MADENS FOLKEMØDE 2021 Kære Venner.
Jeg er glad for at kunne annoncere, at Madens Folkemøde for anden gang slår teltpælene i jorden i den lollandske muld på Engestofte Gods. To dage, 23. og 24. september, om det der er på vores tallerkner, og måden vi producerer det på, og hvor store smagsoplevelser og måltidsoplevelser står i kø.
Ambitionen er, at Madens Folkemøde sætter scenen for den vigtige demokratiske diskussion om vores fødevaresystem og vores madkultur. Jeg glæder mig!
Vi har i år flere aktiviteter end det første år, og der er også flere debatter, events og master-class'es fra den øverste hylde, og der er en større mangfoldighed af indslag og mere mad.
Personligt glæder jeg mig meget til at opleve, når blandt andre Signe Molde og Knud Romer går på scenen lørdag eftermiddag sammen med en række personligheder for at undersøge lortens perspektiver og dens funktion; afføringen i kunsten, i sproget, kloakkernes kulturhistorie og naturligvis også dens rolle i forhold til jordens frugtbarhed.
I en lidt anden boldgade har jeg selv været med til at udvikle debatten om det regenerative landbrug, hvor Per Kølster og Christian Puglisi modererer en diskussion om, hvordan landbrug i mindre skala kan anvise løsninger på de store selvskabte udfordringer, menneskeheden står overfor sammen .
Jeg skal uden tvivl også forbi Madværkstedet, når Cristina fra Nordhavn Manufactory giver et unikt indblik i eddikens fremstillingsprocessen, ligesom den store klimadebat i to akter og samtalen om krydsfeltet mellem maddannelse, kunst og gastronomi uden tvivl også bliver interessant.
Meyers er selv vært for en kæmpe krabbebisqueworkshop fredag og lørdag, hvor både børn og vokse kan være med til at hakke, snitte, flække og forvandle strandkrabber til en skummende skøn bisque, som tilberedes og simrer på det enorme feltkomfur med hjælp fra Lolland-Falster Brandvæsen.
Lørdag kl. 15 håber jeg at se mange af jer i Laden, hvor jeg sammen med Natasha Al-Hariri modererer debatten om Værtskab. Under titlen ’Floder af havregryn og mælk’ vil et panel bestående af folk fra madens, musikkens, forskningens og kunstens verden vende vrangen ud på begrebet værtskab og undersøge både gæstfrihedens og afvisningens væsen.
Du kan komme til Ramadanmiddag fredag aften, med Isam B som vært, du kan opleve verdensmesteren i Svinehyl Noël Jamet, og du kan stille sulten ved de mange forskellige madboder og slukke tørsten i dansk vin, raw cider, sparkling tea og meget mere.
Vores foodtruck Lille-Meyer kører også ind på pladsen for at servere flæskestegssandwich med frilandsgris og dampende varm daal, ligesom Meyers Bageri serverer pivfriske flødekager, smørbagte æbletærter og skoldhed kaffe, når I trænger til en pause fra debatterne.
Jeg er stolt over, at vi er lykkes med igen at stable Madens Folkemøde på benene i 2021. Det er trods alt sjældent, at så mange dygtige fagfolk, debattører og private madinteresserede er samlet over så mange timer på en mark et så smukt sted i Danmark.
Jeg håber, vi ses!
/Claus
Praktisk information
Til Madens Folkemøde kan du blandt andet opleve: LØRDAG 15.00 – 17.00 FLODER AF HAVREGRYN OG MÆLK med blandt andre Claus Meyer, Vincent Hendricks, Søren Frank, John Kørner, Per Vers, Eske Willerslev m.fl. I denne debat vender vi vrangen ud på begrebet værtskab. Vi undersøger gæstfrihedens væsen, men ser også nærmere på dens modstykke, afvisningen. Hvad sker der, når man ikke føler sig ventet og velkommen, og er der noget vi kan gøre bedre, sammen? FREDAG 15.30 – 16.30 MÅLTIDETS STYRKE I SOCIALE FÆLLESSKABER med unge fra Højskole uden Mure, Bo Basten, kok og underviser og Olav Hesseldahl, Direktør i Melting Pot Foundation Hvorfor fungerer maden så godt som motor til at skabe fællesskaber for unge, der leder efter et nyt ståsted og en ny vej i livet? Elever fra Højskole uden mure byder indenfor til kaffe, kage og en snak om, hvordan det er at være en del af et forpligtende fællesskab, der er bygget op om maden og måltiderne.
KÆMPE KRABBEBISQUE-WORKSHOP Langs de danske kyster kan du sommeren igennem fange de velsmagende strandkrabber.
Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri (FSK-PO) formidler viden om skånsomt kystfiskeri og fortæller om det nye, statskontrollerede mærke NaturSkånsom, som strandkrabberne er omfattet af.
FREDAG 15.00 – 18.00 LØRDAG 10.00 – 17.00
VEJEN TIL BÆLGFRUGTER I HVERDAGEN Bælgfrugter er kommet med i kostrådene og anbefalingen er 100 g tilberedte bælgfrugter om dagen – LØRDAG 14.30 – 15.15
DET KAN DU ELLERS OPLEVE Kan økologien redde verden? Hvad sker der, når maddannelse, kunst og gastronomi møder hinanden? Hvad er mjød? Hvordan smager prisvindende chokolade?
Det er blot nogle af de ting, du kan blive klogere på i løbet af de to dage på Engstofte Gods i september.
Både fredag og lørdag er programmet tætpakket med talks, debatter, madværksteder og masterclasses. Dyk ned i programmet via linket nedenfor.
MAD OG DRIKKE Madens Folkemøde pirrer sanserne med et madmarked fyldt til randen med nye madperspektiver, lokale råvarer og masser af velsmag, og børnene bliver budt på spiselige, sjove og skæve oplevelser med mad i fokus. FLÆSKESTEGSSANDWICH, KANELSNURRER OG SMØRBAGTE ÆBLETÆRTER I vores bod kan du stille sulten med flæskestegssandwich med frilandsgris, dampende varm daal og lunt bagværk. Meyers Bageri lægger vejen forbi med skoldhed kaffe, smørbagte æbletærter og flødeskumskager.
Derudover kan du besøge de mange andre mad- og drikkeboder med lokale og bæredygtige delikatesser, dansk vin, sparkling tea, raw cider og meget mere.
Dampfærgevej 10, 2100 København Ø
Du modtager denne email, fordi du er tilmeldt Meyers nyhedsbrev. Du kan til enhver tid framelde dig via link i bunden af vores nyhedsbrev.
|