GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR! Julen er det lille åndehul, hvor der gerne skulle være ekstra plads til tid og fordybelse i hinanden. Det er en tid til refleksion over, hvilke oplevelser og minder, der har defineret vores 2024, og til visualisering af, hvilke drømme vi tager med os ind i 2025. GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs 2024 har været et begivenhedsrigt år, der både tæller op- og nedture. Et noget ustadigt og vådt dansk sommervejr spændte på mange måder ben for os og definerede vores sommer. Vi fik langt fra besøg af alle de gæster og turister i sommerferien, som vi ellers havde håbet på at se. Vi valgte derfor midt i juli at komme den økonomiske udfordring heraf til undsætning ved at udsætte mange af årets ellers større planlagte renoveringer og indkøb. Den flotte sparreindsats kombineret med en lun og solrig sensommer og efterår har dog resulteret i, at vi ender med at kunne afslutte en rigtig fornuftig og flot sæson 2024. Opture har der været rigtig mange; vi har i år blandt andet kunne fejre parkens 55-års fødselsdag, og med besøg af mere end 425.000 danske og udenlandske gæster, kunne vi også glæde os over at ramme det tredjehøjeste besøgstal i GIVKSUD ZOO – ZOOTOPIAs historie. Vi har igen i år afholdt en lang række koncerter og events med stor succes, herunder DinoCamp og Zooskole. For fjerde år i træk har vi vundet Traveler’s Choice Prisen, og er dermed blevet kategoriseret blandt de 10 % bedste seværdigheder i verden. Men, vi har faktisk også selv uddelt en fin pris, nemlig Givskud Zoo Naturfonds studierejselegat – endda det første af sin slags – til en person, der yder en ekstraordinær indsats for den levende verden. Et legat der fra nu af vil blive uddelt hvert år i forbindelse med fejringen af parkens fødselsdag.
Flot indsamling til Givskud Zoo Naturfond Det er GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, der driver fonden, Givskud Zoo Naturfond. Og i år har fonden samlet godt og vel 2,2 millioner kroner ind. Pengene kommer dels fra sponsorer, dels via salg af produkter og oplevelser i parken, via godkendte indsamlinger, men i særdeleshed også via alle jer. For hver købt billet eller årskort i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA går der 10 kroner til Givskud Zoo Naturfond. Alle billetkøbere er derfor med til at bidrage til støtte for forskning, formidling og bevarelse af verdens truede dyr og natur. Udover fremover at uddele et studierejselegat til en person, der yder en ekstraordinær indsats for verdens natur- og dyreliv, udlodder Givskud Zoo Naturfond i øvrigt hvert år støtte til projekter ude i verden, faktisk hele tre gange om året – i januar, april og oktober. I år har vi blandt andet være med til at støtte organisationen Spectacled Bear Conservation Society, der f.eks. har sat GPS-halsbånd på fire brillebjørne ved Machu Picchu i Peru. GPS-halsbåndene er enormt vigtige for at lære mere om brillebjørnene, deres adfærd og bevægelsesmønstre for at sikre forsatte levevilkår for bjørnene i naturen i fremtiden. Givskud Zoo Naturfond har også i år ydet støtte til den afrikanske sammenslutning Pan African Sanctuary Alliance, PASA, til udvikling, trykning og distribution af undervisningsmateriale i form af bogen ”Mama P”. Bogen er med til at gøre afrikanske børn og unge klogere på, hvorfor så mange aber ender i reservaterne, og hvordan man arbejder med at beskytte dem i fremtiden.
Dyrenyheder På dyrefronten i parken har der også været gang i den; vi har for allerførste gang fået pingvinunger siden vores humboldtpingviner flyttede ind i det nybyggede anlæg i 2022. Der blev i år født tre pingvinunger, men kun den ene overlevede. Normalt tager det mange sæsoner for en pingvinkoloni at finde sig til rette og yngle, og de oplever typisk høj dødelighed hos deres unger de første år. At de allerede nu er begyndt at yngle hos os, er vi meget imponerede og stolte af. Desuden kunne vi i juli præsentere en hel ny dyreart, nemlig banteng, der er en truet okseart fra Sydøstasien. Der lever kun mellem 4000 - 8000 individer i naturen, mens der kun er omkring 100 af dem i europæiske zoologiske haver. Selvom bantengoksen af nogen forveksles med en jerseyko, så er det nu ikke blot en helt almindelig ko, men snarere en ret unik og vigtig art. Vi har dog også måtte skille os af med dyr i 2024. I marts var vi desværre nødsaget til at aflive vores store hangorilla, sølvryggen Kipenzi, på grund af fremskreden alvorlig sygdom, der ikke kunne helbredes. Det berørte ikke kun gorillagruppen, der kom til at mangle en god leder, men også os, da Kipenzi foruden at være en vigtig brik i avlssamarbejdet også var et særdeles afholdt dyr blandt mange af parkens ansatte. Vi har siden foråret arbejdet med den internationale koordinator på at finde en ny egnet gorillahan til vores gruppe, og vi håber snart, at den brik falder helt på plads. I sommers og det tidlige efterår sendte vi vores to unge løvehanner, der er født her i parken, til henholdsvis Wroclaw ZOO i Polen og Knuthenborg Safaripark, hvor de skal være avlshanner. Til gengæld modtog vi den 21.november vores nye avlshan fra Riga, og hen over vinteren starter nu arbejdet for dyrepasserne med dels at introducere ham til hunnerne og dels vænne ham til vores anlæg for biler. Det bliver en utrolig spændende proces, og vi krydser fingre for, at man i sæson 2025 igen kan spotte en løvemanke mellem træerne i vores store køreanlæg – og hvis vi er meget heldige – også et par løveunger.
