Det første ugentlige dagskursus er nu startet godt op på Kunstskolen Sønderbygaard, så bliver der er igen et helt anderledes liv i huset. Atelieret summer af kreativitet og smukke kreationer, men ikke uden utilfreds mumlen, grublerier og eftertænksomhed. Sidstnævnte er en del af læringsprocessen i kunsten - man må godt være lidt usikker og utilfreds, inden man får oplevelsen af, at nu er tingene lykkedes og det endelige værk er som ønsket. Ligeledes er det første online kursus godt i gang og der er helt sikkert også utilfreds mumlen, grublerier og eftertænksomhed derude i de private atelier. Men det er lige præcist sådan det skal være og det er lige præcist derfor man melder sig på et kursus, hvor man kan blive inspireret, lære og ikke mindst får mulighed for at sparre med underviseren og andre kursister. Det er bl.a. ovenstående, som er nogle af faktorerne for, at jeg i sin tid startede op med fysiske kurser på Kunstskolen Sønderbygaard og online kurser på ArtAcademy.dk. Og det er nogle af faktorerne til, at jeg fortsat bliver ved med at inspireres til at lave nye kurser. Hvert år dukker der nye kurser op på kursus kalenderen og hele tiden forandres kalenderen, fordi der dukker nye ideer og ønske op undervejs. Forårets kurser både online og fysiske bliver med naturen som inspiration. "Min natur" i abstraktion fra her, hvor jeg bor og naturen ved det vilde Vesterhav. Online kurset "Abstract Nature", som starter den 15. april og varer 8 uger, blev til ud fra et kursus jeg afholdt i Malaga for engelsktalende kursister og det var faktisk tænkt som en mulighed for dem om at prøve at deltage på et af mine online kurser. Deraf den engelsk klingende titel. Men kurset kommer naturligvis til at foregå på dansk for de danske kursister som melder sig og så bliver der lavet en oversættelse til eventuelle engelsktalende kursister. Weekendkurset "Havets vildskab" i weekenden 24.-25. maj, blev født, ja som weekend kursus, men pr. i dag er der også blevet mulighed for at købe sig adgang til deltagelse i kun en enkelt dag på workshops hhv. lørdag eller søndag. Så det er nu, du skal gribe din computermus og klikke dig ind på kursus kalenderen på ArtAcademy.dk, hvor du finder de ovenfor nævnte kurser og kan læse mere om kursernes indhold og naturligvis melde dig til. Jeg glæder mig til at se dig på forårets kurser med tegning og maleri i og af naturen.
De bedste næsten forårs agtige hilsner
Del X in Pin |