<
 
 
Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Bestyrelserne
 
 
 
 

KORT NYT FRA DEG UGE 15-16 2021

 
 
 
 
 
 

 

PRESSE


Unge skal kunne vælge erhvervsgymnasier i hele landet
Mange unge ønsker at gå på en erhvervsrettet ungdomsuddannelse som handelsskole eller teknisk gymnasium. Men små årgange presser skolerne særligt i yderområder, og det kræver politisk handling og regionale samarbejder at bevare tilbuddene til unge i hele landet. Det skriver Ole Heingaer, formand DEG-L, og Stephanie Lose, formand Danske Regioner, i et debatindlæg bragt i Jyllands-Posten den 23. april. "Det skal være muligt for de unge at tage disse særlige gymnasiale uddannelser inden for en rimelig afstand af deres bopæl" skriver debatørerne, der henviser til de erhvervsgymnasiale uddannelser hhx og htx. 
Læs debatindlægget på Jyllands-posten.dk   


Altinget: ”Rapport tegner kritisk billede af eux” & ”Politikere vil forbedre eux”
Mange virksomheder vil ikke have eux-elever, fordi de er for lange perioder på skolebænken. Det skriver Altinget d. 14. april om en ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) som også viser, at de fleste virksomheder er tilfredse med deres eux-elever. Ole Heinager, formand DEG-L, udtaler til Altinget, at ”mange virksomheder finder skoleperioderne på hovedforløbene for lange. Så kunne man jo overveje at se på mere fleksible modeller for det, så eleverne ikke er så lang tid væk fra virksomhederne”. Næstformand i DEG-B, Kasper Palm udtaler: ”Jeg tror egentlig bare, der skal nogle justeringer til. Det er fint, at en rapport fremhæver udfordringerne. Jeg tror stadig, der er behov for eux. Og hvis ikke den havde været der, så havde vi også set en lavere tilslutning til erhvervsuddannelserne”. 

I en opfølgende artikel d. 16. april under overskriften ”Politikere vil forbedre eux” skriver Altinget, at en række partier på Christiansborg vil justere eux, så flere virksomheder tager eleverne ind. Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet skal eux drøftes i eud-forligskredsen medio 2021. Her udtaler blandt andet SF’s Astrid Carøe, at ”der er nogle helt centrale ting, vi skal løse. Men jeg håber og tror egentlig ikke, der er så mange uenigheder på området. Vi er alle interesserede i at gøre eux til en succes”.
Læs artiklerne Rapport tegner kritisk billede af eux og Politikere vil forbedre eux på altinget.dk 


Gymnasieskolen om elevfordeling 
I en artikel om elevfordeling i Gymnasieskolen d. 14. april udtaler Ole Heinager, formand DEG-L, at “forudsætningen for, at vi anbefaler en politisk løsning, er, at der ikke skal flyttes elever fra hhx eller htx til stx eller vice versa. Det er vigtigt, at de unges uddannelsesvalg respekteres. Det er også vigtigt for os, at man kun aktiverer elevfordelingstiltag lokalt, hvis der er en seriøs udfordring”. I artiklen er både Ole Heinager og Birgitte Vedersø, formand Danske Gymnasier, interviewet om behov og løsninger for elevfordeling og kapacitetsstyring.
Læs hele artiklen på gymnsasieskolen.dk


Debat i Altinget: Klare mål og taxameterreform kan sikre, at de unge lander på den rigtige ungdomsuddannelse
”Det nuværende taxametersystem har skabt en overlevelseskamp mellem uddannelser, der fører til, at unge ender på den forkerte hylde, hvor de mistrives fagligt. Mange af ungdomsuddannelsernes åbenlyse problemer kan derfor løses med en taxameterreform”, skriver formand DEG-B, Lars Goldschmidt og formand DEG-L, Ole Heinager, i et debatindlæg bragt i Altinget d. 13. april. 
Læs hele debatindlægget på Altinget.dk eller på DEGs hjemmeside deg.dk 
 

