Godmorgen og velkommen til ugens anden udgave af den politiske morgenpost. Mon ikke de fleste danskere med interesse for politik tændte for fjernsynet søndag aften for at se en brødbetynget Søren Pape Poulsen påtage sig ansvaret for De Konservatives mildest talt fejlslagne valgkamp sidste år. Selvom der nu er gået mere end et døgn siden DRs interview med den konservative partiformand , bliver journalister og politiske iagttagere ved med at opdage nye detaljer, som de hæfter sig ved. Derfor indleder vi også dagens overflyvning med at se nærmere på især ét udsagn fra Pape. Under interviewet, der blev bragt i »21 Søndag« på DR1, bekendtgjorde Søren Pape Poulsen således, at det var »tåbeligt«, at De Konservative under valgkampen fremlagde en økonomisk 2030-plan, der anviste finansiering til at afskaffe topskatten helt. Det skorter ellers ikke på gamle citater, hvor Pape ihærdigt argumenterer for at afskaffe skatten, og for et år siden mente han sågar, at den var »marineret i misundelse«. På De Konservatives egen hjemmeside fremgår det desuden fortsat som et erklæret mål, at partiet vil »fjerne topskatten«. Hvordan hænger det egentlig sammen? Det spørgsmål har Berlingske sat sig for at få svar på, og avisen har derfor interviewet den konservative gruppeformand, Mai Mercado. Hun bekendtgør nu, at en afskaffelse af topskatten ikke længere er »en væsentlig prioritering« for De Konservative. »Der er bare andre ting, vi hellere vil. Vi vil hellere sænke skatten i bunden,« siger Mai Mercado til Berlingske. DR har også forsøgt at få svar på samme spørgsmål og har i den forbindelse interviewet skatteordfører Rasmus Jarlov, som siger: »Topskatten kommer et pænt stykke nede af vores prioriteringsliste. Vi har mange andre afgifter og skatter, vi gerne vil sænke først, så der vil være et meget stort stykke arbejde, der skulle laves, før vi nåede frem til at skulle gøre noget ved topskatten.« Dagens »overfladiske og arrogante« kommentarDet er imidlertid ikke den eneste udtalelse fra DR-interviewet, der er blevet bemærket rundt omkring i mediernes redaktionslokaler. Vi har samlet tre politiske analyser af Søren Pape Poulsens udtalelser til dig her, og politisk kommentator Hans Engell – der som bekendt har en fortid som formand for netop De Konservative – har især hæftet sig ved én anden udtalelse fra Pape. 1. Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther: »Det er svært at forestille sig, at de kritikere hos De Konservative, der gerne så formanden skiftet ud, fik nogle argumenter for at skifte holdning, da de så den konservative leder i et længere interview i DRs »21 Søndag«.« »Måske fik de en smule ondt af deres partiformand, som med egne ord har gennemlevet »det værste år« i sit liv (...). Men sjældent har politiske ledere vundet opbakning på medlidenhed.« 2. Jyllands-Postens politiske analytiker, Niels Th. Dahl: »Min vurdering er, at det bliver meget svært for ham at få lavet en ny genstart på kort sigt. Næsten uanset, hvad han gør, vil tabet af troværdighed fra valgkampen klæbe til ham.« »Vi har set det mange gange gennem historien: Et parti i krise, der ikke rigtig ved, hvad det skal gøre, og så tager de på baglandsturné, laver noget mere medlemsinddragelse og siger nogle fraser om, at nu skal politikken også tættere på borgerne. Det plejer ikke at virke.« 3. Ekstra Bladets politiske kommentator, Hans Engell: »Om kritikken fra striben af tidligere tiders store og skarpe konservative profiler fejede han af med sætningen: »Hellere opbakning fra fremtiden end fortiden«.« »Det er en alt for overfladisk og arrogant kommentar til de temmelig seriøse kritikpunkter fra folk, der har været centrale aktører i konservativ politik siden slutningen af 1960erne, og som har fulgt godt med i politik lige siden.