Spil på alle dine strenge

Gratis koncert - og himmelsk messing

2020 har budt på utallige brud med vanerne og traditionerne. Aflysninger, afstand og restriktioner har til tider gjort os lidt mere ensomme og triste, end hvad godt er. Derfor bliver hjertets og glædernes tid også ekstra vigtig i år – og de, som kan give noget tilbage, bør gøre det gavmildt og rundhåndet.

Af samme grund har vi oprettet en gratis familiejulekoncert som en gave til alle, der trænger til musik, varme og fællesskab – særligt dem, der har oplevet at få en eller flere symfonikoncerter aflyst i år. Koncerten løber af stabelen 16. december, og til at hjælpe med at traktere jer alle har vi allieret os med Silja Okking, Thomas Storm og Sys Bjerre, som vil synge og hygge med os gennem hele koncerten.

Men inden da forvandles Symfonisk Sal til et sanseligt refugium, hvor følelserne og tankerne kan få frit spil. Det sker imorgen torsdag i fordybelseskoncerten Sange fra overvældet.

Sange fra overvældet

Torsdag 3. december kl. 19.30
Symfonisk Sal

 

Der venter en unik og højtidelig koncertoplevelse, når blæsere og strygere indtager hele rummet i Symfonisk Sal. Oplev musikken omslutte jer, når den kommer strømmende både fra de øverste balkoner og fra scenen. Vi skaber et kirkerum midt i koncertsalen, når Gabrielis smukke messingkor supplerer en højtidelig strygermenighed. 

Med komponister fra renæssancen og helt op til vores tid søger musikken at favne det hinsides på en måde, som er både rumlig – og rummelig. Det er musik, som giver plads til at mærke, føle og tænke efter. Linjen går fra renæssancens rolige toner til Arvo Pärts hypnotiske og hjerteskærende Summa. Vi supplerer med Strauss’ magiske Metamorfoser og juveler i miniformat af Jolivet, Rautavaara og Takemitsu. Vi spiller himlen ned på jorden for jer til denne koncert. 

Program:

G. Gabrieli: 4 Canzoni 
A. Pärt: Summa 
A. Jolivet: Pour une communion sereine de l’être avec le monde 
T. Takemitsu: Itinerant 
E. Rautavaara: Pelimannit (sats 2-5) 
A. Jolivet: Pour que l’image devienne symbole 
R. Strauss: Metamorphosen

Varighed i alt: ca. 75 minutter. Bemærk at der i denne uges koncert ikke er indlagt pause.

Koncertoptakt: Torsdag aften kl. 18.30-19.00 er der koncertoptakt ved Musikskoleleder og tidl. Musikchef Palle Kjeldgaard og Aarhus Symfoniorkesters Venner (ASOV) i Kammermusiksalen, Musikhuset Aarhus. Det er gratis at deltage. Læs mere på www.asov.dk

Læs mere om fordybelseskoncerten [pt. udsolgt]
Download koncertprogrammet (pdf)

BAGGRUNDSHISTORIE

In memoriam – Strauss’ Metamorphosen

Strauss’ Metamorphosen er fyldt med smerte og afsked – og skaber en helt særlig klangverden, hvor musikken bølger frem og tilbage i stadig forandring.

Kom bagom musikken med tidligere musikchef Leif V.S. Balthzersen på vores hjemmeside.

Læs om Strauss' metamorfoser

Gratis familiejulekoncert
Juletræet med sin pynt

Onsdag 16. december kl. 17.00 & 19.30
Symfonisk Sal

Vi hilser slutningen af året og juletiden velkommen med en gratis koncert, hvor vi i selskab med Silja Okking, Thomas Storm, Sys Bjerre og dirigent Henrik Vagn Christensen vil tage jer med på et snefyldt, symfonisk ridt gennem julens elskede toner: fra Jesper Fårekyllings Når du ser et stjerneskud, over Nissebandens risengrødssang, til Lad det ske fra Frost, Lady og Vagabondens Bella Notte, White Christmas, Jesus og Josefine, August Ennas Den lille pige med svovlstikkerne, Lumbyes Juletræsgalop og videre endnu til mange flere af de festlige sange og melodier, vi forbinder med december måned og julehygge.

Tag familien i hånden og oplev samhørigheden og nærværet gennem den musik, vi alle kender og elsker. Og ja, så kan det godt være at nissehuen i år bliver suppleret med et eller flere typer mundbind, men det skal ikke forhindre os i at fejre julen og glæden – sammen!

NB! Koncerten er gratis, men pladsreservation er nødvendig. Der åbnes for reservation på vores hjemmeside 2. december kl. 12.00

Hent billet til gratis familiejulkoncert

SIKKER OG TRYG KONCERT

OBS! Nye pladser til ALLE oprindelige koncerter i efteråret = bedre afstand og større tryghed. Husk at tjekke din mail.

De fortsatte krav til afstand mellem publikum og størrelsen på forsamlinger gør, at man vil opleve, at alle oprindeligt planlagte koncerter her i efteråret bliver tilpasset inden premieren. Derfor skal man huske at tjekke sin mail, inden man tager til koncert med os i Symfonisk Sal.

For at sikre afstand, det rette antal mennesker og de bedste rammer for jer, kan følgende være ændret:

👉 Vi har sendt dig nye pladser i salen
👉 Vi har aflyst visse pladser i salen
👉 Vi har aflyst arrangementet

Dine gamle billetter til koncerterne i årsprogrammet virker ikke mere – og dine oprindelige siddepladser vil være annullerede uafhængigt om du er blevet flyttet eller ej.

Musikhusets billetsalg kontakter alle billetkøbere direkte ca. en uge før arrangementet per email og/eller sms. Vi beder dig derfor tjekke din mail inden du besøger os. Det er vigtigt, at du udskriver dine nye billetter og medbringer dem til koncerten – for korrekt at kunne få anvist dine nye siddepladser (såfremt dine pladser eller koncerten ikke er blevet aflyst, naturligvis. I de tilfælde vil du automatisk få refunderet dit oprindelige billetkøb). Hvis du ikke har mulighed for at udskrive dine nye billetter, kan du også medbringe billetterne downloadet til din telefon.

Har du ikke modtaget en mail fra os inden koncerten – eller er du i tvivl omkring noget med din billet? Skriv en mail til musikhuset@aarhus.dk med dit arrangement og billetinformation.

Vi beklager naturligvis de gener, det måtte medføre, og håber på en snarlig opblødning af maksimum antal gæster, så vi kan få nogle af de “udsolgte” koncerter åbnet igen.

Besøg vores hjemmeside og læs mere om hvordan vi og Musikhuset sørger for trygge forhold i Symfonisk Sal - og hvordan du skal forholde dig, når du er til koncert i denne periode.

Læs mere om orkestrets og Musikhusets coronatiltag
Facebook
Instagram
YouTube
Hjemmeside
Copyright © 2020 Aarhus Symfoniorkester, All rights reserved.
Du modtager denne email fordi du tidligere har tilmeldt dig nyhedsbrevet via vores hjemmeside, i forbindelse med en koncert eller en konkurrence.

Vores adresse er:
Aarhus Symfoniorkester
Skovgaardsgade 2C
Aarhus C 8000
Denmark

Add us to your address book


Vil du ændre hvordan du modtager disse mails?
Du kan opdatere dine personlige profil eller afmelde dig nyhedsbrevet.