Altinget: Stort frafald på erhvervsuddannelserne
Knap 42 procent af de elever, der begyndte på en erhvervsuddannelse i 2015, faldt fra uden at gennemføre. Det viser nye tal for Danmarks statistik. Ole Heinager, Formand DEG-L, udtaler til Altinget, at ”det er en generel udfordring, at der er så mange skift på erhvervsuddannelserne. Det kan ikke sammenlignes med gymnasierne, hvor man er i de samme trygge rammer i tre år”, og tilføjer, at der skal mere tid på erhvervsuddannelserne for at få ”knækket kurven”. Formanden opfordrer de faglige udvalg til sammen med erhvervsskolerne at se på nogle bredere grundforløb, der kan føre til flere hovedforløb. ”Det ville give virksomhederne et større udbud af elever til deres lærepladser, og eleverne flere muligheder for at søge læreplads”, siger Ole Heinager. 
Læs artiklen på Altinget.dk 


Information: Ny analyse: Det kan betale sig at give sårbare unge mere støtte i uddannelsessystemet
”Unge med diagnoser og handicap er i mindre grad i uddannelse end andre unge. Det koster dyrt i offentlig forsørgelse, og pengene var bedre brugt på at hjælpe sårbare unge igennem uddannelserne, konkluderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i ny analyse. Eksperter, uddannelser og handicapråd bakker op om konklusionen”, skriver Information i en artikel d. 12. april. Ole Heinager, formand DEG-L, udtaler: ”Jeg fatter ikke, hvorfor inklusion ikke er mere på dagsordenen på ungdomsuddannelserne. Det kræver mere viden blandt lærerne, færre elever og mere ro og tid undervejs i uddannelsen, men spørgsmålet er jo, om man vil investere tidligt, så de unge kan få en uddannelse og et job, eller om de skal være på overførselsindkomst resten af livet”.
Læs hele artiklen på information.dk 


Information: Lovændring kan forbedre uddannelsesmulighederne for sårbare unge. Men pengene mangler
”Trods en lovændring, der forbedrer uddannelsesmulighederne for unge med diagnoser, så er der ikke sat penge af til længere forløb, mindre hold og mentorstøtte. Men uden flere penge giver det ikke mening, mener uddannelses- og handicaporganisationer”, skriver Information i en artikel fra d. 12. april. Ole Heinager, formand DEG-L, udtaler til Information, at der skal afsættes økonomiske midler – ligesom for autismeklasserne i gymnasiet – til at forlænge uddannelserne og oprette klasser med færre elever. ”Hvis der ikke følger ressourcer med, er det ikke muligt at oprette særlige forløb med mere tid og færre elever”.
Læs hele artiklen på information.dk
 

POLITIK


Elevfordeling 
Regeringen har endnu ikke kommet med forslag til, hvordan de mener en fremtidig model for elevfordeling og kapacitetsstyring på de gymnasiale uddannelser skal se ud. Dog meddelte børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Thiel, i Altinget den 5. marts 2021, at hun agter at forhandle en aftale på plads inden sommerferien. DEG mener, at der skal udarbejdes en helhedsplan på ungdomsuddannelsesområdet for at komme udfordringerne til livs. Derfor sætter DEG spot på elevfordeling og kapacitetsstyring på de sociale medier i denne uge. Følg med på DEGs twitter og LinkedIn i ugens løb og læs mere om DEGs analyser og forslag på deg.dk.
Læs mere om elevfordeling og kapacitetsstyring på uvm.dk 


Åbent samråd om klima- og bæredygtighedsdagsordenen
D. 13. april blev der afholdt åbent samråd med børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen. De blev bedt om at redegøre for, hvilke initiativer regeringen vil tage for at sikre, at klima- og bæredygtighedsdagsordenen bliver en integreret del af alle uddannelser. DEG kunne med glæde konstatere, at budskabet fra ministrene var, at fremtidens faglærte og ufaglærte skal uddannes og kompetenceløftes til at arbejde grønt. Begge ministre tilkendegav åbenhed om at skrive bæredygtig dannelse i formålsparagrafferne for folkeskole, gymnasier, erhvervsuddannelser og videregående uddannelser. DEG glæder sig over denne udmelding og vil fortsætte det gode arbejde med bæredygtighedsdagsordenen på skolerne og i uddannelserne.  
Læs mere om DEGs indsats for bæredygtighed ”FN's verdensmål på erhvervsskolerne” på deg.dk. 


