Hvad må vi overhovedet spise?

Klik her for at læse nyhedsbrevet i din browser

7. JANUAR 2025

Lars Igum Rasmussen

Sundhedsredaktør

Godt nytår.

Nye år indvarsler ofte drømmen om en ny livsstil. Tit er nytårsforsæt møntet på vægt og derfor vores mad.

Politiken begyndte før jul en journalistisk serie om såkaldt ultraforarbejdet mad, altså den mad, der kommer fra fødevareindustrien maskiner, som oftest er tilsat emulgatorer, stabilisatorer, konserveringsmidler, salt, sukker og en masse e-numre.

Den type ultraforarbejdet mad, som de fleste danskere får de fleste kalorier fra, kædes i stigende grad sammen med øget risiko for en lang række sygdomme.

Danmark tidligere madguru og bagmand til en lang række af vores kostråd, professor Arne Astrup talte jeg med før jul.

Det blev til et opsigtsvækkende interview, hvori han erkender, at meget af alt det, som han sagde i 90’erne og 00’erne var forkert.

Han var eksempelvis bannerfører i kampen mod fedtet i vores mad, særligt det mættede fedt, som han mente ud fra forskningen var årsag til den store forekomst af hjerte-karsygdom og fedme.

Det var blandt andet på grund af Arne Astrups offentlige udtalelser og forskning, at fødevareindustrien introducerede en lang række mejeriprodukter, hvor fedtet i yoghurt og oste var fedtreduceret.

Arne Astrup var i mange år formand for Ernæringsrådet, der i 90’erne udsendte en pressemeddelelse, hvori rådet beskyldte forgængeren for Arla – MD Foods – for at være skyld i mange af danskernes blodpropper.

En dag for nogle år siden mødte Arne Astrup tilfældigt nuværende Arla-direktør, Peder Tuborgh, og undskyldte for sit korstog mod den mættede fedt.

»Han stod lidt stille, kiggede så på mig og sagde: »Bedre sent end aldrig««.

»Jeg har taget fejl i forhold til mange ting«, siger Arne Astrup i interviewet.

Det skyldes ifølge ham selv ringe fødevareforskning. Eller som han siger:

»Forskningen var totalt underfinansieret, så den forskning, der så var, var ekstremt dårlig, lavet på kortvarige studier og tendentiøse«.

Alligevel søger mange af os efter konkrete råd, så vi kan leve det sunde liv, vi drømmer om, men har svært ved at realisere. Derfor er årsskiftet højtid for sundhedsbøger og drømmen om et sundere liv. Men vi ved jo godt, hvad der er sundt og usundt. Det har jeg skrevet en nytårskommentar om, hvor pointen er, at ingen af os mangler viden om sund kost.

Vi fortsætter vores serie om ultraforarbejdet mad. Så følg med i papiravisen, på pol.dk eller her i nyhedsbrevet.

Hvad laver politiet?

Til det spørgsmål vil langt de fleste nok svare, at politiet opklarer røverier og forbrydelser, fanger røvere og lovovertrædere, så de kan straffes.

Det er bare så langt fra den fulde sandhed.

En meget stor del af politiet arbejde handler om at håndtere alle de psykisk syge borgere, der lever iblandt os. Engang spærrede vi sindssyge borgere væk fra offentligheden og samfundslivet. Det var derfor, vi stort set ikke kendte til hjemløse i Danmark før 80-90’erne.

Psykotiske mennesker levede i årelange indlæggelser på institutioner som Skt. Hans i Roskilde og Risskov i Aarhus. Sindssygeforsorgen. I bedste mening blev de udskilt fra de raskes verden, så de ikke gjorde skade på almindelige borgere eller sig selv.

Men hvem er syg og hvem er rask? Er de sindssyge ikke bare et produkt af et sygt samfund? Og hvordan forvalter læger, der så skal passe på de sindssyge, den store magt, de har fået over andre, når de må bruge tvang til fiksering, behandling og indespærring?

Ikke så godt har historien vist.

Filmen Gødereden med Jack Nicholson skildrede dilemmaet så fint.

Psykisk sygdom, herunder psykosen, altså sindssygen, skulle fra 80’erne og frem i langt højere grad behandles ambulant fremfor med indlæggelser i sengepsykiatrien.

Det har haft en masse fordele: Årelange institutionaliseringer førte til, at dem, der engang havde været sindssyge, sjældent kunne komme ud af anstalterne igen. De havde mistede almindelige sociale evner og færdigheder.

Men friheden har også haft en pris. Både for de sindssyge selv, deres familier og omgivelserne. Og så ikke mindst for politiet.

Hos dansk politi fylder psykisk syge langt mere, da de eksempelvis hjælper med tvangsindlæggelser. Antallet er på landsplan steget fra cirka 3.000 tvangsindlæggelser i 2009 til over 5.000 sidste år. Og de sager er kun en brøkdel af den samlede portefølje.

Antallet af politisager, der involverer psykisk sårbare er tredoblet på 13 år.

Min kollega Anders Legarth Schmidt tog med på reportage i en politibil, da der blev slået alarm fra bosted i Roskilde. En psykisk syg mand var gået amok.

Og nu tænker du fordomsfuld – sådan tænkte jeg i hvert fald, da Anders Legarth Schmidt fortalte mig om sit arbejde – at politiet konstant må køre rundt med mænd, der skal tvangsindlægges.

Problemet er bare, at fordommen er forkert.

Langt de fleste, der tvangsindlæggelses mange gange, er opsigtsvækkende nok kvinder, særligt unge kvinder.

Rigspolitichef Thorkild Foged siger i et interview med Politiken, at han mener, at psykisk sygdom fylder for meget i politiets opgaver.

»De er ikke til fare for andre, kun for sig selv, og de har brug for behandling. Spørgsmålet er, om psykiatrien ikke selv kan foranstalte, at de bliver indlagt – uden politiets hjælp. Det vil løfte en hel del opgaver fra vores skuldre«.

Anders Legarts Schmidts fokus på psykisk syge i politiets varetægt, fik sundhedsminister Sophie Løhde (V) til at reagere.

»Det er meget trist, at unge mennesker gentagne gange bliver tvangsindlagt, og vi skal naturligvis gøre, hvad vi kan for at forhindre, at det sker«, siger hun til Politiken.

Politiken dækker både nær sundhed som serien om vores industrimad og så journalistiske historier af stor samfundsmæssig væsentlighed som dem om politiet og psykisk syge.

Det vil vi fortsætte med. Også i 2025.

Så følg med. Vi vil fortsat gøre vores bedste.

Pas godt på jer selv og hinanden.