Garuda inviterer til ERFA-dag i Aarhus: God ledelse - og hvordan HR bidrager til det
Traditionen tro havde vi planlagt vores to ERFA-dage i foråret. Vi nåede dog kun at afholde den første, der foregik i København, inden COVID-19 lukkede landets forsamlingsmuligheder ned.
Heldigvis kan vi nu invitere til ERFA-dag i Aarhus onsdag den 4. november. Stedet og oplægsholderne bliver de samme som i det oprindelige program. Det vil sige, at dagen foregår på Hermans i Tivoli, og at vi bl.a. får besøg af lektor Rikke Kristine Nielsen, journalist Adam Holm og erhvervspsykolog Anders Amstrup.
Prisen pr. deltager lyder på beskedne 750 kr. eksklusive moms.
COVID-19-restriktioner: Vi følger restriktionerne udstukket af sundhedsmyndighederne og Erhvervsministeriet. Heldigvis består Hermans af meget store lokaler, hvor vi med lethed kan overholde, at der som minimum er 2 kvm. pr. gæst, og at I sidder med mindst 1 meters afstand mellem hinanden - målt fra næsetip til næsetip.
Vi har særligt stort fokus på afspritning af kontaktpunkter, og der vil være sprit tilgængeligt til gæster i alle lokaler.
Som udgangspunkt serverer personalet hos Hermans anrettet frokosttallerken og morgen-goodiebag. Dette kan dog ændre sig, hvis retningslinjerne bliver anderledes.
Oplever man symptomer på COVID-19, eller føler man sig på anden måde utilpas, møder man ikke op til arrangementet.
ONSDAG DEN 4. NOVEMBER Hermans i Tivoli Friheden Skovbrynet 1 8000 Aarhus C
PROGRAM - AARHUS 09.30 Morgenmad 10.00 Nyt fra Garuda ved adm. direktør Rasmus Hall Mortensen 10.30 Rikke Kristine Nielsen: God ledelse - god lederudvikling 11.30 Kort pause 11.45 Rasmus Hall Mortensen: Ledelse, lederudvikling og KompetenceProfilen 12.30 Frokost 13.30 Intro til workshops ved Merete Worsøe 13.45 Workshop 1 14.45 Eftermiddagskaffe og -kage 15.15 Workshop 2 16.15 Kort pause 16.30 Adam Holm: De svære samtaler 17.30 Middag
Rikke Kristine Nielsen: God ledelse - god lederudvikling Rikke Kristine Nielsen er lektor ved Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet i København. I sit oplæg taler hun om, hvad god ledelse og lederudvikling er, hvilket er et mere uselvfølgeligt emne, end det måske lyder til at være. For selvom der hersker enighed om, at både god og dårlig ledelse gør en forskel, er hverken praktikere eller forskere enige om, hvad god ledelse er, eller hvordan man i det hele taget definerer ledelse. Derfor bliver det svært for HR at bedrive eller bidrage til at udvikle lederne i deres organisation, fordi de mangler grundforudsætninger for at få greb om den opgave, de skal løse.
Nielsen vil indsnævre ledelsebegrebet for os ved at definere ledelsesudvikling som et bevægeligt mål, hvis nytteværdi afhænger og samskabes af både lederne og topledelsen. Desuden vil hun forklare, hvilken rolle HR spiller i denne sammenhæng.
Rasmus Hall Mortensen: Ledelse, lederudvikling og KompetenceProfilen I forlængelse af Rikke Kristine Nielsens oplæg om, hvordan god ledelse og lederudvikling ser ud, undersøger Rasmus Hall Mortensen, om disse indsigter går igen i KompetenceProfilen. Mortensen kigger på, hvor lederen typisk befinder sig i KompetenceProfilen, og hvilke træk der går igen - samt hvor HR skal være OBS på at understøtte.