Direktørskifte Personligt kigger jeg som ny direktør tilbage på året med en følelse af at være enormt privilegeret over at træde ind i en helt særlig formålsdrevet værdibaseret virksomhed, som GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA jo er. Den 1. maj overtog jeg rollen som direktør i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA efter Richard Østerballe, der har siddet på posten siden 2002. Det var et meget harmonisk skifte, der bestod af en veldrevet park og god plan for driften. Derfor har jeg også siden maj kunne koncentrere mig om at finde rundt i krogende af den 120 hektar store park samt lære de mere end 200 nye kolleger at kende, der både tæller faste medarbejdere og sæsonansatte. Jeg har været i praktik i alle vores forskellige afdelinger og set, hvordan alle i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA på hver sin måde er med til at sætte sit præg på parken. En park, hvor den helt særlige GIVSKUD ZOO-ånd er altoverskyggende, og som jeg slet ikke er i tvivl om, at vores gæster også oplever, når de er på besøg herude.
Rammen om mindeværdige oplevelser Det har været fantastisk at gå en tur i parken og opleve mine kollegaer servicere og give gode oplevelser til vores gæster, ligesom det også rør mig at overvære gæster, nye som gengangere, der deler nære momenter med deres kære i vores park. Når jeg ser bedsteforældre med deres børnebørn, der skaber skønne barndomsminder, giver det mig flashback til min barndom, hvor jeg selv kom her i parken med min farmor og farfar og sad i madpakkehuset ved klappegederne. At man kan huske i sit voksenliv, at man var afsted med sin familie i sommerferien, det er sådanne minder, jeg håber, vi er med til at skabe for rigtig mange andre mennesker. For ikke nok med, at vi primært gerne vil fascinere alle jer om verdens vilde dyr og beundringsværdige natur, så er vi også stolte af at kunne være rammen og åndehullet, hvori det er muligt at dyrke familiære relationer og få minder, som varer hele livet. Det har desuden været en fornøjelse også at opleve det ualmindeligt store engagement mange gengangere og årskortholdere har i parken samt jeres venlige interesse i mig. I har hilst, spurgt nysgerrigt ind, og jeg har fået mange gode snakke om både mig selv, GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA og jeres oplevelser i at komme her. Det har jeg nydt. Jeg glæder mig derfor også utroligt meget til at møde nye som gamle gæster i 2025 til et smil og et vink, som er jo kendetegnet for alle ansatte i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA.
Sæson 2025 Vi tager allerede forskud på den nye sæson, når vi holder åbent i vinterferien fra den 8. februar til den. 16. februar, hvor gæster kan opleve den helt særlige rolige vinterstemning i parken til fods. Sæsonen 2025 skydes dog først for alvor i gang, når vi slår portene op den 29. marts 2025 til en skarp og velholdt park med både nye tilbud og oplevelser samt de gode gamle kendte. Vi realiserer drømmen om en asiatisk voliere placeret overfor sulawesimakakkerne tæt ved dinosaurparken. Der venter også betagende og farvefulde sommerfugle i tropehuset ved kæmpeodderne, og så tør vi også godt love nye vilde oplevelser HELT TÆT på dyrene. Med det tilbageblik og fremadrettede drømme for vores 2025 ønsker vi jer en glædelig jul og et rigtig godt nytår. Må I tage jer tid til hinanden, skabe livslange minder og reflektere over de gode oplevelser, som året har bragt jer. Vi skal alle se ind i fremtiden og være optimistiske, modige, engagerede og ikke mindst nysgerrige i hinanden og den fantastiske natur, som vi alle har ejerskab i – og som mere end nogensinde har brug for vores fokus og håndsrækning.
På vegne af hele GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA: Glædelig jul og rigtig godt nytår! Direktør Rasmus S. Nielsen |