Politisk Morgenpost
TIRSDAG D. 19 SEPTEMBER
KØB ABONNEMENT

 
Ellemann i opsigtsvækkende interview: Sammenligner gamle venner med kogende vand

Godmorgen og velkommen til Berlingskes politiske morgenpost.

Her på ugens anden dag er det i høj grad stadig statsminister Mette Frederiksens (S) udmelding om lønløft til fire offentlige lønmodtagergrupper, der fylder på den politiske scene.

Så lad os springe ud i det og lave en hurtig overflyvning.

Det foreslåede lønløft møder nemlig kritik fra flere kanter. Faggrupper føler sig forbigåede, flere oppositionspartier kritiserer udmeldingen, og ifølge en række eksperter vil det være i strid med den danske model – lad os starte der.

Traditionelt sker løndannelsen på det danske arbejdsmarked nemlig ved, at arbejdsgivere og lønmodtagere mødes og forhandler en overenskomst. Den tradition bryder regeringen nu med.

»Det er et klokkeklart brud på den danske model, og det er endda et voldsomt brud,« siger Flemming Ibsen, der er professor emeritus i arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet, til Berlingske.

Og som vi også kunne skrive her i morgenposten i går, er flere faggrupper frustrerede over at være forbigåede.

»Det her er jo pseudoforhandlinger. Det er allerede dikteret, hvem der skal have, og hvor meget de skal have,« siger Heino Kegel, der er formand i Politiforbundet til Berlingske.

Også hos oppositionen mødes statsministerens bebudede lønløft med rynkede øjenbryn. Det skriver Jyllands-Posten.

De har blandt andet snakket med Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, der synes, at det er overordnet positivt, at regeringen er klar til at komme potentielle lønefterslæb til livs.

Men regeringen bryder med den danske model, mener han.

»Man kan jo ikke pege på konkrete medarbejdergrupper og sige, at det er dem, der skal have noget. Det er at foregribe begivenhedernes gang, og jeg synes, at det udstiller, at man ikke anerkender, at det her er en generel problemstilling,« siger han til Jyllands-Posten.

Samme toner lyder ifølge DR fra Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige og Radikale Venstre.

Og på det sociale medie X undrer Liberal Alliances Lars-Christian Brask sig.

Og så kan vi runde af med en analyse fra Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther.

Han har nemlig været tilbage i regeringsgrundlaget, hvor man kan læse, at den »forøgede lønramme skal modsvares af, at arbejdstagerne tilsvarende bidrager«.

For lønmodtagerne betyder det blandt andet »Øget fleksibilitet« og »Færre muligheder for deltid i overenskomsterne«.

Hvad det ellers betyder, kan du læse mere om i Bent Winthers analyse lige her.

Dagens interview

Og ligesom Venstre skal vi nu videre.

Vi skal nemlig se på historien bag dagens overskrift, som handler om Jakob Ellemann-Jensen (V).

Venstre-formanden vakte for nylig opsigt, da han stævnede væk fra den blå lejr med ordene: »Vi skal ikke hjem, vi skal videre«.

Nu har han endnu atter lagt afstand til den borgerlige fløj, denne gang i et interview med DR s Deadline.

I de første tre år af hans formandsperiode brugte han ifølge ham selv for mange kræfter på at forene et borgerligt projekt, der ikke ville samles. Noget han fortryder, når han ser tilbage i dag.

»Vi var limen, der bandt det sammen. Alle andre var det kogende vand, der blev hældt udover den lim,« sagde han i interviewet hos Deadline.

Og det er derfor, Venstre fremover skal stå i egen ret. En melding han har gentaget flere gange, siden han meldte det ud i Berlingske i starten af indeværende år.

Venstre skal altså ikke forsøge at genoplive et borgerligt projekt, men fremover blot fokusere på at få gennemført så meget Venstre-politik som muligt.

Interviewet mødes forventeligt af en vis skepsis i blå blok. Blandt andet kalder De Konservatives Rasmus Jarlov det »upassende« på det sociale medie X.

»Hvis Venstre nogensinde har bundet blå blok sammen, så er det først nu. For jeg tror, alle borgerlige kan forenes om, at det er upassende at høre på,« skriver Jarlov.

Du kan se Deadlines interview med Ellemann her.

Dagens skeptiske bagland

Og nu skal vi forbi Politiken, der har været i gang med at kigge på det konservative baglands opbakning til Søren Pape Poulsens (K) formandskab.

Politiken har sendt en rundspørge rundt til omtrent 420 byrådsmedlemmer og lokalformænd med en række spørgsmål om Papes formandskab, og 143 har gennemført besvarelsen.

Og blandt skeptikerne er analysen hård:

»Tiden er løbet fra ham. Det er fortjent og synd for manden. Han har været en god formand. Men det er tid til et formandsskifte,« lyder det blandt andet i en kommentar.

Det er dog ikke majoriteten, der er skeptiske. 50 har erklæret sig helt eller overvejende uenige i, at Pape er den rette formand. Dog har 76 af de adspurgte erklæret sig helt eller delvis enige i, at Pape er den rette formand.

De Konservative holder i den kommende weekend landsråd i Herning, og efter den seneste tids postyr om Pape skal det nok blive spændende.

Dagens korte historier

1. Danmark afsætter flere penge til risikovillige investeringer i udviklingslande. Det skriver Børsen. Investeringerne kan både arbejde for klimahensyn og fattigdomsbekæmpelse. Konkret vil man tilføre flere penge til Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), således at fondens kapital stiger fra 15,6 milliarder kroner til 35 milliarder kroner.

2. Venstre har foretaget en kovending i spørgsmålet om Mette Frederiksens lønløfte. Det skriver TV 2 . Før valget blev lønløftet kaldt »valgflæsk« og »total gavebod«, men i dag står Venstre selv bag forslaget. Christoffer Melson, der er Venstres sundheds- og beskæftigelsesordfører, siger til TV 2, at de har »fundet et godt kompromis« om hvordan det skal gøres.

Dagens program

14:15: Åbent samråd om at medbringe SU til imamuddannelse i Tyrkiet

Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg har uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund i åbent samråd om ministerens holdning til, at studerende medbringer SU til Tyrkiet for at studere teologi ved Bursa Uludag University.

15:35: Åbent samråd om juridisk kønsskifte

Folketingets Indenrigsudvalg har indkaldt indenrigs- og sundhedsminister Sofie Løhde (V) i samråd. Med samrådsspørgsmål A-C har Indenrigsudvalget bedt ministeren redegøre for, hvordan Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan foretage en administrativ ændring i praksis vedrørende juridisk kønsskifte for mindreårige uden om den lovgivende forsamling.

 
 
 
 
Grundlagt, 1749 af Ernst Henrich Berling
 
 
Berlingske Media A/S | Pilestræde 34
DK-1147 København K, Danmark | +45 33 75 75 75
 
 
Anders Krab-Johansen, koncernchef og udgiver
Tom Jensen, Ansv. chefredaktør
Mette Østergaard, chefredaktør
Stinne Andreasen Krak, digital redaktionschef
 
Følg Berlingske
 
 
 
 
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -