| Heks eller ej, husk paraply, hvis du skal ud i byen og fejre sankthansaften. Arkivfoto: Finn Frandsen. | |
Lucas Arturo Ramsøe Willkens | Journalist | |
|
|
| Når en deli med croissanter til 45 kroner åbner i ens kvarter, så ved man, hvilken vej kvadratmeterprisen går. | |
| Croissanterne er for længst nået til Nordvest, men nu også helt til yderkanten. For på den trafikerede Tomsgårdsvej er den nye deli Goose åbnet, som kækt bemærket i sin Instagram-bio selv skriver: »Gentrifying a neighbourhood near you since 2025«. | |
| Folkene bag lader deres kinesiske baggrund smage igennem i alt fra salater til wienerbrød. Og så serverer de en spandauer, du nok aldrig har set før. | |
| Ibyen har besøgt Goose Deli i Nordvest og sat tænderne i alt fra sando-sandwichen til spandaueren. Læs dommen her. | |
| Vores nyhedsbrev Ibyen tipper er, som det meste af byen, på vej på sommerferie. Derfor kommer her en sidste håndfuld anbefalinger til din uge i København for nu. | |
| Vi er tilbage i din indbakke efter sommeren. | |
| OPLEV! Har du blomsterkransen klar? Disse dage er årets længste. Det er midsommer, og mandag 23. juni sankthansaften. Det markeres rundt omkring i byen, hvis altså vejrguderne tillader det. Blandt andet tæt på havet ved på Ofelia Plads i Indre By. Her er der nemlig foruden et flydende bål også koncert med Katinka, en båltale af Frederik Cilius og fællessang anført af koret Ilinx. Fri entré. Læs mere her. | |
| Ved Christianshavns Vold er der også båltænding, musik og grillmad til aftens sankthansfejring. Det københavnske indierockband Shinyhunt og dj Magadudu kigger forbi. Og så er også båltale og aktiviteter for unge sjæle. Helt gratis. Læs mere her. | |
| Skal det hele være lidt mere rituelt, witchy og ametyst-agtigt, skal du lægge vejen forbi Villa Kultur på Østerbro. Her er der nemlig Witch Assembly, »en aften med refleksion, musik, fællesspisning, bål og magi«, forlyder det. Aftenen markerer et vendepunkt i solens cirkulation, men også for deltagernes eget liv. Det er nok ikke her, du finder en heks på bålet, men til gengæld er der indslag som orakelcirkel, witch assembly inspireret af nordisk shamanistiske traditioner og ansigtslæsning. Fri entré. Læs mere her. | |
| LYT! Skal du heller ikke afsted til den der orange festival, som nærmest alle går og forbereder sig på disse dage? Eller er du bare en utålmodig festivalsgænger? Så læs med her, for der er masser af musikoplevelser i København denne uge. En af dem finder du på undergrundsspillestedet Mayhem på ydre Østerbro fredag 27. juni, hvor der er release for den elektroniske musiker og komponist Minais B’s nye album ’And i know i can feel bad when i get in a bad mood’. Foruden Minais B kan du også opleve koncert med Dannebrog, en performance af Lavapao og et surprise act. Billetprisen er 60 kr. Læs mere her. | |
| Vil man vide, hvad der rører sig på den upcoming københavnske musikscene, er Christianshavns Beboerhus et godt sted at kigge mod. Over sommeren inviterer spillestedet til en række koncerter omkring beboerhuset. Den første af slagsen finder sted fredag 27. juni i Beboerhusets gård med den anmelderroste musiker Astrid Engberg. Under åben himmel kan du denne fredag opleve Engberg solo udstyret med en guitar og sin røst. Og det er endda helt gratis. Læs mere her. | |
| OPLEV! Vesterbro får denne uge en italiensk nabo. Ja, endnu en, prego. Den italienske bølge vil ingen ende tage, og sådan er det altså. Denne gang drejer det dog sig ikke om en trattoria eller osteria, men en italiensk inspireret bodega kaldet Bodega Danza, der slår dørene op på Flæsketorvet i Kødbyen. Og hvad er det så? I den forreste del af biksen møder den klassiske bodega en italiensk bottega, forlyder det. Med negronis, vin, spritz og lækkerier til den lille sult. Baglokalet kommer til at stå på funk, disko og dansegulv. | |
| Du er inviteret til åbningsfest lørdag 28. juni. Det starter i eftermiddagssolen, hvorefter stemningen hæves indendørs om aftenen. Med til at indvie dansegulvet er en række dj’s klar bag pulten: Enterthevoigt, Jesper Lemke og Boogie Rookie. »Inspireret af Italien, listening bars, mystik og fabler, lover vi en aften, der danser mellem sole e luna – fra dagens første lys til nattens sidste beat«, lyder det i invitationen. Fri entré. Læs mere her. | |
|