Gråanden er Danmarks mest almindelige and, og den ses over hele Danmark, hvor der er vand. Den er stamfader til vores tamænder.
Andrikken er let kendelig ved sit metalgrønne hoved, hvide halsring, brune bryst og grålige underside og flanker. Halen er primært sort med hvid stribe. Nogle af de sorte halefjer danner en krølle, den såkaldte andrikkrølle. Næbbet er orange og benene er orangerøde.
Hunnen er brun med orangerøde ben og gulligt næb med mørke partier. Begge køn har metalblåt vingespejl med hvide kanter over og under det blå.