--- Inas historie er helt særlig, men fælles for vores mange frivillige er, at de alle bringer deres personlige erfaringer, motivation og viden med ind i samtalerne med unge. headspace var det helt rigtige frivillig-match Ina havde sit første møde med headspace, da hun var i starten af 20âerne, hvor hun selv havde brug for nogen at tale med, og det var det helt rigtige tilbud til hende. For Ina var tre samtaler lige det, der skulle til. Samtalen med en upartisk person hjalp hende med at fÃ¥ nogle af de ting frem i lyset, som hun ikke før havde turdet indrømme overfor sig selv. Mødet med headspace satte ogsÃ¥ gang i hendes egen interesse for rÃ¥dgivningsarbejdet i organisationen. âPÃ¥ det tidspunkt læste jeg psykologi pÃ¥ min bachelor og var meget interesseret i relationer og samtalen som teknik til at pÃ¥virke hinanden. Derfor tænkte jeg med det samme, da jeg havde været hos headspace første gang, at en dag skulle det være mig, der sad pÃ¥ den anden side af bordet og havde samtaler. I princippet kunne jeg søge om at blive frivillig med det samme, men timingen var ikke den rette, sÃ¥ jeg søgte ind efter et par Ã¥r,â forklarer Ina og fortsætter: âI mellemtiden tog jeg en coachuddannelse og arbejdede videre pÃ¥ studiet med min interesse for det relationelle - og dermed var min interessen for headspace støt stigende. Det viste sig ogsÃ¥, at headspace udgør et interessefællesskab, som jeg savnede fra studiet, hvor jeg kan tale med mennesker, der har mange forskellige baggrunde, men hvor vi alle har noget, der binder os sammen - at vi brænder for at hjælpe børn og unge.â Den personlige interesse for at hjælpe andre er vigtig Det er et fællestræk for alle frivillige i headspace, at de brænder for at hjælpe børn og unge, der har det svært. Men for nogle frivillige er der ogsÃ¥ en personlig historie om at være sÃ¥rbar, som de bærer med ind i rÃ¥dgivningsarbejdet. Og sÃ¥dan var det for Ina, hvilket var medvirkende til, at hun opsøgte headspace i første omgang. âJeg er vokset op med en psykisk syg far, der tog sit eget liv, da jeg var 11 Ã¥r. At vokse op med psykisk sygdom tæt inde pÃ¥ livet, gav mig interesse for at arbejde med de udfordringer, vi alle kommer til at møde i livet; sorg, modstand, stress og sÃ¥ videre. Jeg har aldrig tænkt, at jeg var den, der skulle tage mig af de syge, ligesom min far. Jeg ville hellere tage mig af dem, jeg kunne spejle mig i. Det at miste en forælder er jo ikke noget, man bare kommer sig og over. Tab er noget, som vi genbesøger, hver gang vi bliver konfronteret med personens manglende tilstedeværelse; âokay, far skal ikke følge mig op af gulvet til mit bryllupâ. âMine børn fÃ¥r ikke en morfarâ, og âjeg hÃ¥ber min mor finder en at dele livet medâ. SÃ¥dan er det med mange af livets traumatiske oplevelser, og derfor er det vigtigt, at vi har nogen at snakke om det med, fordi vi bearbejder tidligere oplevelser igennem hele livet,â fortæller Ina. Vi er her - og vi lytter Det betyder meget for Ina, at hun nu selv er blevet den person, som unge kan tale med om de ting, der gÃ¥r dem pÃ¥ â og især nÃ¥r hun oplever, at samtalerne med en person, der lytter, ofte er det, der skal til. Hun beskriver det selv som lidt af et paradoks, at man som frivillig kan blive glad af at tale med nogen, der har det rigtig hÃ¥rdt eller som er meget kede af det. Men glæden ligger i oplevelsen af, hvordan man efter en samtale mærker, at den unge nu er lidt mindre nedtrykt, anspændt eller frustreret. Følelsen af, at her var der en ung, der virkelig havde brug for at læsse af og blive anerkendt i sine følelser og fÃ¥ lov til at tale, er ret fantastisk. âJeg kan ikke løse deres problemer for dem. Det ville jeg selvfølgelig ønske, at jeg kunne. Men vi gÃ¥r alle gennem hÃ¥rde tider i livet, og det hele handler om at være der for hinanden. Det er det, jeg primært mener, at vi kan i headspace - vi er der for de unge, nÃ¥r der ikke er andre, der er det, eller nÃ¥r det er for svært at tale med sine nærmeste, fordi man mÃ¥ske er bange for at gøre dem kede af det. De unge kommer for at tale om stort og smÃ¥t, og for mange er det vigtigste, at vi ikke har en agenda pÃ¥ deres vegne, og at der endelig er nogen, der bare lytter. For andre handler det om, at de har brug for konkret støtte til at fÃ¥ en psykolog eller fÃ¥ hjælp fra kommunen,â siger Ina. Ina er ikke i tvivl om, at headspaces styrke ligger i det simple format: Kig ind og fÃ¥ en snak â og hvis der er brug for det, sÃ¥ hjælper vi dig videre ind i kommunale eller regionale behandlingstilbud. Hun forklarer, at hun oplever, at der ligger et kulturelt og et samfundsmæssigt pres pÃ¥ os alle om, at vi skal være robuste, positive og kunne præstere pÃ¥ alle fronter â helst fra vi er helt unge. Men det er bestemt ikke realistisk. De følelser mange har mest brug for at tale om, holder de tilbage og skammer sig over. Men i headspace er ingen følelser forkerte, og der er intet krav om, at du skal præstere noget som helst. headspace er âbareâ nogen at tale med. |