| | | Marcus Rubin | | Kronikredaktør | | |
|
|
| | Herhjemme er vejret skiftet i den lidt efterårsagtige retning, men i Chicago, på den anden side af Atlanten, har der været sol og masser af fest. Efter i månedsvis at have frygtet at skulle sidde med bedemandsminer og kåre Joe Biden som demokraternes kandidat, har demokraterne i stedet entusiastisk denne uge kåret Kamala Harris som deres præsidentkandidat. | |
| | De kan glæde sig over, at vicepræsidenten i meningsmålingerne har indhentet, og i mange vigtige delstater overhalet, Donald Trump, der virker en smule desorienteret - endnu mere end vanligt. Valget er stadig meget åbent, og som vi skriver i denne leder, må Harris snart til at give nogle interviews og tage nogle kritiske spørgsmål, så vælgerne kan få en bedre fornemmelse af, hvordan hun reagerer under pres. Der er lidt for let bare at klandre andre for at sige mærkelige ting, når man selv tier over for kritiske spørgsmål. | |
| | Men Harris har en reel chance, og det er i den grad værd at glæde sig over. Vinder hun valget, bliver hun USA’s første kvindelige præsident og den første med asiatisk blod i årerne, men der er faktisk også et andet interessant nybrud, som hun vil markere. | |
| | Harris er nemlig den første præsident, der bruger sine madlavningsevner som et politisk aktiv. Som New York Times forklarer i denne artikel, har tidligere præsidenter ganske vist lavet mad - Dwight D. Eisenhower var kendt for at grille bøffer direkte på kullene, Jimmy Carter var en god kok i det landlige køkken og selv Abraham Lincoln tog fra tid til anden et forklæde på. Men Harris er gået all-in på en helt anden måde, og efter hun er blevet kandidat, er hendes madlavningsvideoer fra sidste valgkamp dukket op igen. At lave mad er for hende en perfekt måde at slappe af på efter en hektisk uge, noget jeg i den grad selv kan tilslutte mig og som allerede gør mig mere optimistisk omkring hende som præsident. | |
| | I det hele taget er der noget herligt over madglade politikere og regeringsledere. Jeg undrede mig i den grad over, at Anders Fogh Rasmussen om mandagen på Marienborg bare bad om nogle stykker uspecificeret smørrebrød til sin enlige frokost. Meget mere ligeglad med sin kost kan man næsten ikke blive. Så var der meget mere format, også på det punkt, over en berømt statsleders sidste måltid. Hæng ved og få at vide hvem jeg tænker på i slutningen af nyhedsbrevet (og lad nu være med bare at scrolle ned..!) | |
| | For der er jo også sket en masse andet i den forgangne uge. | |
| | Der har været gang i debatten, både om det som er sket og det som ikke er sket. Danmark er ved at være sidste land, der udpeger en EU-kommissær. Det sker nok næste uge samtidig med, at der kommer en regeringsrokade, men verden ruller jo videre, og mens den uelskede SVM-regering (miraklet på midten, som vi kaldte det herinde på matriklen, da den blev dannet) leger stoleleg, bliver posterne fordelt i den nye kommission, og så risikerer Danmarks mand/kvinde jo lidt at ende med en fesen portefølje. | |
| | Andre, der har trukket det korte strå, er fraskilte mænd, hvis ekskoner holder dem fra at se deres børn. At det kan være en effektiv strategi, stadfæstede ingen ringere end højesteret for nyligt, og det var noget, der fik to jurister til at slå alarm. | |
| | Personligt gætter jeg på, at denne type konflikter og problemer vedrører flere, end transkvinder der vil i kvindefængsler, men det var dog det, som ligestillingsminister Marie Bjerre (V) gik til angreb mod i en meget omtalt kronik i Jyllands-Posten for nyligt. Det fandt jeg personligt stødende, som jeg skrev i denne leder forleden. | |
| | Boligmarkedet buldrer også derudad, men ikke lige hurtigt over alt i landet. Boligformuerne er steget en del mere på Frederiksberg og i Hellerup end på Lolland og Læsø, og det er noget, som den socialdemokratiske Rasmus Prehn i denne kronik tager fat på. I det hele taget en læsværdig og ret ærlig tekst fra en politiker. | |
| | Og så til det med det sidste måltid. | |
| | Det er jo en hel genre for sig, hvad man ønsker sig der. Min helt er den franske præsident Francois Mitterrand, der rent kulinarisk gik ud med bravour. Året var 1996, Mitterrand var døende, men drømte om en sidste gang at spise sin yndlingsspise. | |
| | Og hvad var det så? Ortolan, en ulovlig ret, der består af en helstegt lille sangfugl, som druknes i Armagnac, ristes og spises i en bid - med ben og knogler og hele molevitten. Ofte med en serviet over hovedet så man kan nyde aromaen helt og fuldt - eller for at maskere skammen, som de siger i TV-serien Succession, da de nyder just denne ret. | |
| | Mitterrand spiste to, og har man tid, bør man ikke snyde sig selv for at læse denne helt forrygende beretning om måltidet fra Esquire. Den er lang, men det er al tiden værd. De laver bare ikke den slags politikere mere. | |
|
