PRESSE De kønnede erhvervsuddannelser udfordrer trivslen INTERVIEW: Den 13. december bragte Jyllands-Posten en længere artikel om udfordringen for minoritetskøn på erhvervsuddannelserne på baggrund af analysen fra Institut for Menneskerettigheder, der udkom den 2. november. Formand for DEG-L, Ole Heinager, tilkendegiver, at vi har ”et stort arbejde foran os, som handler om at gøre det trygt at være minoritetskøn ude på erhvervsskolerne. Faktisk skal det være sådan for enhver form for minoritet på erhvervsskolerne”. Læs hele artiklen her Styrket og ligeværdigt samarbejde er vejen frem for flere lærepladser DEBAT: Formand for DEG-L, Ole Heinager, og formand for DEG-B, Lars Goldschmidt, kommenterer i et fælles oplæg på trepartsaftalen om flere lærepladser. Formændene er enige om, at der er brug for ambitiøse målsætninger på området, der kræver en styrket holdindsats fra alle involverede aktører. Læs hele indlægget her
POLITIK Finanslov 2021 Foruden velfærdsaftalen som bl.a. giver et økonomisk løft til ungdomsuddannelserne, så blev der med næste års finanslov også sat fokus på efteruddannelse og opkvalificering som en del af den grønne omstilling. I DEG har vi igennem længere tid sat fokus på erhvervsuddannelsernes og AMU’s rolle i den grønne omstilling. Vi er derfor meget glade for, at der kommer et øget fokus på uddannelse som en del af løsningerne på både sundhedskrisen og klimakrisen. Initiativerne er en del af aftalen om stimuli og grøn genopretning. Læs mere om finansaftalen her eller læs mere om initiativerne på opkvalificering her Politiforlig uden besparelser på uddannelsesområdet Da regeringen præsenterede sit udspil til et kommende politiforlig i august, var det samtidig med beskeden om, at man vil finansiere politiforliget ved bl.a. besparelser på uddannelsernes markedsføringsmidler. Siden har DEG arbejdet intensivt for at modarbejde besparelserne, og den 15. december kunne vi konstatere, at indsatsen har virket. Uddannelserne kommer ikke til at finansierer det nye politiforlig. Tak til alle samarbejdspartnere og politikere for at lytte til os og tak til de unge i Uddannelsesalliancen for en utrættelig indsats.
Særtilskud på 30 millioner kroner til fjernundervisning på arbejdsmarkedsuddannelser og almene voksenuddannelser Børne- og Undervisningsministeren har bedt Folketingets finansudvalg om 30 millioner kroner til ”udvikling og understøttelse af fjernundervisning” til arbejdsmarkedsuddannelserne og de almene voksenuddannelser. Ministeren begrunder prioriteringen med: ”at nedlukningen og Coronakrisen øger behovet for en særlig voksen- og efteruddannelsesindsats, som kan understøtte, at opsagte og ledige kommer videre”. Det er DEG meget glade for. Læs mere her
ANALYSER Faglige mindstekrav og lærerkompetencer Den 2. december holdt DEG’s gymnasieudvalg møde med STUK’s direktør om faglige mindstekrav og lærerkompetencer. Her op mod jul har DEG udsendt et spørgeskema til erhvervsskolerne om faglige mindstekrav og lærerkompetencer på hhx og htx. Vi er spændte på at se, hvad tallene viser, så vi kan dokumentere de problemstillinger, skolerne står overfor og sætte fokus på nogle gode løsningsforslag. Mange skoler har givet sig tid til at besvare et temmelig omfattende spørgeskema, hvilket viser, at det er en vigtig sag at tage fat på. Mange tak for det. INITIATIVER National måling skal give erhvervsskoleelever en bæredygtig stemme Torsdag den 10. december lancerede DEG et spørgeskema om elevernes holdning til bæredygtige værdier på deres fremtidige arbejdsplads. Undersøgelsen gennemføres i samarbejde med iLoveGlobalGoals, Epinion og Danmarks Statistik. Alle erhvervsskoler er inviteret til at deltage i undersøgelsen, der kan bruges i og uden for undervisningen. Find spørgeskema og inspirationsvideoer om skemaets tema her, og find spørgeskemaet her. Del gerne bredt i jeres netværk. Forlængelse af Team Danmark-forsøget I 2017 igangsatte Team Danmark og DEG et 3-årigt forsøg, der skal gøre det mere attraktiv for elitesports-udøvere at gennemføre en erhvervsuddannelse. Forsøget blev forlænget 1 år, og udløber den 31. december 2020. Nu er det besluttet at forlænge forsøget yderligere et år. Der er derfor udstedt en ændringsbekendtgørelse til ”bekendtgørelse om forsøg for elitesportsudøvere på erhvervsuddannelserne”, som træder i kraft 31. december 2020. Læs det her. STUK vil sende information til skolerne om forlængelse af forsøget. Det forventes, at der i 1. kvartal 2021 vil blive taget stilling til, om ordningen skal permanentgøres fra 2022.
