Kan vi spise os ud af klimakrisen? Flere og flere organisationer, virksomheder og politikere har fået øjnene op for, at der er brug for handling, hvis vores klimaudfordringer ikke skal blive større end de allerede er. Mere end 40.000 deltog i en klimamarch i København, og der er nu bredt flertal i Folketinget for at få mere økologi og klimavenlig mad i de offentlige køkkener. På Folkemødet 2019 kan du møde Fonden Københavns Madhus på Verdensmålenes Plads. Her stiller vi skarpt på, hvordan vi kan gentænke vores fødevaresystemer og madvaner, sådan at vi også kan efterlade en bæredygtig og holdbar verden til de kommende generationer. Vi har taget vores madcykel med, som danner ramme om en række debatter om maddannelse, fødevaresystemer og klima-angst. Du kan også smage et bud på fremtidens klimavenlige måltider i vores madbod. Vi glæder os til tre dage med fuld blus under madglæde og bæredygtige løsninger for både natur, klima og de spisende! |