Åbent samråd om hvordan vi får flere til at vælge erhvervsuddannelserne
D. 6. maj holdes der åbent samråd med børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil om at sikre, at vi får uddannet flere faglærte. Udvalget har bedt om ministerens holdning til, at antallet af unge i alderen 18-25 år der bliver faglærte, aldrig har været lavere, samt om at oplyse, hvad regeringen vil gøre for at sikre, at vi får uddannet flere faglærte. Samrådsspørgsmål Y er stillet efter ønske fra Lotte Rod (RV) og Katrine Robsøe (RV).
Find samrådet her på ft.dk
 

KONFERENCER OG EVENTS


Lanceringsevent for nyt kvalitetsnetværk for erhvervsskolerne 
D. 18. maj, 2021 lyder startskuddet til et nyt kvalitetsnetværk for erhvervsskolerne, der skal skabe grundlag for videndeling om brug af data på institutioner for erhvervsuddannelser, gymnasiale uddannelser og voksen- og efteruddannelse. Formålet med det nye kvalitetsnetværk er at styrke kvaliteten på skolerne ved at bidrage til at kvalificere skolernes brug af data og rammerne herfor. Lanceringen af netværket sker på et webinar, hvor deltagerne kan høre om netværket, og hvor vi går i dybden med det aktuelle tema ”brug af trivselsdata”. Programmet har fokus på ”hands on”- erfaringer, krydret med ekspertoplæg og input fra ministeriets læringskonsulenter. 
Se program og læs mere om kvalitetsnetværket


Generalforsamling DEG-B 
D. 21. april 2021 blev der afholdt virtuelt generalforsamling for medlemmerne af DEG-B. Formand, Lars Goldschmidt, afgav mundtlig beretning, som gav anledning til gode drøftelser om bl.a. elevfordeling, bæredygtighed som dannelse i uddannelserne, trepartsaftalen om flere lærepladser, 26 timer lærerstyret undervisning og selvejet som styreform for uddannelsesinstitutionerne. Formanden roste samarbejdet i foreningen og sekretariatets ekstraordinære støtte i det forgangne år. 
Bestyrelsen i DEG-B takker alle deltagere for en god generalforsamling og ønsker tillykke med genvalg til en række bestyrelsesmedlemmer samt velkommen til nye ansigter. 
Læs mere om bestyrelsen for DEG-B


Repræsentantskabsmøde DEG-L  
D. 21. april 2021 blev der afholdt virtuelt repræsentantskabsmøde for medlemmerne af DEG-L. Formand, Ole Heinager, afgav mundtlig beretning, som gav anledning til gode drøftelser om bl.a. fordele og udfordringer med eux-uddannelserne, trepartsaftalen om flere lærepladser, erhvervsskolernes nøglerolle i den grønne omstilling, selvejet og økonomisk genopretning af erhvervsskolerne. Formanden pointerede det gode samarbejde med børne- og undervisningsministeriet i forbindelse med det forgange års coronarestriktioner og -nedlukninger og roste sekretariatet for god service og politiske indsatser. Bestyrelsen i DEG-L takker alle deltagere for et godt repræsentantskabsmøde og ønsker tillykke med genvalg til tre bestyrelsesmedlemmer samt næstformanden og byder samtidig Steffen Lund, direktør, EUC Nordvestsjælland, velkommen som nyvalgt bestyrelsessuppleant. 
Læs mere om bestyrelsen for DEG-L 


Digitalt event om uddannelse til bæredygtighed i byggeriet
Hvad er bæredygtighed i byggeriet, og hvad betyder det for de skoler, der skal hjælpe virksomhederne og håndværkerne til at være kompetente til bæredygtighed? Det er blot nogle af de spørgsmål, du kan få svar på, når Byggeriets Uddannelser og en række samarbejdspartnere afholder digitalt event om bæredygtighed i bygge- og anlægsbranchen med fokus på uddannelse. DEG bidrager med et indlæg om rekruttering af faglærte i byggebranchen - mellem bæredygtighed og efteruddannelse. 
Eventet løber af stablen onsdag d. 19. maj, 2021. 
For program og tilmelding: Bæredygtighed i byggeriet: Er du klar til klimaomstilling



