I dag kåres de bedste Microsoft-partnere i Danmark I dag afholdes Microsoft Partner Awards 2021, hvor Microsoft uddeler priser til virksomhedens bedste partnere. "Nomineringerne og priserne er vores måde at sige stort tak til vores partnere. Det er dem, der driver meget af den reelle innovation. Vi stiller platforme til rådighed, men det er partnerne, der sørger for at få det i produktion hos kunderne," har Anne Marie Kindberg direktør for Marketing & Operations hos Microsoft Danmark tidligere sagt til Computerworld. Normalvis afholdes arrengementet som en typisk award-uddeling med gallamiddag og rød løber. Men i år bliver begivenheden holdt virtuelt, hvor Microsoft streamer fra det danske hovedkontor i Lyngby. I alt har Microsoft inviteret 20 Microsoft-partnere. Blandt de nominerede ligger Proactive, Delegate, Inspari og Venzo i top med flest antal nomineringer. Begivenheden starter klokken 14.00, og du kan læse med på Computerworld, når vinderne af de prestigefyldte priser bliver afsløret. |