TDC har i Danmark fravalgt Huwaei som 5G-leverandør, da man frygter, at data kan ende hos Kina. Godmorgen. Og velkommen til denne onsdag morgens nyhedsoverblik fra Politiken. Vi har samlet en god morgenpakke til dig med både skandalen i forsvaret, et ønske om røgfri ungdomsuddannelser og en opsigtsvækkende historie om løgne om Afghanistan-krigen. Men først skal vi til Færøerne. I går skrev vi, at en hemmelig lydoptagelse fra et møde mellem den færøske lagmand og den kinesiske ambassadør bliver hemmeligholdt, fordi indholdet ifølge det danske udenrigsministerium kan skade forholdet mellem Danmark og Kina. Et fogedforbud på Færøerne forhindrer færøske medier i at beskrive lydklippets indhold, men det forbud gælder ikke danske medier, siger en ekspert i mediejura. Derfor kan Berlingske og DR Nyheder skrive, at de har erfaret, at den kinesiske ambassadør på mødet kom med en direkte trussel til den færøske lagmand: Hvis det færøske teleselskab Føroya Tele valgte det kinesiske selskab Huawei som leverandør af 5G-netværk, kunne Kina og Færøerne indgå en frihandelsaftale – hvis ikke, kunne Færøerne vinke farvel til aftalen, som de i flere år har ønsket at lave med Kina. Ifølge Berlingske fremgår det af lydklippet, at den færøske lagmand, Bárður Nielsen, afviste at blande sig i, hvem Føroya Tele valgte som leverandør. Lederen af det republikanske parti på Færøerne, Høgni Hoydal, siger til Politiken, at »vi bliver brugt som skakbrikker i et strategisk spil«. Siden 2012 har syv styrelser fået kritik af Rigsrevisionen for risiko for misbrug af skattepenge Det var en alvorstung dag for Forsvarsministeriet i går, da forsvarsminister Trine Bramsen (S) forflyttede en direktør i departementet og sendte en direktør i Forsvarets Ejendomsstyrelse hjem som direkte konsekvens af sagen om manglende kontrol med udbetaling af offentlige midler i selvsamme styrelse – en sag, der har ført til millionsvindel. I dag skriver vi her på Politiken, at mindst syv andre statslige styrelser siden 2012 har fået kritik for samme dårlige kontrol med udbetaling af milliarder af kroner. Det viser en gennemgang af Rigsrevisionens seneste syv års revisioner af statens regnskaber. Med andre ord: Den sikkerhedsbrist, der indtil videre har kostet to ledende figurer i forsvaret deres stillinger, har også været gældende i en række andre styrelser. I flere tilfælde har de samme medarbejdere alene haft mulighed for at godkende udbetaling af offentlige midler, uden at andre i styrelserne blev taget med på råd. Du kan se en tidslinje over sagerne her, og er du først lige begyndt at interessere dig for sagen om svindel i Forsvarets Ejendomsstyrelse, forklarer vi dig, hvad der er op og ned, her. Ledere ønsker røgfri skoletid på ungdomsuddannelser Det skal være fuldkommen banlyst at pulse cigaretter på landets gymnasier og erhvervsskoler, fra klokken ringer ind til første time, til sidste undervisningsmodul er slut. Sådan lyder det klare ønske fra syv ud af ti ledere fra gymnasier og erhvervsskoler i en rundspørge, Kræftens Bekæmpelse har foretaget. Det vil betyde, at det i skoletiden skal være forbudt at ryge, uanset om du er lærer eller elev, og uanset om du befinder dig på uddannelsens matrikel eller ej. 345 uddannelsesledere har deltaget i rundspørgen. Ifølge Kræftens Bekæmpelse viser undersøgelsen, at det »ligger lige for«, at politikerne indfører regler om røgfri skoletid. »De fleste af skolelederne er interesserede i at indføre røgfri skoletid, men nogle er bange for at gøre det på eget initiativ, hvis det kan sætte dem i en dårlig konkurrenceposition i forhold til de andre skoler«, siger Niels Them Kjær, projektchef for tobak i Kræftens Bekæmpelse. Medie: Amerikanske topfolk har løjet om Afghanistan-krigen gennem 18 år Så til USA, hvor mediet Washington Post har historien om, at amerikanske politikere og militærfolk gennem 18 år har vildledt offentligheden om krigen i Afghanistan. Det viser en gennemgang af 2.000 siders hidtil