En irriteret socialdemokrat, en politisk ordfører med en »borgerlig vindersag« og en mere pragmatisk linje fra Radikale Venstre. Hele dit politiske overblik her.
ONSDAG DEN 28. MAJ 2025
Socialdemokratiets Frederik Vad er træt af mediernes vinkling. Foto: Asger Ladefoged
Godmorgen og velkommen til onsdagens morgenpost, der holder pause resten af ugen på grund af Kristi himmelfartsdag.
Tirsdag landede en ny aftale på Christiansborg, som skal give folketingspolitikerne mere i løn og samtidig forringe deres pensionsvilkår.
Aftalen, som DF, Danmarksdemokraterne og Enhedslisten står uden for, har fået stor opmærksomhed.
»Det er jo grotesk. Det viser det absurde i, at politikere vedtager deres egen løn,« siger Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, om aftalen.
DFs Morten Messerschmidt finder også aftalen yderst problematisk.
»Det sender et helt forkert signal i en tid, hvor mange mennesker har svært ved at få økonomien til at hænge sammen,« siger han.
Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, kalder det »sprængfarligt« at regulere politikernes løn.
»Nu står det mere tydeligt end tidligere, hvor langt politikernes løn ligger fra almindelige lønmodtageres,« siger han.
Samlet set skal aftalen giver politikerne en højere løn – 1.080.000 kroner om året for en almindelig folketingspolitiker – mens deres pensionsvilkår forringes. Aftalen reducerer umiddelbart politikernes samlede indtægter over et livsforløb.
»Det, som mange ikke forstår, er, at vi har gjort op med omkostninger som ved de lukrative pensionsforbehold,« siger Socialdemokratiets gruppeformand, Leif Lahn Jensen, til TV 2.
Derfor synes Socialdemokratiets Frederik Vad også, at mediernes vinkling af aftalen har været helt forkert.
Dagens mediekritik
På X har Frederik Vad delt et screenshot af en TV 2-artikel, som er blevet delt på sociale medier.
»Politikere giver sig selv nye løn- og pensionsvilkår, erfarer TV 2« hedder nyheden. Oven over nyheden står denne tekstbid på TV 2s sociale medier:
»Det er en 'politisk farlig øvelse',« skriver Hans Redder.
Frederik Vad synes, at TV 2 burde have vinklet nyheden anderledes, således at det fremgår tydeligt, at statens udgifter til folketingspolitikerne på lang sigt falder.
»Det er virkelig gået op for mig, at medierne gør alt hvad de kan for at befolkningen skal tro forholdene på Christiansborg er mere lukrative end de er,« skriver han og tilføjer:
»Jeg lagde først rigtig mærke til det i Aftenshowet i sidste uge.«
Han beskylder »Aftenshowet«s værter for med deres spørgsmål at ville sende et signal om, at politikerne har det for godt.
Frederik Vad argumenterer for, at TV 2 kunne have vinklet på, at de samlede udgifter til politikernes løn- og pensionsforhold med tiden falder.
Hans Redder, der er TV 2s politiske redaktør, svarer på kritikken under Vads opslag på X.
Han kalder det »klart spin«, at Vad skriver, at politikernes forhold »bliver barberet i fremtiden«, og forsvarer TV 2s vinkling.
Når aftalen er fuldt indfaset, vil det spare staten for 20 procent af de nuværende udgifter – godt 30 millioner årligt – til politikeres vederlag.
Det er dog først fuldt indfaset i 2090.
»Samlet set er det jo ringere/billigere vilkår for fremtidens politikere. Den opfattelse tror jeg ikke man får af at følge overskrifterne,« skriver Vad.
De nye regler kommer til at gælde kommende folketingsmedlemmer, og vil ikke gælde for nuværende politikere eller politikere, der bliver valgt igen.
Og med det skal det ikke længere handle om politikernes økonomiske forhold.
Dagens »borgerlige vindersag«
Kvinder, der prioriteter børnene og familien over karrieren, er blevet udskammet for ikke at bidrage til statskassen.
Det vil Liberal Alliance nu gøre op med.
