Det bliver ikke en Distortion, som du kender her fra billedet. Men musik i gaderne kommer der. Arkivfoto: Emma Sejersen |
Kære læser Så er sommervejret for alvor kommet, og du har måske brugt weekenden på at lufte dine blege vinterben eller ligge lidt for længe i en park uden solcreme til dit ansigt blev lettere solskoldet? Mens du forsøger at glemme smerten, kan du tjekke ugens tre tips, der denne uge omfatter musik, fotografi og dansesnak. OPLEV! Corona taget mange fester og festivaler fra os, og indtil for nylig troede vi, at Distortion 2021 ville være en i rækken. Men nu er det netop blevet offentliggjort, at Distortion 2021 alligevel finder sted - dog i en væsentlig anderledes udgave end normalt. Fra på onsdag 2. juni til fredag 4. juni vil ultrakorte suprise-koncerter »uden scener« poppe op på ikke-annoncerede steder på Nørrebro, Vesterbro og Indre By, hvor lyden »spredes gennem gaderne og over tagene«. Som noget særligt i år vil der også være en flydende Distortion-koncert lørdag 5. juni i Københavns Havn, hvor man kan bestille en Friendships-båd med plads til otte personer og med kolde øl og vand om bord, hvis man vil helt tæt på. Læs mere om programmet og bestil her. SE! En 10.000 m2 stor ødemark på Refshaleøen bliver fra torsdag forvandlet til en udstillingspark med det bedste inden for fotografi og linsebaseret kunst. Fra 3. juni til 30. juni finder Copenhagen Photo Festivalen nemlig sted, og foruden udstillingsparken på Refshaleøen vil der være mere end 30 udstillinger fordelt på gallerier, museer og kunstinstitutioner i København og Sydsverige. Man kan blandt andet opleve Ira Lupus fotografier, der portrætterer fem ukrainske og en mexicansk-amerikansk såkaldt camgirl, der har erfaring med online sexarbejde, og Stig Marlon Westons værker, der er en fotografisk opdagelse af Amazonas-regnskoven. Læs mere om programmet her. HØR! George Balanchine, danser og koreograf, der var med til grundlægge New York City Ballet, er kendt for engang at have sagt »Ballet is woman«. Ballet er kvinde. Men hvis det er tilfældet, hvorfor er der så næsten ingen kvindelige koreografer i verden? Det spørgsmål vil et panel bestående af balletmester ved Den Kongelige Ballet, Nikolaj Hübbe, professor ved Københavns Universitet Karen Vedel, koreograf og danser Bobbi Jene og chef i Institut for Menneskerettigheder Maria Ventegodt forsøge at svare på fredag. Talken bliver på engelsk og kommer til at foregå på Det Kongelige Teater. Læs mere på hjemmesiden her. God fornøjelse! Med venlig hilsen Sofia Palner Kloch |
|
|
|
|