Mere tid på erhvervsuddannelserne Regeringen og Folketingets partier er blevet enige om at give mere tid til de elever, der pga. Corona-krisen har brug ekstra undervisning for op til grundforløbsprøven. Aftalen indeholder også mulighed for et ekstra klip, hvis man ønsker at tage grundforløbet om, eller vil starte på en ny erhvervsuddannelse, hvor der f.eks. er bedre praktikmuligheder. Begge dele har været et stort ønske fra DEG. Læs DEGs pressemeddelelse om aftalen. Politisk aftale om opkvalificering på plads Den 10. juni præsenterede beskæftigelsesministeren et nyt opkvalificeringsudspil, som nu er udmøntet i en politisk aftale. Formålet med aftalen er at styrke opkvalificeringen af ufaglærte med 340 mio. kr. i 2020-2023, samt på længere sigt at sikre uddannelsesløft af ledige. Erhvervsskolerne melder sig klar til at løfte deres del af opgaven og ser frem til de nye initiativer og samarbejder, som indgår i aftalen. Læs DEGs pressemeddelelse om aftalen. Pulje til 10. klasse på erhvervsskolen Kommuner, der placerer mere end halvdelen af deres 10. klasse tilbud på en erhvervsskole, kan sammen med erhvervsskolen få del i en præmieordning. Den blev aftalt i forbindelse med den politiske aftale ”Fra folkeskole til faglært” i november 2018. Der er i alt afsat 45 mio.kr. over fire år og Undervisningsministeriet har netop meldt 2020-puljen ud på 10 mio.kr. Kommune og erhvervsskole deler præmien, hvis størrelse afhænger af det omfattede antal elever i det skoleår, hvor overenskomsten indgås. Hvis det drejer sig om mere end 100 elever, udbetales 2 mio.kr. til deling, 1,5 mio.kr. ved 50-100 elever og 1 mio.kr. ved færre end 50. Læs mere om 2020-puljen og ansøgningsprocedure her. Husk at tilmelde hhx-hold til DM i Erhvervscase Det er stadig muligt at tilmelde hhx-hold til DM i Erhvervscase. Regionsmesterskaberne afholdes den 1. september, og finalen finder sted på Børsen i København den 30. september 2020. Kom nu og vær’ med! Tilmeld hold på www.deg.dk – gerne to hold fra hver afdeling. Årsmøde DEG 2020 Pga. Corona måtte DEG flyttet Årsmøde 2020 fra 21.-22. april til et dagsarrangement 9. september i Odense. Der vil desværre være begrænsninger på deltagerantallet pga. sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Fordelingen af antal pladser til skoler og eksterne gæster meldes ud i uge 26. Der åbnes for tilmelding den 10. august. Den Digitale Erhvervsskole Den 29. oktober 2020 inviterer vi til konferencen Den Digitale Erhvervsskole. Konferencen sætter fokus på læring om digital undervisning under og efter Corona-nedlukningen. Sæt kryds i kalenderen eller send en interessetilkendegivelse via vores hjemmeside. Tillid til skolerne skal ind i hverdagen efter corona Tilliden fra regeringen til skolerne under coronakrisen har været med til, at der har kunnet laves kvalificerede løsninger på problemer. Den form for rammestyring fremfor detailstyring skal tages med ind i den nye hverdag, skriver formand for DEG-L Ole Heinager i Altinget Uddannelse. Nye praktiktal for metal-uddannelser: Fald på 60 procent Antallet af indgåede praktikaftaler er faldet med 60 procent i forhold til sidste år, viser nye tal fra Metalindustriens Uddannelser. Det ser bedre ud, men er stadig en katastrofe, lyder det fra Dansk Metal. Central elevfordeling løser ikke problemerne Sammen med 7 andre uddannelsesaktører har Lars Goldschmidt, formand for DEG-B og Ole Heinager, formand for DEG-L skrevet et indlæg i Altinget uddannelse om, at en central elevfordeling ikke løser problemerne. De skriver, at ”en ny elevfordelingsmodel risikerer at svække de erhvervsgymnasiale uddannelser. I stedet bør der sættes ind der, hvor problemerne er. Det kan ske gennem støtte til udfordrede institutioner og skærpet tilsyn”. Læs mere her. Politikerne på Christiansborg har svaret på indlægget her. Minister om censortid: “Jeg har tillid til gymnasierne” Problematikken omkring at elever kan blive bedømt forkert, fordi censor ikke har fået tid nok til opgaven, må klares lokalt. Det står nu fast, efter at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har svaret Venstre og Enhedslisten. GL er skeptisk. Formanden for gymnasieudvalget i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne, Niels Yde, har givet følgende citat om problematikken: "I Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne har vi tillid til, at ledelserne rundt omkring i landet håndterer denne opgave forsvarligt. Det er altafgørende for os, at eleverne har tillid til, at eksamensbedømmelserne sker på et retfærdigt grundlag og er ensartet, uanset hvilken uddannelse de går på. Uanset hvor i landet eleven befinder sig, er det vigtigt, at de modtager en korrekt bedømmelse,". Læs hele artiklen her. Erhvervsskoler samarbejder med efterskoler Der er fuld gang i projekt "E2E med Verdensmålene i hænderne", som er et samarbejde mellem efterskoler og erhvervsskoler. 14 nye efterskoler og 16 erhvervsskoler i Jylland og på Fyn har nu meldt sig til projektet, og flere har vist interesse for at være med. Der er tale om en ny måde at gennemføre den store 10. klasses opgave på, den såkaldte OSO (Obligatorisk Selvvalgt Opgave), der også involverer brobygning på en erhvervsskole og erhvervspraktik i en virksomhed med fokus på en bæredygtig retning. E2E med Verdensmålene i hænderne er et tre-årigt projekt, der er støttet af Nordea-fonden. Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, Tietgen og Efterskoleforeningen udgør styregruppen. Læs mere om projektet her www.ibo-modellen.dk I næste uge kommer der yderligere omtale af projektet og inspirationsmateriale til andre skoler på deg.dk under fokus ”FN’s verdensmål på erhvervsskolerne.” Hvor kan du tage en erhvervsuddannelse? På UddannelsesGuiden kan man nu få et overblik over alle erhvervsskoler i Danmark og hvilke uddannelser, der udbydes hvor. Kortet viser den geografiske placering af aktuelle udbud af alle erhvervsuddannelser fordelt på grundforløb 1, grundforløb plus, grundforløb 2, og hovedforløb. Se erhvervsuddannelseskortet på www.ug.dk
Eksternt EEO søger rollemodeller fra eud og eux Flere unge skal fortælle den gode historie om at gå på en erhvervsuddannelse. Derfor søger Erhvervsskolernes Elevorganisation, EEO, flere elever på eud og eux, som har lyst til at være rollemodeller. Læs mere her. Studievalg Danmarks vejledning på erhvervsskolerne Fra 1. januar 2021 skal Studievalg Danmark også vejlede bl.a. gymnasieeleverne om erhvervsuddannelserne. De regionale centerledere i Studievalg Danmark vil i løbet af den kommende måned invitere til dialog om det lokale samarbejde om vejledningen. Tag godt imod dem. |