Partiets politiske ordfører, Sólbjørg Jakobsen, vil inspireret af »Ærø Manifestet« gøre familien til en »borgerlig vindersag«. I »Ærø Manifestet« af Maj My Humaidan udfordrer forfatteren de traditionelle normer for familier.
»Politikerne skal give mere frihed til den enkelte og lade være med at sætte begrænsninger for dem, der ønsker at leve liv, der bryder med normerne. Omvendt skal vi lade være med at gå rundt med hovedet under armen og blindt følge strømmen, uden at tænke over, hvad vi vil med vores liv,« siger hun til Altinget.
Står det til Sólbjørg Jakobsen, skal meningsdannere og politikere ikke blande sig i, hvordan nybagte forældre vælger at skrue hverdagen sammen.
Liberal Alliance er blevet skudt i skoene, at partiet har svært ved at tiltrække kvindelige vælgere.
Sólbjørg Jakobsen giver i interviewet udtryk for, at hvis partiets politik vedrører kvinder, så vil flere kvinder formentlig også stemme på partiet.
Sólbjørg Jakobsen er politisk ordfører for Liberal Alliance. Hun ønsker at sætte mere fokus på familiepolitik. Foto: Søren Bidstrup
Dagens kursskifte
Og nu videre til Berlingske og dagens udgave af » Pilestræde«, hvor Radikale Venstres udlændingeordfører, Zenia Stampe, er gæst.
I årevis var udlændingepolitikken hjerteblod for Radikale Venstre. Men nu har partiet indset, at en mere pragmatisk linje udadtil kan være vejen tilbage til magten, fortæller Zenia Stampe.
»Hvis man vil være med i en regering eller have indflydelse, så må man også tage til efterretning, hvor flertallet er,« siger politikeren, da hun gæster »Pilestræde«.
Det er en bevidst strategi, at partiet har en lidt mindre konfronterende facon og med længere og længere mellemrum kaster sig ud slagsmål om udlændingepolitik, lyder det.
Det handler også om, at Zenia Stampe og De Radikale ikke vil være »nyttige idioter i en brandingkampagne for Socialdemokratiet«.
»Vi oplever, især fra Socialdemokratiet, at de hele tiden render rundt med madding til os, fordi de vil så gerne have den debat med os, fordi de fremstår som strammere,« siger Zenia Stampe.
Hun mener, at der i mange år var en såkaldt »playbook« i udlændingedebatten, der gik ud på, at Socialdemokratiet sagde noget kontroversielt, og så gik De Radikale ud og var forargede.
Den tid er – angiveligt – ovre.
Dagens korte
1. Regeringen og kommuner vil sammen gennemgå landets beskyttelsesrum, skriver Jyllands-Posten.
Trusselsbilledet betyder, at der skal undersøges, hvor mange af landets beskyttelsesrum der reelt kan bruges.
2. En række sundhedsordfører presser på for, at flere unge mænd tilbydes hpv-vaccinen, skriver Jyllands-Posten i dagens papiravis.
I dag er det kun mænd under 20 år, der gratis får tilbudt vaccinen, som kan forebygge kræft.
3. Et borgerforslag om stop for våbenhandel med Israel, der nåede 50.000 støtter på blot to dage, har ikke vundet genklang i Folketinget.
Det kom frem under førstebehandlingen af beslutningsforslaget tirsdag. Forslaget kom på baggrund af det store antal døde i Gaza.
4. Det var en ordknap udenrigsminister, der svarede på, hvorfor Jon Stephensen nu igen er velkommen i Moderaterne.
»Det er fordi, vi har besluttet det efter aftale med ham,« lød svaret fra Lars Løkke Rasmussen, som selv smed sin partifælle ud i sin tid. Det skriver Ritzau.
Dagens program
Ud over et par gruppemøder, møde i Europaudvalget, en høring og et åbent samråd er der møde i salen, hvor minister for grøn trepart, Jeppe Bruus, skal udspørges.
Efter spørgetiden ventes en række lovbehandlinger.
Det var, hvad jeg havde fundet til dig i dag. Tak, fordi du læste med.