Godmorgen Kampkraften er stor, og det samme er mobiliteten. De kan benytte flere forskellige typer af granater og anvendes mod fjendtlige kampvogne og andre mål selv ved høj fart og i mørke ved hjælp af blandt andet termiske kameraer. Og nu har Tyskland efter et langvarigt pres fra Nato-partnere og Ukraine givet efter og besluttet at sende Leopard 2-kampvogne til Ukraine. Beslutningen betyder også, at andre lande kan sende de tyskproducerede kampvogne til slagmarken og frihedskampen mod den russiske besættelsesmagt. »Det var en sej beslutning, det tog alt for lang tid, men i sidste ende var beslutningen uundgåelig. Det er en god nyhed for det voldsramte og tapre ukrainske folk«, siger den liberale Marie-Agnes Strack-Zimmermann, som er forkvinde for forsvarsudvalget i det tyske parlament. I Ukraine vækker beslutningen selvsagt glæde. Andryi Jermak, talsmand for den ukrainske regering, mener, at det vil være som »en sand knytnæve« mod den russiske fjende, hvis Ukraine kan få nogle hundrede af de moderne kampvogne. Også USA kan meget vel være på vej til at sende moderne Abrams-kampvogne til Ukraine, skriver flere amerikanske medier her til morgen på baggrund af anonyme kilder. Leopard 2-kampvognene betegnes som en af verdens mest effektive kampvogne. . Tyskland har gennem årene produceret over 3.000 i forskellige versioner.Foto: Ints Kalnins/Ritzau Scanpix Kursskifte i Schweiz kan få betydning for dansk hjælp til Ukraine Vi bliver ved våbenhjælpen til Ukraine. En komité i det schweiziske parlament har nemlig sagt god for at ophæve et forbud mod eksport af schweizisk produceret ammunition, så andre lande kan reeksportere våben til Ukraine. Endnu mangler den endelige godkendelse af det schweiziske parlament, men sker det, vil det betyde, at Danmark kan sende sende omkring 20 mandskabsvogne af typen Piranha III til Ukraine. De er købt i Schweiz, og allerede sidste år spurgte Danmark om lov til at donere dem til den ukrainske frihedskamp mod Rusland, men fik dengang nej på grund af landets neutralitetspolitik, som altså nu er under opbrud. 6 nye principper skal løse store problemer i dansk musik Sexisme, dårligere karrieremuligheder og diskrimination rammer kvindelige kunstnere i musikbranchen, som i samlet flok nu vil gøre noget for problemerne, skriver Politiken. Et nyt kodeks med seks principper er grundstammen i kodekset ’Lige Adgang’, som skal sikre Bias-bevidste ledere, en tryg kultur og mangfoldighed, når det gælder ansættelser og bookinger. Det kommer efter en række undersøgelser de seneste år har påvist, at kvinder i musikbranchen tjener mindre og har dårligere muligheder for at gøre karriere end mænd. »Kodekset er en opfordring til handling og et bud på, hvordan musiklivets mange små og store aktører helt konkret kan komme i gang med at fremme den sociale bæredygtighed«, som Sara Indrio, forperson i Dansk Artist Forbund, siger i en fælles pressemeddelelse. New Zealand har fået ny premierminister I New Zealand har det været skiftedag på premierministerposten. Jacinda Ardern er blevet afløst af 44-årige Chris Hipkins, som blev taget i ed under en ceremoni i New Zealands hovedstad, Wellington. »Dette er mit livs største privilegium og ansvar. Jeg er energisk og spændt over de kommende udfordringer«, siger Hipkins, ifølge Ritzau. Det kom som en pænt stor overraskelse, da Jacinda Ardern i sidste uge meddelte, at hun »ikke havde mere i tanken« og derfor ville træde tilbage som premierminister efter seks år på posten. Du kan læse et portræt af Ardern her. Chris Hipkins er ny premierminister i New Zealand.Foto: Marty Melville/Ritzau Scanpix ’Du lytter til Politiken’ Hvordan bliver man Ritt Bjerregaard? Ritt Bjerregaard døde i lørdags, og i den anledning fortæller Politikens Nils Thorsen om sit møde med Ritt. Hun blev landets yngste kvindelige minister, den første kvindelige EU-kommissær og den første kvindelige overborgmester i København. Hun er gået veje, ingen kvinde har gået før hende, men som mange kvinder vil gå i fremtiden. Men hvordan bliver man Ritt Bjerregaard? Hvordan bliver man den, der går forrest og hiver andre kvinder med? Det har Nils Thorsen et svar på. Det begynder i en lejlighed på Vesterbro. Ritt Bjerregaard døde forleden. Hun blev 81 år.Foto: Jens Dresling Det sker i dag | Danmark: I dag er der møde i Folketingssalen, hvor ministrene svarer på oversendte spørgsmål i ministrenes spørgetid. |
|
| Danmark: Københavns Byret indleder i dag en nævningesag mod en 33-årig mand, der er tiltalt for en nat i marts 2022 at have voldtaget to kvinder i en studielejlighed på Amager. Ifølge anklageskriftet truede han sig ind i en elevator med kniv og bagefter ind i lejligheden. |
|
| Danmark: Østre Landsret behandler i dag ankesagen, hvor en 43-årig mand er tiltalt for at have skudt og dræbt 38-årige Cem Kaplan i januar 2020. Drabet menes at være startskud til en bandekonflikt mellem Bandidos og NNV-gruppen. |
|
| Sverige: De danske håndboldherrer spiller i Stockholm kvartfinale ved VM i håndbold mod Ungarn. Danmark har vundet VM de seneste to gange og er ubesejrede ved VM i 25 kampe i streg. |
| Det skete på dagen i dag | 1993: Poul Nyrup Rasmussen præsenterer sin nye regering bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. |
|
| 1998: Alliancen af Frie Borgere, som er et nyt højreorienteret parti, dannes i Tyskland. |
| | Med venlig hilsen Niels Holst Journalist, digital forsideredaktør på Politiken |
|
|
|
|