| Joaquin Phoenix og Lady Gaga i hovedrollerne i 'Joker: Folie A Deux'. | |
| Kristoffer Hegnsvad | Film- og tv-redaktør på Politiken | |
|
|
| Joaquin Phoenix træder igen i karakter som Jokeren i Todd Phillips’ ’Joker: Folie à Deux’, der onsdag havde verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig. | |
| Første gang Phoenix og Phillips samarbejdede om den psykisk syge Arthur Fleck, der drømmer om en karriere som komiker, endte det med, at Fleck tog klovnekostumet på og tog på et tossedansende dræbertogt, der fandt sit klimaks i mordet på den populære tv-vært Murray Franklin, der blev spillet af Robert de Niro. Dengang, i 2019, havde filmen også premiere i hovedkonkurrencen ved filmfestivalen i Venedig, hvor den endte med at vinde Guldløven. | |
| Det gør den næppe denne gang. | |
| Ikke fordi den ikke formår at følge op på 1’eren, men fordi dens styrke er en gentagelse af den første films styrker. Det er Joaquin Phoenix’ mimik i hovedrollen, hans dans og hans skildring af Jokerens psykisk syge tendens til at bytte om på følelsesudtryk, så han græder, når han burde grine, og griner, når han burde græde. Et grin, der i øvrigt hører til en af filmhistoriens mest forstyrrende lyde. | |
| Phoenix dansede så berømt en flot trappedans i den første ’Joker’. | |
| ’Joker: Folie à Deux’ tager skridtet længere over i musicalgenren, hvor Lady Gaga spiller den anden del af titlens sjældne psykiatriske diagnose, hvor de to finder en sær, forskruet kærlighed, der sammen dyrker Arthur Flecks alter ego, Jokeren. | |
| De to synger sammen i det psykiatriske hospitals kor, og i fantasien danser de sammen, så man periodevis imponeres, især over Phoenix, der stepper i rampelys og vrider sin krop i sære positioner, der nærmest dekonstruerer ham selv. | |
| Ligesom Phoenix vrider sig, vrider både den første og denne film sig uden om de seneste årtiers superheltefilm for at finde et gritty, realistisk 1970’er-udtryk, der er inspireret af især Martin Scorseses New York og Robert de Niros to antiheltehovedroller i Scorsese-filmene ’Taxi Driver’ og ’The King of Comedy’. Det var ikke et tilfældigt vink med en vognstang, at det var Robert de Niro, der spillede tv-værten Murray Franklin. Det virker det heller til at være, at den dommer, der skal lede retsagen her i 2’eren, ligner Martin Scorsese. | |
| I sit musikalske tosse-samspil med Lady Gaga, er ’Joker: Folie à Deux’ en slags ’Natural Born Killers’ i ’Gøgereden’, men det meste af filmen foregår i en retssal – det, som filmen vurderer her, er, om Arthur Fleck er en helt eller en skurk. | |
| Arthur Flecks advokat forsøger at få ham erklæret sindssyg. Det var Jokeren, der begik mordene, siger hun, en klovnekarakter, som Fleck har opfundet for at beskytte sig selv fra virkeligheden, der siden barndommen har budt på overgreb. Især fra mor. Det er altid mors skyld, når det gælder amerikanske seriemordere på film, først derefter er det samfundets. | |
| Men ude på gaden er man uenige. Joker er en modstandshelt. Og det er den helt, som Lady Gaga er blevet forelsket i. Han repræsenterer samfundets bund, der er utilfredse med eliten. På den måde kiler filmen sig ind i den amerikanske valgkamp, hvor en hel gruppe føler sig svigtet af, hvad de ser som elitens institutioner, og uanset hvor splitterravende tosset manden i klovnekostumet tager sig ud, er han et idol for de utilfredse, en form modstandshelt. | |
| Men over 138 minutter, så bliver det hele lidt for ... tegneserieagtigt. Ikke sagt i kritik af de egentlige superheltefilm, der har domineret vores kultur i nyere tid, men som en kritik af, at den film, der på sin egen vis i 1’eren formåede netop at punktere genren og finde sin egen stil inde i den, her først gentager sig selv og siden forsvinder lidt ind i det fortegnede, lidt karikerede og mest af alt gentagelsen af egne troper. Troper, der stadig er imponerende og medrivende, men ikke længere nye, ikke længere overrasker som i den første film. Det bliver næppe til en Guldløve denne gang, men Phoenix’ og Lady Gagas duetter skal nok finde vej til en Oscar. | |
|