Dialog med GL I forbindelse med den lokale nedlukning i Nordjylland i november måned rettede GL en henvendelse til DEG, som bl.a. udtrykte bekymring for 1. g’erne, som havde en noget anderledes start på deres gymnasietid, samt lærernes situation med meget stor omskiftelighed i deres arbejdsliv. Dette har ført til en dialog med GL på sekretariatsniveau med henblik på at finde gode løsninger på nogle af de problemstillinger, som med den aktuelle udvikling, i stigende grad gør sig gældende for hele landet.
Fælles henvendelse om grundforløbet i gymnasiet DEG og Danske Gymnasier har i fællesskab formuleret et ønske om at justere reglerne for gymnasieelevers tilkendegivelse af studieretningspræferencer før starten af grundforløbet. Formålet er at give gymnasierne bedre mulighed for at danne gode klasser, der fungerer godt både fagligt og socialt. I forslaget ønsker organisationerne at fastholde grundforløbets afklarende formål. Forslaget er sendt til Børne- og Undervisningsudvalget samt ministeriet.
BROBYGNING OG INTRODUKTIONSKURSER Orientering om brobygning og introduktionskurser 2020/2021 Vi giver her en status på arbejdet med at sikre de unge en god introduktion til ungdomsuddannelserne. Der er samlet et overblik over, hvad der indtil videre er publiceret. Emu.dk og ug.dk På emu.dk ligger der artikler og redskaber målrettet de fagprofessionelle på grundskoler og ungdomsuddannelsesinstitutionerne. Materialerne kan give inspiration til at tilrettelægge digitale aktiviteter og undervisning, der har til formål at give grundskoleelever kendskab til de forskellige ungdomsuddannelsers indhold, muligheder og undervisningsmiljøer. På ug.dk er der lanceret et nyt tema, der kan introducere grundskoleelever og deres forældre til ungdomsuddannelserne i en tid, hvor fysiske besøg på uddannelserne er begrænsede. Teamet udbygges løbende med materialer. DEG samarbejder med ministeriet og andre aktører om overstående indsats. Til dette formål er lederforeningerne, herunder DEG, blevet tildelt midler i 2021 på et aktstykke, som DEG nu skal finde ud af, hvordan bruges bedst. Nye bekendtgørelser Børne- og Undervisningsministeriet oplyser, at der er udstedt nye bekendtgørelser hhv. bekendtgørelse om tilskud til introduktionskurser og brobygning, der afkortes eller aflyses i skoleåret 2020/21. Bekendtgørelse om tilskud til almindelig undervisning, der gennemføres virtuelt under særlige forhold som led i forebyggelsen og afhjælpningen i forbindelse med covid-19.
