Ganske lille inflation i gårdbutikken Foreløbig er inflationen ikke rigtigt slået igennem på vores varer i gårdbutikken. Der har ikke været de store prisændringer siden sidste år. Jeg har kun foretaget små justeringer. Planter og frø er heldigvis ikke steget særligt meget, derfor vil jeg ikke ændre i priserne på grønt og kartofler af betydning. Traktordiesel er steget, men jeg har ikke så store arealer, så det går nok. Vores kolonialvarer fra Helsam er dog steget, da Helsam har sat priserne op. Æggende har jeg sat kr. 5 op pr. bakke i foråret. Fodret til hønsene høns er steget, og høns er blevet kr.10 dyrere end sidste år. Lige nu ligger de små fine æg, der koster kr. 30,- eller 40,- for 15 stk. Medium og store æg koster kr. 50,- pr. bakke. | |
Græskar til pynt eller til at spise Vi har nu fået alle græskar i hus. Der er de flotte orange, der kan bruges til pynt eller græskarhoveder med lys i, samt Hokkaidogræskar, som egner sig godt til suppe. De store græskar er sat op ude foran butikken. | |
Savoykål er genial til salaten Savoykål er det man klassificerer som en grov grøntsag med mange kostfibre. Den egner sig rigtig godt til at snitte fint i en salat ligesom spidskål. Ligesom spidskål mætter den mere og indeholder flere fibre end klassik grøn salat. Der er også meget mere mad i den. Vi bruger den også, fintsnittet, som topping på en suppe eller en gryderet. | |
Hokkaidosuppe med smag Karen fandt opskriften på en dejlig hokkaidosuppe sidste år. Den smager af noget uden at være for stærk. Opskriften kommer her: 1 hokkaido 2 løg, grofthakket 4 fed hvidløg, grofthakket 2 gulerødder, i store tern 350 gram sødekartofler eller kartofler i tern ½ rød chili, grofthakket 1 spsk. stødt spidskommen 1 spsk. stødt koriander 1 liter grøntsags bouillon 1 dåse kokosmælk 2-3 spsk. olivenolie ½-1 citron, saft salt og peber Topping: Æblestykker, persille, grønkål eller savoykål, ristende græskarkerner, kyllingestykker eller ristede kikærter. Vask hokkaidoen, skær den midtover og skrab kerner og det løse "indmad" ud med en ske. Skær græskaret i grove tern og sauter stykkerne i olie sammen med grøntsager, løg, kartofler, chili, spidskommen og koriander. Tilsæt 1 liter grøntsags bouillon og lad suppen koge 20 til 25 minutter. Blend suppen og tilsæt kokosmælk og kog suppen op igen. Smag til med citronsaft, salt og peber. Server suppen med topping og rugbrød ristet i ovnen med olivenolie og salt. | |
|
|