« Dagens »det er sgu vildt«Vi slukker for interviewet med Søren Pape Poulsen og klikker i stedet ind på Altingets hjemmeside. I går aftes kunne netavisen nemlig føje et nyt kapitel til den efterhånden lange og skandaleombruste historie om Forsvarets våbenindkøb hos det israelske firma Elbit Systems. Denne gang kan Altinget således fortælle, at Statsministeriet og Udenrigsministeriet har været involveret i sagen. Af en såkaldt aktliste, som netmediet har fået aktindsigt i, fremgår det, at sagen er blevet behandlet på møder med deltagelse af repræsentanter fra begge ministerier, ligesom de har udvekslet en lang række e-mail med Forsvarsministeriet i ugerne op til indkøbet, som blev hastet igennem Folketinget. Professor emeritus ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Jørgen Grønnegård Christensen har nærstuderet aktlisten og siger i den forbindelse til Altinget: »Dokumenterne viser, at det er en mere kompleks sag end som så, fordi det kan se ud, som om der fra allerhøjeste sted blev lagt et tidspres. Og når jeg siger allerhøjeste sted, så mener jeg Statsministeriet. Udenrigsministeriet var også meget aktivt, men det må forventes, da sagen også handler om sikkerhedspolitik.« Da Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, opdagede historien sent mandag aften, konstaterede han kortfattet på Twitter: »Det er sgu vildt.« Læs historien hos Altinget her og et interview med Jørgen Grønnegård Christensen her. Dagens robuste Brostrøm Mandag præsenterede Robusthedskommissionen med den tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm i spidsen en omfattende rapport med anbefalinger til fremtidens sundhedsvæsen. Vi har samlet fem historier om anbefalingerne til dig her: 1. Robusthedskommissionen peger på langt hårdere politiske prioriteringer for at opretholde sundhedsvæsenet, som vi kender det, skriver Berlingske, der har talt med sundhedsøkonomer, som erklærer sig enige med konklusionen i Søren Brostrøms rapport. 2. Langt flere sygeplejersker skal på vagt på sygehusene på skæve tidspunkter, og langt flere ansatte i kommuner og regioner skal op i arbejdstid, skriver Politiken på baggrund af kommissionens anbefalinger. 3. Også Jyllands-Posten har set nærmere på sundhedspersonalets arbejdstid og bemærker, at Robusthedskommissionen konstaterer, at hvis alle sosu'er og sygeplejersker på deltid arbejder en time mere om ugen, vil det give en gevinst på flere tusinde årsværk. 4.DR beskriver, at kommissionen anbefaler, at det gøres attraktivt for læger at dele deres arbejde i storbyen med en stilling i en mindre by, der ligger i en anden region. 5. Og Information har talt med direktør for Danske Patienter Morten Freil, der først tog positivt imod Robusthedskommissionens rapport, men som siden blev bekymret, da han så pressemødet med Søren Brostrøm. Dagens korte nyheder1. Mandag gav socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på statens vegne en undskyldning til de tidligere anbragte inden for særforsorgen. Politiken og Information var til stede i Horsens, hvor undskyldningen blev givet, og har begået fine reportager derfra. 2. Flere fremtrædende socialdemokrater, som i øjeblikket forsvarer SVM-regeringens top-topskat, var imod ideen før valget. Det skriver Berlingske, der har gransket politikernes svar i DRs kandidattest. Læs hele den vidunderlige historie, hvor avisen forsøger at få svar på, hvorfor både socialdemokratiske ministre og folketingsmedlemmer nu pludselig har skiftet holdning, her. 3. Landets politibetjente er bestemt ikke begejstrede over det lovforslag, der skal gøre det ulovligt at afbrænde Koranen, som regeringen fremsatte for nylig, skriver Politiken. »Politiet er i sagens natur ikke uvant med hensyn til at skulle foretage vurderinger og skøn i forbindelse med afviklingen af politiforretninger – men som lovforslaget er formuleret, synes der dog her at være tale om ’elastik i metermål’,« står der ifølge avisen i Politiforbundets høringssvar til lovforslaget. 4. Regeringen har opsagt en aftale, som skulle sørge for, at danske bilister ikke tanker deres biler med benzin og diesel fremstillet af fødevarer, skriver Politiken. Flere partier er kritiske, og professor ved Institut for Bæredygtighed og Planlægning på Aalborg Universitet Jannick Schmidt kalder det »en katastrofe«. Dagens program13.45: Pressemøde om ny bandepakke Statsminister Mette Frederiksen (S), vicestatsminister og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V), justitsminister Peter Hummelgaard (S) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) holder pressemøde på Københavns Politigård for at præsentere regeringens nye bandepakke. |