 Kunstsatellit i Thisted Kommune / (Aldrig) Alene i Thy (Foto: claus ejner)
Kunstpionererne præsenterer Sif Hedegaard og claus ejner i Thisted
Danmark, og resten af verden, har været underlagt et forsamlingsforbud, der har begrænset det sociale samvær, der strækker sig udover kernefamilien. Som alle andre kommuner har Thisteds kulturelle og sociale tilbud været mærket af samfundets nedlukning. Kunstsatellitten (Aldrig) Alene I Thy vil bearbejde den isolationstræthed og ensomhed, der har fulgt nedlukningen af samfundets sociale liv.
Kunstsatellitten er kurateret af Søren Lau Rasmussen og Jeppe Fjeldgaard fra Kunsthal NORDs kunstpioneruddannelse. De to kunstpionerer har inviteret Sif Hedegaard og claus ejner til at behandle den aktuelle sociale tilstand, der har været præget af afstand, sociale bobler, samfundssind og hjemmearbejde.
Projektet går tæt på nedlukningen og de måder den har mærket os alle ved at invitere til dialog om de effekter, nedlukningen har haft på den mentale og sociale folkesundhed. Med udstillingen ønsker vi at skabe et rum, hvor vi i fællesskab kan snakke om og påbegynde bearbejdelsen af, hvad det har gjort ved os at være alene siden marts 2020.
Hvad gør det ved os, når vi bliver frarådet at besøge hinanden? Hvad sker der med sammenhængskraften i områder, hvor der er langt mellem naboerne, når de arrangementer der bringer os sammen ikke bliver afholdt?
Sif Hedegård vil præsentere en performance, der trækker på 70’ernes kropslige performancekunst og den klassiske tragiske klovnefigur. Om hendes performance skriver hun: "Efter at være fanget indenfor i over et år, kan klovnen endelig bevæge sig ud i verden igen. Men der er sket noget i denne lange, ensomme tid. Klovnen er blevet mere mærkelig, mere foruroligende. Dens kunster er ikke sjove længere, rebene kludrer sig sammen." Sif Hedegaards performance kan opleves på gågaden i Thisted og i Kulturrummet fra fredag d. 9. juli til og med d. 11. juli.
claus ejner viser med sine dialogskabende værker, hans egne refleksioner over det at eksistere i samfundet på en humoristisk og indsigtsfuld måde under corona-nedlukningen. ejner viser fotos, tegninger og skulpturer på Storegade 15. claus ejners performanceværker kan opleves både på Store Torv og i Storegade 15 i Thisted fra fredag d. 9. til og med d. 11. juli. I kulturrummet lørdag den 10/7 viser ejner hans performanceshow “LIVET VILLE SIKKERT VÆRE EN DEL LETTERE, HVIS MAN VAR EN SÆBEDISPENSER” fra kl. 13.00 til 14.30
Kunstpionererne Jeppe Fjeldgaard og Søren Laus Rasmussen, vil være at finde i "Kunstsatellitten" på Store Torv i Thisted alle udstillingsdagene.
Kunstpionererne er støttet af Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond, KulturKANten og UMMK.
|