Godmorgen, kære læser For tredje gang på under en uge skulle der et gevaldigt straffesparksdrama til at afgøre en fodboldkamp. I Szekesfehervar i Budapests yderste forstæder blev det danske U21-landshold slået ud af EM i kvartfinalen af Tyskland. FC Københavns Victor Kristiansen, som debuterede på holdet mod Tyskland, brændte Danmarks femte spark i duellerne fra 11-meter-pletten, og så kunne Paul Jäckel afgøre det til tyskernes fordel. »Spillerne fortjente virkelig at gå i semifinalen. Men heldet var bare ikke med os. Jeg fortryder absolut intet ved kampen. Jeg må bare sige, at jeg er så ked af det på deres vegne, og at jeg lider med dem. Men at tage hjem til Danmark ubesejret i gruppespillet og så spille på den måde mod et stærkt tysk mandskab. Det kalder på respekt«, siger U21-landstræner Albert Capellas. Danmark og Tyskland mødes igen onsdag aften – på A-niveau – når de to landes EM-hold tester formen forud for slutrunden. Seneste nyt fra Sportsdøgnet Tennis. Den finaleseedede Naomi Osakas frivillige exit fra French Open gør ifølge Ritzau indtryk. Japaneren fortalte i en pressemeddelelse, at hun har været ramt af ’perioder med depression’ samt angst. Osaka, der nu vil tage en pause fra sporten, meddelte allerede inden turneringsstart, at hun ikke ville tale med pressen. Nu får hun støtte fra den, man lytter mest til i tennissporten, ikonet over dem alle, Serena Williams. »Det eneste, som jeg kan sige, er, at jeg føler med Naomi. Jeg ville ønske, at jeg kunne give hende et kram, for jeg ved, hvordan det er«, siger 39-årige Williams. 17-årige Coco Gauff fortæller, at hun ’beundrer’ Osaka. »Forbliv stærk. Jeg beundrer din sårbarhed«, skriver Gauff på Twitter. Olympisk. Rune Glifberg er ifølge Ritzau klar til OL i Tokyo i skateboard. Den 46-årige er således en af 20 mandlige deltagere, der skal konkurrere i disciplinen park. »Det er en dejlig fornemmelse og lidt af en forløsning. Kvalifikationen har været i gang siden 2019, og det hele blev sat på pause på grund af corona, hvor jeg lagde tingene lidt på hylden og ikke fokuserede så meget på det«, siger Glifberg, der har været professionel siden 1992. Målet ved OL er at komme i finalen. Ishockey. Toronto - uden målmand Frederik Andersen - er ude af NHL-slutspillet. Natten til tirsdag tabte Toronto for tredje kamp i træk til Montreal, som dermed vandt serien 4-3 i kampe. Dagens tv-tip. EM-deltagerne er inde i testfasen og set med danske briller er det et interessant opgør på programmet i aften. Polen får nemlig besøg af Rusland, som er Danmarks tredje modstander i gruppespillet. Se med på 6’eren kl. 20.45. | Med venlig hilsen Bo Moshage Journalist/jourhavende, sportsredaktionen på Politiken |
|
|
|
|