Oprettelse af virtuelle vejledningsarrangementer på ug.dk En central del af temaet på ug.dk er en arrangementskalender, der giver overblik over introducerende aktiviteter på ungdomsuddannelserne. Der er behov for, at man opretter alle virtuelle vejlednings- og introduktionsevents, så de fremgår af kalenderen og på de relevante uddannelsesartikler. Det er en måde at synliggøre arrangementer for kommende elever og deres forældre. Læs mere om, hvordan I opretter jeres arrangementer i kalenderen her
Brug for hjælp til at skaffe nye materialer Efter jul går DEG i gang med at indhente nye materialer, hvor vi mangler inputs for at kunne imødekomme det akutte behov for inspiration til digital introduktion til ungdomsuddannelserne. DEG efterlyser bl.a. videoer inden for følgende hovedområder/uddannelser: omsorg, sundhed og pædagogik; kontor, handel og forretning; forskellige eux-uddannelser og fra de forskellige gymnasiale uddannelser. Læs mere her
Deling og synliggørelse Der arbejdes på at få udbredt kendskabet til materialerne til brobygning. Det sker gennem Børne- og Undervisningsministeriets hjemmesider, nyhedsbreve og sociale medier. Vi opfordrer jer til at dele disse nyheder på jeres hjemmeside samt på andre relevante kanaler og netværk.
Webinar om valg af ungdomsuddannelse Børne- og Undervisningsministeriet har på baggrund af efterårets aflyste brobygningsforløb planlagt en række webinarer, som afholdes af eVejledning. De skal bl.a. klæde forældre bedre på til at kunne hjælpe deres unge i valget af en ungdomsuddannelse. Flere informationer om webinarerne samt tilmelding foregår her
KONFERENCER OG EVENT Webinar om elevdeltagelse og bæredygtighed De tre bæredygtige ungdomsuddannelsesnetværk VUC Verdensmålsforum, DEG's Erhvervsskolenetværk for FN’s Verdensmål og Gymnasieskolernes klimaalliance inviterer til et fælles webinar om elevdeltagelse og bæredygtighed. Læs mere om webinaret og tilmeld dig her Fremtidens digitale købmænd – konkurrence for eux-elever 700 elever fra 14 skoler i hele Danmark har deltaget i årets case competition for EUX-elever, EuxBizCup. EuxBizCup tager udgangspunkt i en virksomhedscase. Årets casevirksomhed havde bl.a. brug for ideer til at løse udfordringer med at sælge bæredygtigt på nettet og være troværdige og nærværende. Årets vinder er en elevgruppe fra EUC Nordvest. Læs mere om konkurrencen og vinderholdet her
Årsmøde 2021 Den 21. april 2021 er der igen årsmøde i DEG. Årsmødet afholdes på Nyborg Strand. Årsmødet vil være et dagsmøde med et samlet program uden workshops. Det skyldes, at mødet skal kunne omlægges til et digitalt event, såfremt det er nødvendigt grundet Covid-19 situationen. Før årsmødet er der repræsentantskabsmøde i DEG-L og generalforsamling i DEG-B. Mere information om tilmelding og program følger.
EKSTERN Til undervisere og ledere på erhvervsuddannelser, der vil inspireres til innovation og iværksætteri Fonden for Entreprenørskab afholder introduktion til iværksætterkonkurrenceforløbet ”Kickstart Programme” for alle erhvervsuddannelser. Få en intro til forløbet og få adgang til aktiviteter, undervisningsmateriale og meget andet. Deltag i webinaret den 7. januar og se, hvordan programmet kan understøtte undervisning i innovation og iværksætteri i en faglig kontekst. Tilmelding her Fagligt netværk om studiemiljø Bygherreforeningen står bag et nyt fagligt netværk om studiemiljø på ungdomsuddannelserne, voksenuddannelserne og de videregående uddannelser. Netværket er for personer, som arbejder med drift, udvikling og planlægning af de fysiske rammer på uddannelserne. Læs mere om netværket her
Arbejdsmiljø konference 2021 Den 3. februar afholdes årets arbejdsmiljøkonference. Konferencen vil i år foregå virtuelt. Se programmet her
Stillingsopslag - Center for Udgående Kvalitetsarbejde søger ny teamleder Center for Udgående Kvalitetsarbejde søger ny teamleder for læringskonsulenterne på erhvervsuddannelserne og på de gymnasiale uddannelser. Lyder det interessant, kan du læse mere om stillingen her |