Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm gjorde i sidste uge på et pressemøde rede for beslutningen om at droppe vaccinen fra AstraZeneca. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix |
Okay, jeg ved godt, at emnefeltet om det lysegrønne håb måske er lidt skævt i kombination med fotoet af Brostrøm, der trækker stikket på AstraZenecas vaccine, men læs videre, der kommer en forklaring. Først til genåbningen. I morgen onsdag er endnu en vigtig dag på vejen mod en mere normal tilværelse uden epidemiens fysiske og mentale benlås. For den 21. april er det igen muligt at gå på restaurant og nyde et måltid mad. Det er igen muligt at sidde i solen og nyde en iskold fadøl, ligesom ældre kan finde den støvede badmintonketsjer frem og svinge den i hallen, mens børn kan kaste sig i klorvandet med klubkammeraterne efter knap fem måneder uden adgang til deres rette element. Dette er blot et par af punkterne i den aftale om næste fase i genåbningen af samfundet, som regeringen og Folketinget indgik i sidste uge. Og fordi vi har så godt styr på epidemien i Danmark, var der faktisk grundlag for at åbne mere end forventet. Eksempelvis var planen oprindelig, at der kun ville være udendørs servering fra 21. april, mens indendørs servering var planlagt til næste fase 6. maj, men fra i morgen kan man alligevel komme indenfor, hvis man har bestilt bord mindst en halv time i forvejen. På en række andre punkter blev genåbningen også fremrykket. Har du mistet overblikket over, hvad der åbner i morgen? Så kan du se listen her på myndighedernes side coronasmitte.dk ved at klikke her. Vil du læse selve den politiske aftale, så ligger den på Justitsministeriets hjemmeside . Og for de interesserede ligger Statens Serum Instituts notat - det faglige grundlag for den fremrykkede genåbning - på dette link, hvoraf det fremgår, at »overordnet vurderes epidemien på nationalt plan at være stabil med et kontakttal på 1,0 og et stabilt antal indlæggelser«. Bortset fra forhandlinger om genåbning og den politiske aftale var ugens store historie selvfølgelig, at Danmark som det første land i verden besluttede at droppe AstraZenecas vaccine på grund af risiko for en særlig type meget alvorlige blodpropper. Vi havde en massiv dækning af beslutningen, og det fører for vidt at linke til alle artikler. Men hvis du godt vil forstå baggrunden for den beslutning, er der god hjælp at hente i podcasten Du lytter til Politiken, hvor sundhedsredaktør Lars Igum Rasmussen forklarer under overskriften: Risikoen, Danmark ikke ville løbe. Vil du hellere læse, er der en forklaring i denne artikel. Vi dykkede også ned i Sundhedsstyrelsens faglige notat om beslutningen og fandt interessante oplysninger, om hvor lyst myndigheden ser på smitteudviklingen den kommende måneds tid. Den artikel kan du læse her. Beslutningen har betydning for, hvor hurtigt befolkningen bliver vaccineret mod covid-19. Du kan altid se vaccinationskalenderen hos Sundhedsstyrelsen her. Et afgørende element i genåbningen af Danmark er at slå hurtigt ned, når antal smittede stiger i et bestemt område. En model for automatisk nedlukning af kommuner og sogne skabte en del debat i sidste uge, fordi det forekommer ulogisk, at et gymnasium i et sogn med mange smittede skal lukke, til trods for at der ikke er en eneste smittet elev, og når blot 2,6 procent af eleverne har adresse i sognet. Læs artiklen om Gefion Gymnasium her. Et politisk flertal vil denne uge se på, om modellen skal ændres. Et andet sted vejrer de til gengæld morgenluft. I kommunen med flest smittede under hele epidemien håber borgmesteren, at skolerne kan vriste sig fra af den automatiske nedlukning om et par dage og slå dørene op for alle skoleelever. Artiklen om Ishøj er på dette link. Vil du blive klogere på, hvordan automatisk nedlukning fungerer, kan du læse denne artikel. Lad os slutte et helt andet sted. Min kollega Sune Højrup Bencke har været med sin morfar på vaccinationscentret i Hillerød. Han skriver: »Det føles, som om vi har bevæget os gennem tungt knæhøjt mudder det seneste år. Men det føles også, som om det lysner nu. Hvis du gerne vil se et life-size eksempel på det, så tag med til en vaccination som pårørende. Det er som at få et skud lysegrønt håb sendt lige ind i armen«. Læs hele teksten her. Det var alt, hvad vi havde valgt at tage med i dag. Vi er tilbage i næste uge. Pas på jer selv og hinanden indtil da. | Med venlig hilsen Anders Legarth Schmidt Journalist |
|
|
|
|