Ana Pavlovic / Paper Theatre FERNISERING 1. NOVEMBER KL. 15 Åbningstale af Stinna Toft, Kunsten Museum of Modern Art Performance af Ana Pavlovic kl. 16 HAVE A GOOD LIFE ANA PAVLOVIC & VLADIMIR TOMIC For kunstnerne Ana Pavlovic og Vladimir Tomic er temaet for deres kunstneriske praksis klart. Værkerne handler om konsekvenserne af krig, flugt og tvungen migration. Migration behandles ikke blot som en fysisk flytning, men som en livslang oplevelse. Når vi søger at begribe noget, griber vi til begreberne. Flere aktuelle og potente begreber er centrale i de to kunstneres praksis, men især ét manifesterer sig i alt, hvad de foretager sig: fremmedgørelse. Begrebet italesættes både som relationen mellem individet, ”de andre” eller resten af samfundet og som oplevelsen af at være splittet mellem to kulturer og følelsen af lejlighedsvist at være fremmedgjort i begge. Almenmenneskelige begreber som savn, længsel og nostalgi (af det græske nostos – hjemrejse og algos – smerte) er også fremherskende i kunstnernes praksis, og denne udstilling er bestemt ingen undtagelse. Længslen har en indbygget ambivalens for de to – at længes efter noget og samtidig ønske, at man var fri for byrden at savne kronisk. Kunstnernes valg af metode og materiale er ligeså oplagt, som det er dristigt, radikalt og – for nogle –grænseoverskridende. De to aktiverer på åbenhjertig vis dét, de beskriver som “intimt arkivmateriale”, nemlig egne og andres fotos, breve og video. De to kunstneres praksis er forankret i videoværker, men til denne udstilling vil også et kæmpe modelteater i skala 1:1 indtage Kunsthal NORD. I udstillingen HAVE A GOOD LIFE bindes tema, begreber, minder og intimt arkivmateriale elegant sammen til det, kunstnerne selv kalder ”hukommelseskollager”. Insisterende, dragende og stemningsmættede kunstværker med medrivende narrativer og stærke budskaber på hjerte ville også være en dækkende betegnelse. Citater: Ana Pavlovic fra samtale med Kunsthal NORD den 17. oktober 2019 Ana Pavlovic (f. 1977) er uddannet fra det Kongelige Danske Kunstakademi (2008-2014) og har tidligere udstillet på blandt andet Nikolaj Kunsthal, Den Frie Udstillingsbygning og flere internationale udstillingssteder. Vladimir Tomic (f. 1980) er uddannet fra det Kongelige Danske Kunstakademi (2003-2009) og har tidligere udstillet på blandt andet Charlottenborg, Gl. Strand og flere internationale udstillingssteder. Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Knud Højgaards Fond og Statens Værksteder for Kunst PERFORMANCE I løbet af udstillingsperioden vil der ekstraordinært være mulighed for at opleve to performances af Ana Pavlovic. Lørdag den 16. november kl. 13:00 Lørdag den 7. december kl. 13:00 Download invitation til fernisering her Julie Stavad / Metal heart FERNISERING 1. NOVEMBER KL. 15 Åbningstale af Stinna Toft, Kunsten Museum of Modern Art Performance af Ana Pavlovic kl. 16 MENTORERNES MOMENTUM ANDREAS RASMUSSEN, FREJA NIEMANN LUNDRUP, JULIE STAVAD, LARS WORM, MORTEN MODIN & REGITZE ENGELSBORG KARLSEN Med gruppeudstillingen, Mentorernes Momentum, præsenterer Kunsthal NORD ny, dansk samtidskunst skabt af Andreas Rasmussen, Freja Niemann Lundrup, Julie Stavad, Lars Worm, Regitze Engelsborg Karlsen og Morten Modin. De seks unge, akademiuddannede billedkunstnere indtager en del af kunsthallen med værker, som involverer beskueren i refleksioner over eksistens, krop, materiale og natur. På baggrund af kunstnernes nyskabende bidrag til den danske samtidskunstscene er de udvalgt som mentorer for Kunsthal NORDs nystartede Kunstpionerer – en gratis, toårig deltidsuddannelse for 18 til 29-årige, som drømmer om at få foden indenfor i kunstens verden. Kunstpionererne går forrest i et eksperimenterende uddannelsesformat med fokus på at udvikle deres evner til at indgå i et samspil med den kunst, der foregår lige nu. Udstillingens titel, ”Mentorernes Momentum”, refererer til netop dette dilemma. ”Moment” beskriver kunstnernes ’øjeblik’ - et nedslag i deres nuværende praksis, og ”momentum” - en proces og ’fremdrift’ mod nye værker og kunstneriske milepæle. Andreas Rasmussen (Det Kgl. Danske Kunstakademi, 2008), Freja Niemann Lundrup (Det Jyske Kunstakademi, 2018), Julie Stavad (Det Jyske Kunstakademi, 2015), Lars Worm (Det Fynske Kunstakademi, 2009), Morten Modin (Det Kgl. Danske Kunstakademi, 2014) og Regitze Engelsborg Karlsen (Det Jyske Kunstakademi, 2018) Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond Nordkraft X Parade NORDKRAFT X PARADE Vi ser ivrigt frem mod fernisering på de to nye udstillinger fredag, og samtidig tager vi os tid til at skue tilbage på en stor begivenhed – med både glæde og en vis portion stolthed. Da Nordkrafts 10-års jubilæum skulle fejres, var vores lille organisation nemlig både med-initiativtager og afvikler. Vi var desuden stolte over, at den eksperimenterende samtidskunst – som vi så inderligt kæmper for – var kraftigt og flot repræsenteret! Kunstner-duoen Jens og Morten leverede en imponerende arbejdsindsats, og gav os en smuk, festlig og næsten ceremoniel parade med indtil flere betydningslag indlejret. Paraden dannede en æstetisk gennemført og levende ramme om hele fejringen, og trak et overvældende antal mennesker med tilbage til Nordkraft, hvor Sandro Masai bjergtog med en intens og stærkt narrativ performance, der ligesom selve paraden blandt andet fungerede som en hyldest til Nordkrafts fortid som kulkraftværk og efterfølgende transition til kulturkraftværk. En kæmpe tak skal lyde til Nordkraft Event og Teater Nordkraft, der samskabte dagen med os. Tak til vore Kunstpionerer, der fremstillede bannere og gik med i paraden. Tak til alle de borgere, der fejrede Nordkraft med os. Størst tak skal dog som altid lyde til kunstnerne: Jens, Morten og Sandro, der gav os alle uforglemmelige minder og en behørig fejring af Aalborgs store kulturhus! Paraden var støttet af Statens Kunstfond |