tilbageholdte dokumenter, som avisen efter et tre år langt juridisk slagsmål har fået udleveret. De indeholder interviews med flere end 400 generaler, rådgivere, diplomater og afghanske embedsmænd, der har spillet en direkte rolle i krigen. Washington Post skriver, at dokumenterne viser, at skiftende amerikanske regeringer har undladt at fortælle sandheden om den 18 år lange krig. »De amerikanske embedsmænd erkender, at deres krigsstrategier var fulde af fatale fejl, og at Washington spildte enorme summer penge på at prøve at gøre Afghanistan til en moderne nation«, skriver Washington Post. »Vi var blottet for en fundamental forståelse af Afghanistan. Vi vidste ikke, hvad vi lavede«, siger en højtstående amerikansk general i sit interview. De mange interviews er foretaget af en amerikansk tilsynsmyndighed, som har udarbejdet en fortrolig undersøgelse af USA’s engagement i Afghanistan. Hongkongs politiske leder lider massivt nederlag Vi slutter morgenens overblik i Hongkong, hvor Carrie Lam, bystatens politiske leder, må se et stort nederlag i øjnene. I nat dansk tid trak en række internationale eksperter sig ud af samarbejdet med den tilsynsmyndighed, der skal lave en undersøgelse af politiets fremfærd i den nu seks måneder lange konflikt, der har været præget af voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter. Begrundelsen er, ifølge Wall Street Journal, at de internationale eksperter mangler de fornødne muligheder for at gennemføre en undersøgelse, som kan leve op til de standarder, man kan forvente i et retssamfund. Carrie Lam har ikke været meget for at indlede en uafhængig undersøgelse, men har i stedet henvist til, at hendes egen regerings tilsynsmyndighed ville granske politiets ageren. Hun har i den sammenhæng understreget, at undersøgelsens objektivitet ville blive sikret af udenlandske eksperter – men de meddeler altså nu, at de ikke kan stå inde for den måde, som Carrie Lams tilsynsmyndighed arbejder på. Blandt andet er de utilfredse med, at de ikke selv kan afhøre vidner, som siger, at de har været ofre for politibrutalitet. Én whistleblower, to fældede direktører og en flosset departementschef Skandalen om regnskabsrod i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse begyndte med en whistleblower i et jysk elinstallationsfirma. I går blev to chefer ofret i Forsvarsministeriet. Hvad var det whistlebloweren opdagede? Klik her og lyt til dagens afsnit af Du lytter til Politiken. Det sker i dag | Tidligere chefredaktør på Politiken gennem 23 år, Herbert Pundik, der døde søndag i en alder af 92 år, mindes ved en mindehøjtidelighed i Pressen i Politikens Hus. Foruden chefredaktør var Herbert Pundik før det udenrigskorrespondent, hvilket blandt andet kastede en Cavling-pris af sig. Han blev efter sine 23 år i hjørnekontoret på Rådhuspladsen seniorkorrespondent og skrev hver eneste weekend klummer til avisen - indtil i efteråret hvor sygdom ramte. |
|
| I dag udløber fire ugers varetægtsfængsling af to personer, der i Retten i Randers blev varetægtsfængsling for hærværk mod jødisk gravplads i Randers på 81-årsdagen for Krystalnatten. |
|
| Fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) er i dag kaldt i samråd vedrørende efterforskningen af sagen om tyverier af nazi-dokumenter på Rigsarkivet. Ministeren skal blandt andet redegøre for, hvor proaktivt Kulturministeriets departement har været i efterforskningen, og hvilke konsekvenser håndteringen af sagen vil få for Rigsarkivet. |
| Årsdage | 73 år siden: Unicef grundlægges af FN |
|
| 25 år siden: Russiske tropper invaderer den oprørske region Tjetjenien. Invasionen indleder den første Tjetjenien-krig, som afsluttes med en fredsaftale to år senere. |
|
| 10 år siden: Den amerikanske golfstjerne Tiger Woods meddeler, at han tager en pause fra sporten i ubestemt tid for at redde sit ægteskab til svenske Elin Nordegren (det lykkes ikke). |
| | Med venlig hilsen Christian Bæk Lindtoft Journalist på Politiken |
|
|
|
|