| Kære læser, velkommen til. Det er meget lidt underholdende at gruble over, om det Danmark, vi har kendt hidtil, overhovedet vender tilbage. Personligt er jeg ikke indrettet til den slags eftertænksomhed, for min hjerne begynder altid der, hvor smerten ved et tab ville være størst: Hvad nu hvis pølsevognene lukker? Hvis Allan Olsen holder op med at skrive sange? Hvis AGF holder op med at spille som et europæisk tophold? Så alvorlige har jeg svært ved at forestille mig, at konsekvenserne bliver. Men Danmark efter coronaen vil være en anden nation, og mange af de indlæg, vi modtager for tiden, handler om vores muligheder for at gribe chancen for at skabe gode forandringer. Gøre klimaet bedre, give mennesker forrang i byerne, skabe bedre infrastruktur, ja, måske kan selv Israel-Palæstina-konflikten nyde godt af den disruption, pandemien har skabt. Håndteringen af krisen har skiftet karakter, så alting ikke længere hviler på myndighedernes skuldre. Prioriteringerne bliver mere og mere politiske, og derfor skal uenighederne have plads. Vi er på vej ind i en fase, hvor forskellige holdninger og særinteresser bør nyde fremme, sådan at både genåbningen af landet og de politiske beslutninger, der skal angive retningen ud af krisen, bliver ambitiøse og gennemskuelige. Det mod, som magthavere og beslutningstagere – med en vågen befolkning i haserne – udviser i den kommende tid, bliver afgørende for, hvor stærkt Danmark vil stå på centrale områder som økonomi, klima, lighed, uddannelse og velfærd. Coronaen har vist os, at samfundet kan, hvad det vil, og vi vil på Politikens debatredaktion yde vores bidrag til at kvalificere diskussionen om, hvor Danmark skal styrkes efter pandemien. I mellemtiden er her redaktionens anbefalinger, hvis du mangler æggende læsestof. Sven Helms Skov, journalist Da man sagde ’ja’ til at flytte ind med sin partner, havde mange nok ikke regnet med, at man også sagde ja til en potentiel cellekammerat i +6 uger. Men det er, hvad mange har oplevet med deres parforhold under coronakrisen. Psykolog Frej Prahl kommer på fremragende vis i sin kronik ind på, hvordan man kan huske sig selv på, at det faktisk stadig er sin udkårne, og ikke en anden kriminel, man bor med. Og så minder han os om, at selv om forventningen om konstant karantænesex er blevet til tørlagte lagner, og at man er ved at slå sin partner ihjel over glemt pant, så kan det hele faktisk blive meget bedre på den anden side af krisen. Så der er mange gode grunde til at læse hans kronik. Milla Mølgaard, debatredaktør Bekymringen var stor, da myndighederne for et par uger siden meldte ud, at landets mindste skulle danne fortrop i den begyndende genåbning af Danmark efter påske. Første bølge af forbehold fra især forældre handlede om, om det nu var klogt at lade de mindste udsætte for smitterisiko, men hurtigt blev fokus flyttet til et mindst ligeså potentielt problematisk aspekt af situationen. For hvordan vil børn opleve to meters afstand til andre børn, aflevering på legepladsen, hyppig håndvask og pædagoger, der ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer også skal holde behørig afstand. Det er opskriften på angst, pointerede min kollega Susan Knorrenborg i en klumme. Det er ren galimatias, skrev et forældrepar – der i parentes bemærket også er læger. Interessant var det derfor efter en uges åbning at læse indlægget fra børneforsker Anette Boye Koch, der har besøgt institutioner efter åbningen og med egne øjne konstateret, covid-19 er faktisk har givet det, hun kalder ’et gavnligt benspænd’ for daginstitutionerne. Per Lykke, debatredaktør I den seneste uge er det kommet frem, at den romanaktuelle forfatter Kirsten Thorup – og hvilken roman! – er datter af den legendariske sportskommentator Gunnar Nu Hansen. Det lyder som en mere tabloid historie end dem, der almindeligvis bringes på Politikens debatsider, og jeg skal derfor skynde mig at tilføje, at der kun er tale om et slægtskab i ånden. Sagen er den, at Kirsten Thorup på baggrund af coronakrisen har skrevet et langt digt til Politiken med titlen ‘Nutid’. Det består af utrolig strøm af udsagn, der alle begynder med - ja, nemlig - ‘nu’. Digtet rammer situationens besynderlighed lige på kornet: »NU SOLNEDGANGSKLAUSUL. NU 40 % MINDRE LUFTFORURENING I DANSKE BYER. NU KLART VAND I VENEDIG. NU HIMALAYA IGEN SYNLIG FRA KATMANDU. NU OGSÅ HIMLEN OVER KINESISKE OG INDISKE MILLIONBYER. NU GODT FOR NOGET. NU STOF TIL EFTERTANKE. NU FÆLLESSANG FRA ALTANERNE. NU VIRTUELLE MØDER«. Og det er bare et par linjer. Storartet. Undervejs glemmer man, at et udsagn kan indledes med andre ord end det lille på to bogstaver. Nu slut. Selv er jeg blevet far for anden gang, mens Borgerforeningen Danmark har været suspenderet. Det kunne sundhedssystemet heldigvis godt rumme; kun faderhjertet var bristefærdigt, og det heldigvis af lykke. Den bette danske dreng kommer ikke til at huske det mindste om coronaen, men betragtelige dele af hans liv vil blive påvirket af, hvordan vi håndterer denne genstart. Så jeg synes, at vi skal gøre os umage. Tak for opmærksomheden. |
|
|
