holde temperaturstigningerne under 1.6 grader, som målet i Paris-aftalen er. Eksperter vurderer at Trumps ’Drill, baby, drill’-politik betyder, at USA vil udlede, hvad der svarer til 4 milliarder tons CO2 ekstra frem til 2030. | |
| | Er der noget opmuntrende? Måske, men for at være ærlig har jeg det lidt Maude-agtigt og er fristet af at gå op og lægge mig. Det nytter naturligvis ikke meget, men lidt på samme måde som at surdej blev en stor ting under corona, tænker jeg, at mange - ikke mindst her i den mørke tid - er fristet af at søge ind i det nære og så forsøge at lukke øjnene eller i al fald ikke blive alt for opslugt af verdens skæve gang. Det er også ok en stund - men længe går den ikke. | |
| | »Kæmp, kæmp, kæmp,« sagde Trump, da han blev skudt. Det var et ikonisk øjeblik og et vildt billede. | |
| | Nu er det hans politiske modstanders tur. | |
| | Og med de ord - hav en rigtig god weekend og hold modet oppe. Verden er, hvad vi gør den til. | |
|
