Forsvarsminister Troels Lund Poulsen: Forsvar skal spille markant rolle i fremtidens EU Troels Lund Poulsen fremlægger i dag de danske prioriteter for forsvar og sikkerhed under det danske EU-formandskab. Fokus vil bl.a. være at øge Europas forsvarsparathed, samt sikre EU's fortsatte støtte til Ukraines frihedskamp og knytte tættere bånd mellem Ukraine og EU. Et sikkert Europa er topprioriteten under det danske EU-formandskab og vil være overskriften, når forsvarsminister Troels Lund Poulsen i dag tager til Europa-Parlamentet i Bruxelles for at fremlægge Danmarks formandskabsprogram på forsvarsområdet. Centralt står bl.a. støtten til Ukraine og EU’s forsvarsparathed og samarbejdet mellem EU og partnere, ikke mindst NATO. ”Jeg ser frem til at diskutere, hvordan Europas forsvar og sikkerhed skal styrkes under det danske formandskab. En af de centrale emner, vi under formandskabet vil have fokus på, er støtten til Ukraine, hvor jeg netop er hjemvendt fra. Her er ønsket om at styrke forholdet til EU centralt, og Danmark vil bruge formandskabet til at fremme støtten til ukrainernes frihedskamp og knytte tættere bånd mellem EU og Ukraine. Det er afgørende for hele Europas frihed og sikkerhed,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen. Forsvarsministeren vil fremlægge fire prioriteter for, hvordan EU’s forsvars- og sikkerhedssamarbejde kan styrkes under det danske formandskab: 1) Styrket og langsigtet militær støtte til Ukraine Under formandskabet skal der fokuseres på både EU's militære støtte til Ukraines sikkerhed og forsvar Formandskabet vil arbejde for, at EU's støtte til Ukraine styrkes og løbende tilpasses Ukraines behov. 2) Europæisk forsvarsparathed frem mod 2030 Konkret skal der fokus på at sikre, at EU adresserer den alvorlige kapacitetsudfordring, som den europæiske forsvarsindustri står over for. Det gælder ikke mindst ift. at få lukket Europas mest kritiske kapabilitetsmangler. Dertil skal samarbejdet mellem den europæiske og ukrainske forsvarsindustri styrkes, ligesom vi skal lære af Ukraines erfaringer. 3) Styrket europæisk modstandsdygtighed mod hybride trusler Det markant forandrede risiko- og trusselsbillede i Europa kræver styrkelse af EU’s modstandsdygtighed og afskrækkelse – særligt mod hybride trusler. Under det danske formandskab vil vi arbejde for at øge koordinationen og samarbejdet i EU om håndteringen af hybride trusler mod medlemslandene. 4) Fokus på partnerskaber og EU-NATO-samarbejde Danmark vil som formandskab arbejde for at styrke samarbejdet mellem EU og øvrige international partnere, herunder NATO ”Det er det danske formandskabs opgave at sætte en politisk retning og medvirke til at sikre fremdrift i Rådet. De fire prioriteter skal være med til at sikre, at forsvars- og sikkerhedspolitikken kommer til at spille en mere markant rolle i EU i de kommende år. Det kræver den nuværende sikkerhedspolitiske situation”, siger Troels Lund Poulsen. Pressemeddelelsen kan også læses her. |