| | | Jes Stein Pedersen | | Litteraturredaktør på Politiken | | |
|
|
| | Det er ikke hver dag man har en kollega, der gør resterne af en søko til et udflugtsmål, men det gør natursporsvandreren Kim Skotte efter at have læst Iida Turpeinens naturhistoriske fortælling ’På sporet af det levende’. I den læser han om en ældre kvinde, der går rundt i de stille sale på Helsinkis naturhistoriske museum, hvor »hun stopper op foran søkoen, betragter skeletresterne, ser århundredernes begivenheder samlet i dem, de knækkede hvirvler og arme, slægten, der er forsvundet«. Der må jeg hen!«. | |
| | Det er en uddø søko, der hiver i Skotte. Stellers søko, Hydrodamalis gigas, kunne blive mere end 8 meter lang og veje omkring 10 ton. Den fik ifølge Iida Turpeinen et vigtigt efterliv som et dyr, der »tvang mennesket til at kaste et nærmere blik på sig selv«. | |
| | »Dens forsvinden var med til at føde en kættersk idé, som kun de dristigste naturforskere dengang turde ytre højt. At en dyreart, skabt af Gud, kunne uddø. Og ikke som offer for syndfloden, men for menneskets tankeløse grådighed«, skriver Skotte. | |
| | Spændende, jeg tror også jeg må en tur til Helsinki på et tidspunkt! | |
| | Mikas Lang er aktuel med ’Bamberg Blues’, Felix Thorsen Katzenelson har interviewet ham, og jeg bider mærke i deres samtale om, at Langs research til bogen har været spirituel. Hvad betyder det?, spørger Katzenelson. Lang svarer han har »en praksis med afdødekontakt«, han har altså ’talt’ med de døde. | |
| | »Jeg har ledt efter Hilbert og mærket ham, og nogle af de andre karakterer også. Jeg har oplevet ham som en skikkelse. En skikkelse, der også havde svært ved at nærme sig mig. Måske på grund af skam«, forklarer Lang i et af den slags interview, hvor det er interviewerens betragtninger, som ofte er mest interessante: | |
| | Katzenelson skriver om Langs metode: | |
| | »Det er lidt grænseoverskridende, men det er også vidunderligt, i en tid, hvor vi igen igen taler om, hvordan forfattere forvalter virkeligheden. For historisk set er alternative researchmetoder en stor del af det kunstneriske arbejde, så selvfølgelig kan afdødekontakt være en vigtig del af en skrivepraksis«. | |
| | Det fører til interessante tanker om anden nutidig dansk litteratur fra Katzenelson: | |
| | »Sebastian Nathans ’Engle’, Christel Wiinblads ’Deep Purple’, Jonas Eikas ’Åben himmel’ og andre, hvor det spirituelle dukker op, ikke som symbolik og metafor, men som realitet. »Hvad sker der, hvis man som forfatter tillader sig at tro på noget? Hvis man giver spøgelser og engle taletid og tillader kanalerne at være åbne?« | |
| | Lucia Odoom har talt med den omdiskuterede franske forfatter Constance Debré, der bruger sine færdigheder som forsvarsadvokat i sine bøger. | |
| | I interviewet forklarer Debré, at forskellen på at arbejde som advokat og forfatter ikke er så forskellig endda for begge dele går ud på at arbejde med ord om den menneskelige tilstand. | |
| | »Jeg forsvarede klienter, der har haft meget hårde liv, og som pludselig gjorde noget meget ekstremt. Det var næsten som at åbne en Dostojevskij-roman. Det var meget interessant at prøve at forstå, hvordan et menneske bliver presset ud i en situation, hvor det tog en beslutning, som for os andre er uforståelig. De historier, jeg skriver, er en undskyldning for at gribe fat i det menneskelige og den moderne tilstand og prøve at forstå, hvad vi gør med livet, og hvordan vi takler det«, siger Debré. Her er hele interviewet. | |
| | Selv om vi befinder os i en læsekrise, er der masser af mennesker, der ikke kan undvære bøgerne. Et af dem er forfatteren Ib Michael. For ham har læsning altid været en livsnødvendighed, men den blev særligt nødvendig som helende livline, da han i 2022 blev ramt af en blodprop. | |
| | Han er i løbende dialog med den svenske digter Edith Sødergrans kosmiske leg, og når han går tur på stranden, er det med den forlængst afdøde digter Gunnar Ekelöf i hånden. Den amerikanske forfatter Herman Melvilles hvalfangerroman, ’Moby Dick’, bliver han aldrig færdig med. For Ib Michael er litteraturens vigtigste egenskab, at den kan få den læsende til at overskride sit eget jeg og bevæge sig frit i tid og rum. | |
|
