Lars Igum Rasmussen | Sundhedsredaktør | |
|
|
| Forestil dig, hvor skrøbelig en familie er, når ens barn ikke har været i skole i måneder. Som har lukket sig inde på værelset. Som undgår dem, der engang synes som venner. Og hvor kontakten til dig som forældre er præget af frustrationer, aggression eller apati. | |
| Jeres ægteskab knager, fordi jeres barn har det så svært. I kan ikke finde lys i mørket. I har skiftende sygemeldinger, mens I føler, I kvæles i umiddelbart uløselige problemer. | |
| Efter måneders tovtrækkeri med skole, lærerne, skoleledelse, ventetid til kommunens PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), gråd og desperation hos egen læge er I langt om længe kommet på venteliste til udredning i børne- ungepsykiatrien. | |
| En diagnose kan være den nøgle, der måske kan åbne døren til kommunal hjælp i form af et andet skoletilbud tilpasset jeres barns behov, måske en støtteperson i skoletid. Samt afklaring på, hvad pokker, der er galt. | |
| Psykiatrien er det forjættede land. | |
| I har ventet. Og venter. Og I er ikke alene. | |
| 70 procent af alle patientforløb i børne- og ungepsykiatrien fik ikke startet udredningsforløb inden for de lovfæstede 30 dage.
| |
| Over 27.000 børn og unge ventede i perioden 2019-2022 længere end loven tillader på at få en afklaring på deres mistrivsel og måske en efterfølgende behandlingshjælp. | |
| Ventetiden steg fra 76 dage til 115. | |
| Hvordan kan vi være det bekendt? | |
| Skiftende regeringen har stiret på blinkende advarselslamper de seneste mindst ti år fra en nødlidende psykiatri. Og nu skal hele det psykiatriske område genrejses med en tiårsplan. Fingre er krydset. | |
| 28 procent arbejder i dag i det private, hvor de ser børn, der bliver betalt af mors og fars sundhedsforsikring eller pengepung. Hvor ingen skattekrone er involveret. | |
| Mens de tilbageværende offentlige psykiatere skal udrede flere og flere børn. Fordi loven dikterer det. Selvom de ikke kan nå det. Og derfor heller ikke kan nå at behandle de mange, der lider – hvilket vel er grunden til, at man blev psykiater. Man ville hjælpe. Ikke diagnostisere, men behandle børn og deres familier. | |
| Hvordan kan vi være det bekendt? | |
| Vi ved godt, at mange har nyheds-fatigue, altså den her kvælende, trættende følelse af, at nyhedsjournalistik alene beskriver negative forhold i samfundet. Intet opbyggeligt. Intet håb. | |
| Deri er manges holdning korrekt. | |
| Vi skriver ikke, når hund bider mand, men mand bider hund. Om det atypiske, ikke normale. Vi skriver ikke, om alle de gange DSB kan finde ud af at overholde deres egen køreplan. Men om de gange, de ikke kan. Vi skriver om konflikter, sensationer, det overraskende. | |
| Vi skriver, når noget ikke fungerer. Det kan virke generende i en ellers dejlig hverdag. | |
| Det skyldes, at nyhedsjournalistikken påpeger problemer, som magthavere i bred forstand så kan forholde sig til. Og løse, hvis de mener, der er grund. | |
| Derfor skriver vi om en børne- og ungepsykiatri i krise. Og fortsætter. | |
| For nogle bør forholde sig. Ikke kun til, hvordan det skal se ud om ti år. | |
| Også her og nu. For lige nu lider familier med børn i mistrivsel. | |
| Tak for at læse med. Det var alt for denne gang. Næste uge håber vi på mere opløftende journalistik fra vores lille redaktion. Indtil da, pas på hinanden. | |
|