Kære læser, velkommen til.

Er man fast læser af debatten i Politiken, vil det ikke komme som en overraskelse, at vi på redaktionen bestræber os på at sysselsætte os med både små og store emner.

På en given dag vil man derfor kunne slå op i sin avis – jeg vil altid anbefale, at man læser debatsiderne som det første, idet de udgør avisens tankemæssige højdepunkt – og læse debatstof om naboskab, politiseringen af embedsværket, YouSees kunderservice, Kinas håndtering af coronavirussen eller ligestillingsproblemerne blandt universiteternes økonomi-forskere.

Som i resten af avisen prioriterer vi med udgangspunkt i, hvad der er væsentligt og vigtigt at vide, men det er hver dag en selvstændig overvejelse, om vi nu også har sørget for at udvælge tekster, som handler om de mere nære problemstillinger i tilværelsen.

For undertiden findes de store diskussioner i det små. Det vil de kunne skrive under på i SAS. Flyselskabets reklamefilm om interkulturel påvirkning vil for mange fremstå ukontroversiel, men den er ugens helt store debatemne, fordi der nede under den dybt kontroversielle påstand, om at rugbrød ikke stammer fra Danmark, men er bragt hertil fra Tyrkiet, ligger en debat om kulturopfattelse og sammenhængskraft.

Samtidig handler SAS-debatten om ytringsfrihed, Muhammedkrise og nationalfølelse, som forfatter Fatih Alev skriver i et debatindlæg:

»Det er ekstra stærkt og ikke særlig overraskende, at det netop er det segment i samfundet, der forsvarede ytringsfriheden, så længe den kunne bruges til at håne muslimer, der nu ser stort på ytringsfriheden, når det er egen kultur og nationalfølelse, der står for skud«.

I sig selv er en reklamefilm for et flyselskab altså ikke noget særligt. Det er en prut, der ikke sætter det mindste bremsespor.

Men selv en lille prut kan som bekendt forrette stor tumult.

Når vi gør en dyd ud af at huske de lidt mindre, nære emner, skyldes det samme konklusion, som Storm P. erkendte med ordene »med det humør, jeg er i besiddelse af, ser det ikke meget ud til verdensfred«: Det kan være vanskeligt at løfte blikket og skue mod horisonten og de langsigtede mål, hvis har fået et insekt i øjet eller på anden vis plages af det umiddelbart forestående.

Naturligvis skal vi holde fokus på klimaet og Parisaftalens mål, hvilket europaparlamentariker Niels Fuglsang i klare vendinger gør i dette indlæg, og vi skal altid have ambitionen om at engagere os i det, der ikke umiddelbart vedrører os, men som åbenlyst er af vital samfundsmæssig betydning: jobcentrene, voldtægslovgivningen, demokraternes primærvalg i USA.

Men vi ville visne og dø, hvis alt skulle handle om sikkerhedspolitik, udligningsreformer og store, komplekse sammenhænge. Derfor vil også det hverdagsprægede debatstof også fremover have sin plads hos os.

Jeg bliver nødt til at slutte her. Jeg har ikke fået mine tre kopper mogenkaffe endnu, og med den kaffetørst, jeg er i besiddelse af, ser det ikke meget ud til verdensfred.

Tak for opmærksomheden.