PRESSE Børsen: Erhvervsuddannelserne: Grøn omstilling kan blive løftestang ”Det er både akademikere og faglærte, der kommer til at mangle for at kunne skabe den relevante grønne omstilling i 2030”, skriver Børsen i en artikel d. 9. april. Ole Heinager, formand DEG-L, udtaler: “Vi skal sammen med virksomhederne og fagforeningerne finde ud af, hvad de ansatte skal kunne. Unge og ældre, der skal uddannes, omskoles eller efteruddannes, skal kunne se, hvilke job der bliver drivkraften i den grønne omstilling. Så kan vi rekruttere og uddanne til det”. Læs hele artiklen på borsen.dk Debat i Altinget: Ja, vi tror stadig på selvejet I et indlæg til forsvar for Tomas Kepler skyder bestyrelsesmedlem i GL, Burkhard Sievers, med skarpt mod Ole Heinager, formand DEG-L, og Lars Goldschmidt, formand DEG-B, og beskylder dem for ”desperat at bruge citatfusk”. Ole Heinager og Lars Goldschmidt svarer på beskyldningerne i en replik i Altinget d. 9. april: ”I vores optik rummer komprimeringen essensen af Thomas Keplers synspunkter”. Og tilføjer endvidere: ”Sievers mener, at ”Tomas Kepler ikke argumenterer med fakta, men med velovervejede synspunkter, som man kan være uenig med i, men som i sagens natur ikke kan være løgn”. Nuvel – så vil vi gerne erklære os uenige med Kepler i hans synspunkter om selvejet”. Læs hele replikken på Altinget.dk
DEG optaget i Rådet for Menneskerettigheder Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier er blevet optaget i det nye Rådet for Menneskerettigheder 2021-2025. Derved får erhvervsskolerne mulighed for at understøtte indsatser på en række af Institut for Menneskerettigheders område bl.a. ligebehandling og uddannelse. Læs mere på deg.dk
Altinget og TV2 News: Aldrig har så få unge fuldført en erhvervsuddannelse Antallet af unge i alderen 18-25 år, der har fuldført en erhvervsuddannelse, falder og falder. Tallene for 2020 er de laveste, Danmarks Statistik har målt på området. Ole Heinager, formand DEG-L, udtaler til Altinget, at tallene ”bekræfter, at reformen (red: eud-reformen) blev lavet med fokus på de helt unge – og glemte de unge voksne” og tilføjer, at erhvervsskolerne har ”mistet halvdelen af eleverne over 18 år”. Til TV2 News udtaler Ole Heinager, at han er ”uenig med ministeren (red. Børne- og Undervisningsministeren). Der er masser af lærepladser derude. Lige nu er der ca. 70.000, der er i gang med en læreplads. Så det med at blive ved med at tale om manglen på lærepladser, det hjælper i hvert fald ikke på sagen”. Læs hele artiklen på Altinget.dk og se indslaget på TV2 News (News og Co. fra d. 6. april 2021 MIN: 01.28.20) Altinget: SMVdanmark vil lade virksomheders vurderinger påvirke erhvervsskolers tilskud Det skal have økonomiske konsekvenser for erhvervsskoler, hvis virksomheder vurderer samarbejdet med dem negativt. Det mener SMVdanmark, der i Altinget v. uddannelsesansvarlig, Kasper Rasmussen, er citeret for at sige, at det skal ”afspejles i et lavere tilskud”, hvis skoler gentagende gange bliver vurderet meget lavt af virksomhederne i forhold til samarbejde. På twitter skriver Kasper Rasmussen, at SMVdanmark ikke har ”den færdige model, og det behøver ikke være straf - det kan også være bonus til de skoler/uddannelser der gør det godt”. Ole Heinager, formand DEG-L, svarer Altinget, at "vi rækker hånden ud til dialog som vejen frem. I stedet for at gribe pisken, bør vi i fællesskab kortlægge, hvordan de forskellige dele af læreplads-setuppet bedre kan arbejde sammen, og hvilke muligheder der er for, at vi kan sikre bedre lærlingeforløb”. Læs artiklen på Altinget.dk DR P1: Tømrerbranchen siger nej til Anna og Nicoline I P1 Morgen d. 3. april blev der sat fokus på unge kvindelige tømrerelevers udfordringer med at