PERSONALENYT


Ny medarbejder i DEG
DEG byder velkommen til Benjamin Schou Ilsø, som er blevet ansat i DEG som udviklingskonsulent i Udviklingsteamet pr. 1. april, 2021. Benjamin er nyuddannet uddannelses- og cybersociolog fra Københavns Universitet og har sideløbende med sit studie arbejdet i børne- og undervisningsministeriet som studentermedhjælper samt været ansat på tre forskningsprojekter på Sociologisk Institut. Vi ser frem til samarbejdet med Benjamin. 
 

EKSTERN


Hjælp jeres elever med at få vejledning efter studentereksamen
Studievalg Danmark oplever, at corona-situationen betyder, at de unge har endnu mere brug for vejledning om deres tvivl, overvejelser og muligheder. Studievalg Danmark tilbyder derfor årets afgangselever en ekstra opsøgende vejledningsindsats i deres sabbatår. Eleverne bliver tilbudt at få direkte beskeder om lokale og nationale vejledningstilbud, information om åbent hus-arrangementer og vigtige frister m.v. Eleverne skal give samtykke for, at Studievalg Danmark må kontakte dem, men vejlederne er udfordret af, at de langt fra møder alle elever i klasseværelserne inden sommerferien. Alle rektorer i landet hører derfor fra det lokale Studievalgscenter i løbet af uge 16 og 17 i forbindelse med videreformidling af samtykkeskema og sikring af bedst mulig studievejledning. 


STUK søger fagkonsulent i matematik (hhx/htx)
Har du lyst til at stå i spidsen for udviklingen af matematik (hhx/htx)? Og bidrage til udvikling af de gymnasiale uddannelser generelt? Har du fagligt og pædagogisk overblik og overskud? Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) søger en fagkonsulent til de gymnasiale uddannelser. Som fagkonsulent vil du blive tilknyttet Team fag og uddannelse i Kontor for Gymnasier og skal primært have ansvar for faget matematik (hhx/htx)
Læs mere her 


Pulje til styrkelse af undervisningsmiljøer
Som en del af eud-aftalen fra 2018 har EPINION for BUVM udarbejdet en rapport om ”God praksis for undervisningsmiljøer på erhvervsuddannelserne”. Rapporten findes her på uvm.dk. I forlængelse heraf er offentliggjort en pulje til styrkede undervisningsmiljøer i erhvervsuddannelserne. Puljen kan søges af alle skoler, der udbyder erhvervsuddannelser og der er frist for indsendelse 26. maj 2021. kl.13.00.
Se mere på emu.dk


FGU Danmark og DEG har opdateret skabeloner/kontrakter (herunder samarbejdsaftalen mellem FGU-institutionen og erhvervsskolen) fra ”Produktionsbaseret Lærlingeuddannelse”. De kan findes på FGU Danmarks hjemmeside. FGU Danmark er desuden i skrivende stund ved at opdatere en håndbog, der giver overblik over elementerne i uddannelsen, svar på konkrete spørgsmål om fx forsikring, virksomhedspraktik, lønforhold og meget andet. 
Find materialerne på fgu.dk 


Legat til kvinder på en håndværksuddannelse
Zonta Danmark har oprettet et nyt legat, der uddeles til kvinder i håndværkeruddannelser indenfor hovedområdet; Teknologi, byggeri og transport. Zonta Danmark uddeler årligt et legat på 10.000 kr. Legatet tildeles en kvindelig elev på grundforløb 2 eller hovedforløb. Der vil blive lagt vægt på, om ansøgeren i sin elevtid har udvist stor personlig og faglig udvikling, og/ eller har udvist socialt engagement og frivilligt arbejde i forhold til uddannelsesstedet og holdkammerater. 
Læs mere om Zonta og legatet, som skal være ansøgt senest den 28. maj 2021. 
 

 

 

 
 
 

Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier  -  Ny Vestergade 17, 2. sal  -  1471 København K
Tlf.: 333 77 888

 
 
Frameld nyhedsbrev