Gratis hjælp til forældre i en ny hverdag med hjemmeskole og hjemmekontor
Seneste nyt fra Center for ADHD
Gratis hjælp til forældre i en ny hverdag med hjemmeskole og hjemmekontor
Gratis telefonrådgivning til forældre med børn i alderen 3 - 12 år
Som noget nyt tilbyder vi telefonkonsultationer for at sikre adgang til højt specialiserede fagpersoner med viden om hverdagen med børn og ADHD. Som forældre kan I aftale én til tre konsultationer af en halv times varighed med én af vores specialister. Det er muligt at aftale et forløb efter behov samt udlevering af materiale pr. mail i de tilfælde, hvor det giver mening.
Det er muligt at aftale telefonrådgivning efter normal arbejdstid.
Forældre til børn med ADHD får hjælp i coronatiden
Mange forældre kæmper for at få skabt en hverdag for børnene - i en ikke hverdagslignende situation. Vi ved, at børn med ADHD kan have det ekstra svært lige nu, fordi hverdagens kendte rutiner er væk for en tid. Klokken 20.00 mandag aften går vi Live med fjerde del af vores forældrevejledningsforløb. Du kan sagtens se med, selvom du ikke har set tidligere afsnit. Tidligere afsnit kan ses på vores Facebookside.
Aarhus Kommune tilbyder 100 gratis pladser til online forældretræningsprogrammet iKomet
Børn og Unge i Aarhus Kommune tilbyder 100 gratis pladser på et online træningsprogram til dig, der er forælder i Aarhus med et barn mellem 3-11 år. iKomet er et internet-baseret forældrekursus som er udviklet i Sverige, hvor man også har forsket i effekten af programmet og fundet positive resultater.
Programmet mindsker konfliktniveauet i familien, giver større sikkerhed i forældrerollen, reducerer adfærdsproblemer hos barnet og styrker trivsel.
For at starte programmet skal du kontakte: info@adhdcenter.dk eller tlf. 70 272 276
Skab hverdagsrutiner i en ikke hverdagslignende situation for børn med ADHD
Danske skoler er lukket ned. Arbejdspladser flytter hjem, og mange forældre går hjemme sammen med børnene. En helt ny hverdag har ramt os på et splitsekund. En hverdag hvor vi skal holde sammen ved at holde afstand som Mette Frederiksen sagde på pressemøde den 11. marts 2020.
For mange af os handler det om omstilling, nye vaner og hverdagsrutiner. Vi kan endda tænke, at det giver anledning og ekstra tid til arbejde, fordybelse og aktiviteter, som vi ikke altid når i en travl hverdag. Vi får det bedste ud af situationen. For børn og unge med ADHD eller lignende vanskeligheder er situationen en anden.