Ser denne e-mail ikke rigtig ud i dit mailprogram? Klik her for at se den online »



Hvorfor går det så godt med at få unge med Aspergers syndrom (ASF) i arbejde?:

Kunsten at koble mennesker

For AspIT handler det om at flytte unge fra talent til værdiskabende job, og rejsen har flere udfordringer undervejs. Èn af de vigtigste er matchet mellem elev og virksomhed. Her skal tingene klikke og falde i hak for begge parter. Historien om 22-årige Piet Lauritzen fra København og hans praktikforløb hos Acrelec er et godt eksempel. Smil med her…
 
Mennesker er den faktor i moderne virksomheder, der præsterer konkurrencekraft og værdi. Én af forudsætningerne for at det lykkes, er god indbyrdes kommunikation. Og skal det ske, handler det om at føle sig godt tilpas i dialogen med andre. Sådan lyder mantraet i mange af landets HR afdelinger. Den er AspIT helt med på – og har været det i over 10 år.

Når AspIT kan få 80% af de unge med ASF i beskæftigelse er det især fordi, AspITs praktikkonsulenter har så stor erfaring i at matche de unge med de rigtige virksomheder. Altså dér, hvor den enkelte elev passer til den enkelte virksomhed. Et eksempel er virksomheden Acrelec i Taastrup, som er en del af en stor fransk koncern med intelligente hightech løsninger til butikker og supermarkeder i Europa. På koncernens danske kundeliste er blandt andre McDonalds, hvortil Piet er blevet systemspecialist efter få måneder i praktik. Det kræver en forklaring, ikk´.

–  Historien om Piet og os er en kæmpesucces. Faktisk lige fra starten. AspIT forstod os hurtigt, og havde samtidig et indgående kendskab til Piet, hans interesser, kompetencer osv. Især på det menneskelige område, er vi blevet sat godt sammen. Derfor går det ikke kun godt for Piet, han har faktisk stor social impact hos os. Han har en samlende faktor for organisationen, han er både sympatisk og super dygtig, fortæller Jackie Hertz Nunez, service- and operations manager, Acrelec. Koncernen beskæftiger 750 medarbejdere i Europa.

–  Praktiksamarbejdet med AspIT betyder, at vi uden økonomisk risiko har fået mulighed for at udvikle en dygtig medarbejder til præcis den opgave, Piet udfører. AspITs praktiktilbud er virkelig en attraktiv deal for avancerede virksomheder som vores, der kræver specialiserede folk. Vi ser frem til, at det ender med en fast ansættelse af Piet, og at AspIT sender flere unge vores vej – hvis nogle af dem passer til os og vores værdisæt. For jeg tror, det er det, der er afgørende – at elev og organisation har samme værdisæt.

–  Vi mærker intet til Piets diagnose. Tværtimod tænker jeg, at hans diagnose kun har gjort ham endnu mere værdifuld for os. I øvrigt er det sådan i alle moderne virksomheder, at man har en dygtig HR funktion, der sørger for at løse alle de ting, der kan forhindre effektivitet og godt samarbejde. Men den funktion har vi ikke haft brug for med Piet. Han er virkelig værdsat som kollega, og fagligt løser han sine opgaver på meget højt niveau. Han er systemspecialist på IT udstyr til McDonalds, og er dén ekspert, som både vi og kunden kan få hjælp hos. Det er godt gået, når man kun er 22 og blot været her nogle måneder.



- Jeg er blevet en del af et team, og kan se at min indsats i hverdagen har betydning og værdi for andre, den oplevelse er rigtig god, siger Piet Lauritzen, der er systemspecialist på f.eks. de terminaler, der skal bruges på McDonalds til kundernes selvbetjening, og som er produceret og installeret af Acrelec.

Mentor og praktikkonsulent
Hos AspIT er mentor ordningen med til at gøre overgangen fra skole til job så god som muligt – for både elev og virksomhed. Hos Acrelec er det systemspecialist Kim Hald, der har haft opgaven som mentor for Piet.

–  Opgaven som mentor har egentlig været nem nok. Piet var fra første dag både sympatisk, interesseret og hårdt arbejdende. Så det eneste, jeg har haft fokus på, har været at spørge ind til tempo og arbejdspres. Men det gør vi jo med alle nye kolleger. Piets praktikkonsulent Sidsel Sørensen fra AspIT fulgte suverænt op på tingene, og var tæt på forløbet i starten. Det var ret tjekket. Og allerede efter to uger, var det Piet selv, der bad om at få ligeså meget arbejdstid som os andre.

–  AspIT er åbenbart generelt meget dygtige til at træne deres elever i alt det sociale på en moderne arbejdsplads. Hvordan de skal kunne præstere meget og samtidig undgå stress osv. – det var der mange andre i erhvervslivet, der godt kunne bruge træning i. Jeg vil sige, at AspIT har haft afgørende betydning for, at det er gået så fantastisk med Piet hos os.

Teamspirit og konsekvens
Hvad med hovedpersonen selv – hvordan har han oplevet det, og hvorfor er det gået så godt. Ordet værdiskabelse er centralt i Piets fortælling. Følelsen af at være en del af et fællesskab, hvor hver deltager har sin del at ansvaret, har i høj grad motiveret Piet.

–  Jeg lærte selvfølgelig meget på AspIT – uden AspIT, havde jeg nok ikke anet hvad jeg skulle lave i livet. Men noget af det vigtigste for mig på AspIT var, at de lærte mig at spørge om hjælp.    Altså, at det er OK at spørge de andre omkring sig, hvis der er noget man har brug for. Den opdagelse betyder meget for mig i forhold til at være på et team. Fordi netop afhængighed får os til at hænge sammen som hold.

–  I folkeskolen og på den del af HF, jeg nåede inden strukturerne i det konventionelle uddannelsessystem fik mig til at gå i stå, var jeg ikke meget for gruppearbejde, debatter og den slags. Jeg kunne heller ikke se, hvorfor jeg skulle lave lektier, for der var ingen konsekvens, hvis jeg ikke gjorde det. Jeg havde heller ikke rigtig brug for det, for jeg var hurtig til at lære, siger Piet Lauritzen.

–  Det er noget helt andet her på min arbejdsplads. Her føler jeg, at jeg skaber værdi, det havde jeg aldrig regnet med skulle ske for mig. Men det er også noget med, at tingene her er håndgribelige. Det er konkrete arbejdsopgaver. Og hvis jeg ikke laver mit arbejde ordentligt, har det konsekvenser for mine kolleger. Derfor går jeg virkelig til den med jobbet, for jeg er temmelig glad for at være her. Jeg håber, jeg kan være her altid.

Vil du ha´ mere inspiration om, hvordan AspIT flytter unge til værdiskabende jobs i erhvervslivet, så klik ind på aspit.dk/nyhedsbreve, og find flere fortællinger om unge med fokuseret IT talent og succes på jobbet. Go´ fornøjelse.


Du er meget velkommen til at give dette nyhedsbrev videre i dit netværk eller frit at anvende nyhedsbrevet med tydelig kildehenvisning: "AspIT - Nyhedsbrev".

HUSK Gratis konference på Brogaarden Strib/Middelfart, AspIT at Work Årsmøde d. 18. maj 2017 kl. 10-16.

Ønsker du ikke længere at modtage vores nyhedsbreve? Afmeld nyhedsbrev »