Jeg lyver ikke, når jeg siger, at Færøerne er et af mit helt særlige yndlingssteder. Heldigvis har jeg mange af slagsen, men der er noget med Færøerne, som har sat sig godt og grundigt i mig på så mange måder. På denne lille sommertur har jeg taget et par af mine nyeste keramiske kreationer med. Især fordi jeg så gerne vil prøve at se dem i det element, hvorfra inspirationen til deres udkomme stammer. Og jeg blev selv noget overrasket over, hvor meget Færøerne er at se i mit keramik. Naturligvis har jeg også pakket diverse malegrej i kufferten og jeg har haft tid til at male nogle helt nye malerier, til Galleri Glarsmedjan i Thorshavn, mens jeg har været heroppe. Det er ikke tit, at jeg får tid til at male til galleriet, når jeg er på Færøerne, men denne gang er det lykkedes at få tid til det og det har jeg nydt rigtig meget. Derudover, så bliver der lavet de skønneste akvarelmalerier med motiver herfra, der bliver taget fotos og filmet, for jeg skal have så meget som muligt af Færøerne med hjem, så jeg har noget at tære på indtil næste rejse herop. Men også med hjem til ArtAcademy.dk og Kunstskolen Sønderbygaard og så må vi jo se, hvad et ender ud med. Og lige en ting mere, man tager jo ikke til Færøerne uden at kigge lidt på garn og fede strikkemønstre. Om jeg nøjes med at kigge er en hemmelighed for alt skal ikke ned på skrift, vel? Vi ses derhjemme på et tidspunkt, når jeg er klar til at tage herfra igen. De bedste sommerhilsner fra mig og Færøerne.
Del X in Pin |