Kære læser, velkommen til.

Prøv lige at se et hus, der er til salg i Guldborg.

260 lyse kvadratmeter lige ned til sundet. Høj himmel og florlette skyer ovenover. Kaj Munk kunne have skrevet smukke strofer, hvis han havde fået lov at bo sådan et sted:

Prisen er til at have med at gøre: 3,4 millioner. Skal man købe en villa i nærheden af København på det budget, kan man få en giftgrund i Albertslund med et lille haveskur på og et overbærende hovedryst fra en friskfyrsagtig ejendomsmægler, når handlen er lukket.

Alligevel vil vi bo i de store byer. For lægger man øret mod asfalten i København, runger det af storbydrømme, virketrang og moderne liv. Det, må man forstå, får man ikke meget af i Guldborgsund Kommune, hvor alle bor i solid afstand fra effektiv offentlig transport og langt fra de spændende jobs på højere læreanstalter eller i ministerierne inde i København.

Og har man lyttet til diskussionen om den borgernære velfærd, den som er opstået i forbindelse med regeringens mere og mere opsigtsvækkende forhandlinger om den kommunale udligning, så er det vanskeligt at overbevise sig selv om, at det er rart at være vuggestuebarn, skoleelev eller plejekrævende pensionist i et af landets udkantsområder – eller randområder, som vendelbosangeren Allan Olsen kalder dem.

Derfor udligner vi mellem landets kommuner. De velstående områder med solide skattegrundlag og færre sociale problemer skal give til kommuner, hvor fortegnene er omvendte. Ikke for at udligne mellem de enkelte borgere, men for at sikre en sammenhæng i landet. Er man konservativt anlagt, kan man kalde det en solidaritetsbetaling for at sikre, at Danmark forbliver en stabil enhed.

Politikens politiske kommentator Noa Redington mener dog, at reformen helt skal droppes. I stedet skal træde en klar politisk prioritering af de områder af landet, hvor enhver kan se, at behovet er størst:

»I stedet for at stræbe efter den pareto-optimale borgmesterbalance i en uforståelig regnemodel, som selv social- og indenrigsministeren har svært ved at forklare, bør vi benhårdt prioritere de kommuner og områder af Danmark, som helt åbenlyst har brug for mere end nogle ekstra millioner. Det handler om at flytte rundt på afgørende ting. Vi skal passe på med at gøre tingene mere komplicerede, end de er. Også i samfundets maskinrum«.

Forfatter Jacob Skyggebjerg er ikke en håndsky herre. Han er velbevandret i Provinsdanmark, og i ugens bedste debattekst afviser han al den politiske palaver om økonomisk udligning.

»Det er jo bare kunstigt åndedræt til det, som samfundsudviklingen har dømt til at dø«, skriver han i sit indlæg, der skoser de små samfund i randområderne for at tage offerrollen på sig.

»Hvis landsamfundene kan fralægge sig deres selvbillede som nogen, der er stakkels og dømt til at stå med hatten i hånden, kan de begynde at arbejde på, at resten af landet heller ikke skal se dem som stakkels. De enkelte landsamfund kan oparbejde en identitet, som ikke bare er denne store udefinerbare grød af udkantselendighed«.

Naturligvis har Skyggebjergs tekst affødt modsvar fra Udkanten:

»Vi vestjyder har intet brandingproblem«, replicerer journalist Bente Troense.

Men de har altså stadig et uløst politisk problem med den udligningsreform, som den socialdemokratiske regering ønsker at gennemføre. Det politiske forhandlingsforløb har været kendetegnet af fiflerier, fusk og inkompetence, skriver chefredaktør Christian Jensen i sin klumme i morgen:

»Det skandaløse forløb sætter ikke alene spørgsmålstegn ved regeringens evne til at reformere rimeligt og retfærdigt. Den rejser også spørgsmålet om regeringen underliggende vilje. Det første er et politisk problem. Det sidste er et demokratisk problem«.

Ja, problemer er der nok af, både på Christiansborg og i Guldborgsund Kommune. Men udsigten til sundet fejler altså ikke noget.

Tak for opmærksomheden.