Spionsagen om Danmarks samarbejde med NSA har nu ført til endnu en hjemsendelse. |
Godmorgen ... I al hemmelighed – naturligvis – har Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) hjemsendt endnu en chef i sagen om tjenestens samarbejde med USA’s overvågningstjeneste NSA. Det skriver Politiken. Det drejer sig om chefen for FE’s interne sikkerhed, som mistænkes for at have begået dokumentfalsk for at dække over sin egen rolle i sagen, hvor NSA ifølge DR har aflyttet flere statsledere gennem danske internetkabler. Politiken har tidligere beskrevet, hvordan sikkerhedschefen var klar over, at en yngre it-ansat i strid med reglerne foretog skjulte lydoptagelser af sine øverste chefer og andre ansatte. Trods sikkerhedschefens viden blev der ikke skredet ind over for medarbejderen, der i 2018 forlod tjenesten frivilligt og nu er kendt som spionsagens whistleblower. Det er uvist, hvorfor sikkerhedschefen med rang af kommandørkaptajn valgte at lade det passere, da it-medarbejderen omkring 2017 afslørede, at han optog samtaler med sine kolleger. Politiken erfarer, at en tilsyneladende fabrikeret mail spiller en central rolle i hjemsendelsen. Landets militære anklagemyndighed, Auditørkorpset, undersøger, om sikkerhedschefen i et forsøg på at tørre ansvaret af på sin overordnede i FE’s direktion tilbagedaterede en mail. Angiveligt for at give indtryk af, at han havde advaret sine overordnede om den FE-ansattes lydoptagelser. Auditørkorpset vil ikke udtale sig om sagens nærmere indhold, men bekræfter, at der er en sag. Politiken har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den hjemsendte chef. I alt fem statsansatte er fritaget fra tjeneste som følge af sagen. Ministre fik tilbudt kviktest, mens plejepersonale måtte vente Manglende testkapacitet fik Sundhedsministeriet til at droppe planer om at lave to ugentlige lyntest for coronavirus af plejehjemspersonale, men samtidig indførte ministeriet lyntest for ministre og deres nære medarbejdere. Det skriver DR Nyheder, der har fået aktindsigt i sagen. Tusindvis skannes for sent for brystkræft i Region Sjælland Når året rinder ud kan op mod 17.000 kvinder i Region Sjælland have fået en forsinket screening for brystkræft. Det skriver Jyllands-Posten. Regionen har ikke været istand til at leve op til den nationale frist for forebyggende og rutinemæssige screeninger for brystkræft for raske kvinder mellem 50 og 69 år. Køen til skrottede vacciner vokser For en uge siden blev der givet de første stik med en skrottet coronavaccine, og siden er antallet af personer på venteliste vokset. Det skriver Ritzau. Torsdag aften havde omkring 43.000 personer skrevet sig op hos Practio til en lægekonsultation med henblik på at få en vaccine fra Johnson & Johnson eller AstraZeneca. USA donerer 25 millioner vaccinedoser til FN USA vil donere 25 millioner overskydende vaccinedoser til andre lande i verden. Det oplyste Det Hvide Hus torsdag. Donationen er et boost til det FN-støttede globale vaccineinitiativ Covax, der til dato kun har delt 76 millioner doser ud til trængende lande. Den første person er dømt efter ny lov om vanvidskørsel En 41-årig mand er torsdag idømt 20 dages ubetinget fængsel og er blevet frakendt kørekortet i tre og et halvt år ved Retten i Glostrup. Det skriver Ritzau. Bilen – en Range Rover Sport – var leaset før skæringsdatoen for de nye skærpelser. Derfor er den undtaget reglen for konfiskation og er i stedet blevet leveret tilbage til leasingselskabet. Lyt til dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’ Wuhan: Teorien om viruslaboratoriet vil ikke dø Teorien om, at coronavirussen er sluppet ud fra et virologisk institut i kinesiske Wuhan, opstod ved pandemiens start. Men virologer og andre forskere har indædt holdt fast i, at det ikke kan være sket. Nu vil Joe Biden til bunds i sagen og har sat 90 dage af til en undersøgelse. Laboratorieteorien vil ikke dø. Klik her og lyt med. Det sker i dag: | Møde i Folketingssalen, hvor en række lovforslag bliver behandlet. Blandt andet forslag om nattog gennem Danmark, forslag om anlæg af den kunstige halvø Lynetteholm i København og et borgerforslag om at ophæve tjenestemandsreformen fra 1969. |
|
| Statsminister Mette Frederiksen (S) besøger Nordjylland, hvor hun besøger en række steder og præsenterer nye skattecentre. |
|
| Finansministre fra G7-nationerne mødes i London. Det sker forud for G7-topmødet i Cornwall. |
| Det skete i dag: | 1986: Danmark deltager for første gang nogensinde ved mændenes VM i fodbold og vinder i den første kamp over Skotland med et enkelt mål af Preben Elkjær. |
|
| 1989: Den kinesiske hær nedkæmper ved en massakre demonstranterne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. |
| |
|
|