finde en læreplads. Ole Heinager, formand DEG-L, udtaler: ”Der er en kulturforandring, der tager rigtig lang tid” og henviser til, at kønsmønstrene allerede defineres fra barnsben af, hvor ”drengene får Lego City og pigerne får Lego Friends”. ”Der er ikke nogen DNA, der gør i dag, at vi ikke kan betjene de samme jobs, fordi de fleste ting kan man få hjælp til, for eksempel løft”, siger Ole Heinager. Lyt til udsendelsen fra d. 3. april på dr.dk/radio/p1 (MIN: 45.00) Kristeligt Dagblad: Fordomme får unge til at fravælge håndværksfag Trods mange års politisk indsats er antallet af unge, der søger erhvervsskoler uændret lavt, viser nye tal. Ole Heinager, formand DEG-L, efterlyser et opgør med tanken om, at boglige uddannelser er finere end håndværk. ”Der er mange erhvervsuddannelser, der er væsentligt sværere end gymnasiet. Mange uddannelser har udviklet sig vildt meget i forhold til forældrenes syn på dem. Folk tænker blå kedeldragter og olie i hele hovedet, hvis man for eksempel hører ordet ’industritekniker’. I dag sidder man bag en computer og programmerer store robotter. Kompleksiteten er meget større end i gamle dage”, udtaler Ole Heinager til Kristeligt Dagblad. Læs hele artiklen på kristeligt-dagblad.dk ANALYSER Ny analyse om voksnes valg af erhvervsuddannelserne DEG har i samarbejde med 32 medlemsskoler undersøgt, hvad der karakteriserer de elever, der starter direkte på grundforløb 2 (GF2). Hvad er baggrunden for deres valg af en erhvervsuddannelse og hvad lavede de før de startede på en erhvervsskole? Det er spørgsmål, der er vigtige at få belyst, hvis vi skal sikre at endnu flere vælger en erhvervsuddannelse. Der er brug for at tiltrække både de unge og voksne til erhvervsuddannelserne, hvis vi skal modvirket den kommende mangel på faglært arbejdskraft. Læs mere om GF2-målgruppen i analysen KONFERENCER OG EVENT Webinar om elevdeltagelse og bæredygtighed Hvordan kan vi fremme elevdeltagelse i bæredygtighedsarbejdet på skolerne? Det blev drøftet på et webinar for 130 repræsentanter fra de tre bæredygtige ungdomsuddannelsesnetværk Erhvervsskolenetværk for FN’s Verdensmål, VUC Verdensmålsforum og Gymnasieskolernes Klimaalliance. Deltagerne kunne hente inspiration fra bl.a. EUC Syd, Espergærde Gymnasium og VUC Syd, der alle har arbejdet målrettet med at involvere eleverne bl.a. gennem klimaråd på skolerne. Elevrepræsentanter fra EEO og LH kom med konkrete råd til, hvordan elevdeltagelsen kan fremmes på skolerne. Læs mere om DEG’s erhvervsskolenetværk for FN’s Verdensmål på deg.dk EKSTERN LGBTI-problematikker på erhvervsuddannelserne På emu.dk kan man blive klogere på, hvorfor eksperter vurderer, at mange erhvervsuddannelser har en blind vinkel over for LGBTI-problematikker, og hvad man som uddannelse kan gøre for at blive bedre til at håndtere problematikkerne. Der henvises også til undervisningsmateriale til psykologiundervisningen på eud, som giver både elever og lærere kendskab til, hvordan man kan imødekomme problematikker om andre seksuelle orienteringer og kønsidentiteter end heteroseksuel, både i undervisningen på skolen og i virksomheder. Materialet er udarbejdet til grundfaget psykologi på eud, GF2, Den pædagogiske assistentuddannelse og Tandklinikassistentuddannelsen. Læs artiklen og find undervisningsmaterialerne på emu.dk Nye Learning Factories om hybrid undervisning og digital feedback på EUD Center for it i undervisningen (CIU) har åbnet for tilmeldingen til to nye Learning Factories om: Digitalt baseret feedback & Den hybride erhvervsskole. I forløbene udvikler CIU sammen med ansatte på erhvervsskolerne ny viden og løsninger på skolernes egne problemstillinger, der relaterer sig til de to temaer. Frist for tilmelding 7. juni. Læs mere |