Godmorgen og glædelig torsdag! Det kan godt være, at kalenderen siger forår, men denne kølige morgen siger noget helt andet. Heldigvis er dagens politiske morgenpost spækket med brandvarme nyheder fra Christiansborg, så vi iler videre. Velkommen til, kære læser. Vi lægger ud med en sag fra egne spalter , hvor SFs formand, Pia Olsen Dyhr, retter hård kritik mod Socialdemokratiet og den samlede regering – ikke mindst miljøminister Magnus Heunicke. »Ministeren siger, at han gerne vil være med til at redde havmiljøet – men han foretager sig intet, og det er noget hykleri. Han er en lakaj for landbruget«, siger Pia Olsen Dyhr. Hun mener, at Socialdemokratiet »har ladet sig sig forføre af Venstre og Venstres meget snævre fokus på en meget lille særinteresse i Danmark, nemlig dansk landbrug«. Iltsvindet i de danske farvande har nået historiske højder og resulteret i døde havbunde. Noget, som Berlingske har dokumenteret i en række billeder, der har sat dagsordenen, og som udkom sidste år. Adskillige gange siden har Heunicke (S) sagt, at nu skulle der handles. Men spørger man SFs formand, er der »ikke sket en fløjtende fis«. Med et udspil i ti punkter – en »helhedsplan for, hvordan vi kan redde livet i havet« – vil SF sætte ind over for landbruget og dele af fiskerier. Blandt andet ved at kræve større reduktioner i landbrugets udledning af kvælstof. På den anden side står miljøminister Magnus Heunicke (S), som afviser kritikken fra SFs formand. »Jeg er ikke lakaj for landbruget. Jeg kæmper for miljøet, og havet er min hovedprioritet som minister, fordi det er i så ringe tilstand efter årtiers svigt,« siger han: »Jeg kender Pia Olsen Dyhr godt, og hun brænder – ligesom mig – for miljøet, ligesom hun har en sund utålmodighed. Det er det her interview et udtryk for.« I dagens Politiken spejder flere miljøordførere også langt efter den hammer, som Heunicke havde lovet at svinge over for de landbrug, der gør størst skade på danske farvande. En af ordførerne, som avisen har talt med, er Sascha Faxe, der mener, at regeringens hykleri »driver ned ad væggene«, mens konservatives Mette Abildgaard kalder Heunickes hammer for »en oppustelig en af slagsen«. »Den miljøminister, som vi har lært at kende det seneste år, bruger gerne store ord og udnævner sig selv til havets minister. Men når det kommer til stykket, ser vi meget lidt initiativ. Og vi må desværre konstatere, at vi selv er nødt til at bringe eksempelvis en akutpakke til havmiljøet ind i en finanslovforhandling sammen med de øvrige oppositionspartier,« siger hun til Politiken. Dagens »vilde historie«Det vakte undren, da regeringen tidligere på ugen foreslog at fjerne moms på indenrigsflyvninger. Sådan er reglerne nemlig allerede i dag for flyselskaber, hvor udenrigstrafik udgør mere end 55 procent af deres samlede trafik. Et spørgsmål har derfor presset sig på: Hvem skulle have gavn af det? I dag kan Børsen afsløre ét selskab, der i hvert fald har efterspurgt forslaget. »Jeg ønsker ikke at hænge nogen ud, men nu ved jeg, at der er søgt aktindsigt – og jeg aner jo ikke, om det er relevant i dag. Men på et tidspunkt var Blackbird Air interesseret i at gå ind på markedet, men ville blive momset såfremt de gjorde det,« siger transportminister Thomas Danielsen til avisen. Privatflyfirmaet er ejet af Anders Holch Povlsen, også kendt som Bestseller-milliardæren. Forslaget om nulmoms for flyselskaber , der primært flyver indenrigs i Danmark, kom fra Transportministeriet i en pressemeddelelse mandag, hvori ministeren sagde, at det ifølge ham ikke gav mening, at selskaber, der flyver indenrigs, blev straffet. Det skyldes, at flyselskaber, der flyver udenrigs, ikke betaler moms. »Det gør vi op med nu, så der bliver plads til mere indenrigsflyvning,« lød det fra Thomas Danielsen i pressemeddelelsen. Historien har også ramt Twitter, hvor Enhedslistens Pelle Dragsted reagerer og kalder det »en vild historie«. »Afskaffelse af moms på indenrigsflyrejser er simpelthen bestillingsarbejde fra én af Danmarks rigeste mænd. Denne her regering er ikke bare kulsort – den er også den vildeste eliteforkælelses-regering,« skriver han i et opslag. Administrerende direktør i Blackbird Air, Kristian Tvergaard afviser dog ifølge Børsen i første omgang, at selskabet skulle have interesse i regeringens forslag. Dagens smigrerTil trods for kritiske røster fra baglandet, holder SFs formand Pia Olsen Dyhr fast. I et interview med Altinget går hun igen i brechen med sin gamle modstander