Du behøver kun fire ingredienser for at lave tomatsovs som kokkene på den italienske restaurant Barabba. Foto: Emma Sejersen Kære Læser Pastaen har i flere år levet et udskammet liv. I hvert fald, hvis man bevæger sig i sundhedsbevidste kredse. Har er pastaen blevet udskammet på linje med sukker, ris og mælk. En problematisk fødevare, der ikke gav andet end dårlig ernæring, ustabilt blodsukker og inflammation i kroppen, lød det. Det er rigtigt, at en kost bestående af hvid pasta og brun kødsovs ikke er det bedste, du kan byde din krop. Men pasta kan sagtens indgå i en balanceret kostplan. For pasta er en virkelig god ven i det grønne køkken. Med få ingredienser kan du på ingen tid lave mad, der kysser himlen, og hvem har ikke brug for det på en træt mandag? Derfor er ugens første opskrift en romersk pastaklassiker, cacio e pepe, der består af spaghetti, ost og peber. Det lyder måske lidt pauvert, men det smager fuldstændig fantastisk i sin enkelhed, og du kan lave hele molevitten på 20 minutter. Du kan eventuelt supplere med en salat eller andre retter, for læg mærke til, hvordan italienerne spiser pasta. Som en del af mange retter, og dermed bliver kosten balanceret og næringsrig. Pasta à la pomodoro – altså pasta med tomat – er også en klassiker. Vi har været forbi den italienske restaurant Barabba i København, der har et meget passioneret forhold til deres hjemstavn. Her har vi fået deres opskrift på en vidunderlig tomatsauce, som du kan lave på 15 minutter, og som kun kræver 4 ingredienser. Onsdag rejser vi længere mod sydvest, når den britiske stjernekok af det grønne mellemøstlige køkken, Ottolenghi, serverer grønne linser med auberginer og tomat. Han har en evne til at lave fantastiske smags- og konsistens-sammensætninger, og derfor er hans opskrifter uhyre populære. Vi bliver i det mellemøstlige område, når Ditte Ingemann torsdag giver dig opskriften på shawarma med blomkål og fladbrød lavet af kikærter. En rig og sansemættende oplevelse venter dig her. Fredag vender vil tilbage til Italien med en ret, du sikkert ikke kender. Men som jeg synes, du skal kaste dig over. Malfatti er små ricottakugler med spinat, som bliver friteret og kommer i en intens tomatsauce. En helt perfekt fredagsret, som kan spises med en salat og brød til eller efterfulgt af en omgang pasta. Flere på redaktionen har lavet den med stor succes, og begejstringen har været stor. Lørdag kommer der kød på bordet. Men ikke som den sædvanlige bøf. Vi kigger i en helt anden retning. Hvis vi skal bliver ved med at spise dyr, skal vi spise det hele. Og indmad er både sundt og næringsrigt. Det bliver betragtet som et restprodukt, men kan forvandles til stor velsmag, hvis du behandler det rigtigt. Vi slutter ugen af med søde chokovafler med saltet daddelkaramel. En virkelig fræk kombi, som både kan fungere på morgenbordet eller som eftermiddagssnack. Med ønske om en god maduge. Med venlig hilsen Mette Mølbak |
|
|
|
|