Mortensen bruger mellemlederen som eksempel. Mellemlederen befinder sig ofte i et krydspres mellem direktionens krav om resultater og medarbejdernes forventninger om trivsel og udvikling. Mellemlederen har altså forskellige interessenter, som han skal kunne håndtere, og hvilke træk skal man så være opmærksom på at udvikle?
Adam Holm: De svære samtaler Som leder eller HR-konsulent gennemfører man mange samtaler, som giver mindre udbytte, end man havde regnet med. Enten kommer man utilstrækkeligt rundt om problematikken, eller også er medarbejderen svær at åbne op for.
I sit oplæg vil Adam Holm, der er journalist hos DR og ph.d. i historie, bidrage med viden fra sin journalistiske verden til, hvordan du fremover kan gribe de svære samtaler an på. Holm har en fortid som redaktør hos Politiken og har i mere end ti år været tv-vært. Så han har interviewet hundredvis af kendte og mindre kendte personer fra ind- og udland. Hans metode indeholder ingen fiksfakserier, men bygger på at være oprigtigt nysgerrig og lydhør over for interviewpersonen.
I oplægget veksler Holm mellem at fortælle om forskellige samtaletyper og inddrage salen for at få input til, hvad du gør i din organisation, og hvordan vi sammen kan blive klogere på – og få mere ud af – de svære samtaler.
Workshop 1: Erik Vesterskov, underviser hos Garuda. Indikator for lederpotentiale og stress-sensibilitet I efteråret introducerede vi to nye moduler til KompetenceProfilen. De hedder Indikator for lederpotentiale og Indikator for stresss-sensibilitet, og de blev mødt med overvældende interesse.
Indikator for stress-sensibilitet undersøger den stress, der forårsages af en ubalance mellem medarbejderens personlighedsmæssige kompetencer og de krav, som jobbet stiller. Indikatoren kan hjælpe dig med at rådgive og danne rammerne for stressdisponible medarbejdere, så I sammen kan håndtere stresspåvirkningen i opløbet.
Indikator for lederpotentiale skaber grundlaget for en dialog om dit potentiale som leder. Det fungerer på den måde, at vi har identificeret, hvilke af KomeptenceProfilens udsagn der i svar og prioritering adskiller ledere fra ikke-ledere. Indikatoren bruger disse udsagn til at generere en rapport, du kan bruge som oplæg i en rekrutterings- eller udviklingssamtale.
Workshop 2: Søren Martin Mark Andersen, Lead & Senior UX- og designkonsulent hos Ditmer, præsentation af ny Garuda-platform Vi arbejder på en ny, fælles platform for Garudas værktøjer.
I løbet af denne workshop præsenterer Søren Martin Mark Andersen fra Ditmer, der er vores samarbejdspartner på projektet, tankerne bag den fælles platform. Han fremviser desuden elementer fra det nye design og smagsprøver på layoutet.
På workshoppen inviterer Andersen dig til at komme med input til den fremadrettede proces. Slutteligt laver Andersen nogle øvelser, hvor du sætter ord på de væsentligste områder, du bruger KOP inden for i dag, og hvad du ønsker dig af en ny version.
Workshop 4: Anders Amstrup, selvstændig erhvervspsykolog. Casehistorie: Ledelsesudvikling i virkeligheden Anders Amstrup afholder workshop om ledelsesudvikling i virkeligheden. Gennem en fiktiv casehistorie guider Amstrup os igennem et udviklingsforløb for lederen, hvor han trækker på sin særdeles omfattende teoretiske og praktiske erfaring. Fokus er på, at du får inspiration og værktøjer til at gennemføre ledelsesudvikling i din organisation. Workshoppen indeholder også dialog, sparring og erfaringsudveksling med publikum.
Amstrup arbejder som selvstændig erhvervspsykolog. Hans kunder tæller blandt andet Ledernes KompetenceCenter, hvor han har undervist et par tusind ledere på uddannelserne Ledelse i praksis, Nyudnævnt leder, Intro til god ledelse og diplomuddannelsen i ledelse. Tidligere har Amstrup fungeret som ekstern underviser hos CBS gennem mere end 10 år.