Lars Løkke Rasmussen (M), som hun i dag ser »helt anderledes på«. »Løkke har været igennem en reformation. Han er som bekendt ikke formand for Venstre mere, men for Moderaterne. Han er reformeret sig selv,« siger hun til Altinget. Med interviewet følger SF-formanden op på den linje, hun lagde i et opsigtsvækkende interview med Politiken, hvor hun åbnede for at sidde i regering med Løkke efter næste valg. Et forslag, der fik en lang række lokale SF-formænd til at sætte foden ned. Prisen er for høj, hvis SF skal gå i regering med Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen. »Det er helt usandsynligt, at vi får så meget politik igennem, at vi kan leve med Moderaterne,« sagde Jan Kjældgaard, formand for SF i Furesø, i et interview med dr.dk i tirsdags. SF gik for første gang nogensinde i regering i 2011 sammen med Socialdemokratiet og Radikale Venstre. Men Pia Olsen Dyhr tror ikke på, at der vil komme et flertal mellem Socialdemokratiet og SF sammen med Enhedslisten og Alternativet. Realiteten er, slår hun fast i Altinget, at der er brug for et – eller måske to – midterpartier. Uenighederne i SF blusser op kort før, at partiet mødes til landsmøde 9. marts og 10. marts. Dagens angrebOg så er vi nået til historien bag dagens overskrift. Alex Vanopslagh, Liberal Alliances politiske leder, er flere gange blevet nævnt som det bedste bud på statsminister Mette Frederiksens førsteudfordrer. Han er blevet kaldt et oplagt bud på »en borgerlig førerhund« og altså den politiker, der potentielt kan samle blå blok i fremtiden. Sådan står det dog ikke til lige nu, kan man læse på dr.dk , der har talt med Venstres politiske ordfører Torsten Schack, der går til angreb på Vanopslagh. Han reagerer, efter at Liberal Alliances leder har foreslået at nedlægge fem, seks, syv ministerier. Tanker, som han dog afviser af uddybe. Ifølge ordføreren lyder den politiske leder »mere som en ungdomspolitiker end som en, der måske kan ende som statsministerkandidat«. »Jeg elsker ungdomspolitik og er selv rundet af det. Og det kunne være en rigtig spændende diskussion en lørdag eftermiddag på et VU-kursus. Men nu taler vi om en partileder, som selv siger, at han ikke er statsministerkandidat endnu,« siger Torsten Schack til dr.dk. I sidste måned kom Alex Vanopslagh måske tættere på at sige det end nogensinde, da han sad foran en fyldt sal i Herning kampagnen »Alex og ansvaret«. »Det er godt, jeg ikke er statsministerkandidat endnu.« Det er selvfølgelig det sidste ord i sætningen, der er vigtigt her, som Berlingskes Politiske journalist Kasper Løvkvist skrev efterfølgende. Det var også på scenen i Herning, at Vanopslagh, at en tilhører spurgte, hvor mange ministerier, man kunne nedlægge, uden det ville forringe noget væsentligt. »Fem, seks, syv«, svarede Vanopslagh og satte navn på to af dem: Skatteministeriet og Ligestillingsministeriet. Berlingske har siden forsøgt at få Liberal Alliances politiske leder til at uddybe sine tanker, men han har takket nej. Til dr.dk siger Shack, at man må forvente en »mere håndfast og konkret udlægning«. Dagens to korte1. Regeringen har i lyset af den kritiske sikkerhedspolitiske situation åbnet for, at Danmark skal bruge flere penge på forsvar og sikkerhed. Men i et interview med Børsen slår udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) fast, at der ikke er nogen krigsskat på vej til danskerne. »Det kommer vi ikke til. Vi har lige lavet en skattereform, der sænker skatten,« siger Lars Løkke til Børsen. Her er det værd at bemærke, at statsminister Mette Frederiksen (S) i et nyligt interview med Berlingske gjorde det klart, at oprustningen af det danske forsvar og støtten til Ukraine ville blive dyr. 2. Går man rundt i København og andre store danske byer, er der større sandsynlighed for at møde en hest eller et fabeldyr støbt i bronze end en kvinde. Men står det til kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), er det noget, der skal laves om på. »Det sender et helt forkert signal til de mange unge kvinder og drenge, der går rundt i vores samfund. Vores historie er fyldt med kvinder, der burde være støbt i bronze og have en fremtrædende plads i vores historie og også i vores byer. Men vi mangler dem,« siger han til Ritzau. Dagens programGruppemøder 08.30 – 10:00: SocialdemokratietDet var alt for i dag. Med venlig hilsen Anne Meisner Synnestvedt, Journalist PS: Har du ris, ros eller gode tip, er du velkommen til at skrive til mig på ansy@berlingske.dk |