De sidste uger har vi fortalt om Kunstskolen Sønderbygaard, hvem vi er og hvad stedet rummer, men vi mangler altså den sidste del af historien. For ja, navnet siger jo sig selv og huset rummer i den grad kunsten i det malede motiv på alle måder. Men kunst er mange ting og kan udtrykkes ikke kun i billeder, men bestemt også i ord og under taget på Kunstskolen Sønderbygaard findes faktisk også et lille forlag - mit eget forlag - Cikuna.
Jeg har gennem rigtig mange år nu udgivet forskellige kunstbøger og romaner i forlaget Cikuna. Disse bøger er bl.a. udarbejdet sammen med en masse fantastiske kunstnere, omkring vores fælles passion for kunsten og for formidlingen af kunsten, og nogle af bøgerne er helt mine egne. Måske kender du allerede de små kvadratiske kunstbøger:
Akryl Flow, Akryl Spot og Akryl på vej - alle sammen små lettilgængelige, sjove, lærerige og farvestrålende "håndbøger". Og kender du dem ikke allerede, så kan de bestilles i shoppen på ArtAcademy.dk.
Der kan jo naturligvis ikke herske tvivl om, at blomster altid har været en af mine yndlingsmotiver og det vil det blive ved med at være. Om det er blomster som jeg tager ind i buketter i mit atelier, blomsterne på buskene i min have eller blomsterne i vejkanten eller langs søen, så nyder jeg dem, deres farver, duft og mangfoldighed. De står der og skriger på at ville males og det bliver de gang på gang. Blomsterne og naturen har altid været en stor inspirationskilde både til maleriet, men også i forbindelse med udarbejdelsen af to meget smukke bøger om blomster og blomstermaleri - Lad det blomstre og Mal levende blomster. Du skulle unde dig selv, at tage et kig i disse bøger og desuden er disse bøger af den slags, som alle der kan lide blomster, vil blive glade for.
Men ud over kunstmaleriet og bøgerne om kunstmaleri, så ligger der hos mig også forfatterskabet af nu hele 4 romaner. Det er sådan nogle bøger, som pludselig opstår ud fra historier, oplevelser, mennesker jeg møder, mit liv, min verden, fantasien og alt derimellem. Ligesom inspirationen til maleriet kræver, at der lægges noget maling på et lærred, så er der også nogle historier som bare vil skrives. Det at skrive en bog, er en helt anden, men i den grad også meget givende kunstform for mig. Processen fra tanke til egentlig handling - det at få ideerne og ordene samlet - er længe undervejs og pludselig er det nu, der skal skrives - historien vil ud. Lidt ligesom blomsterne der skriger på at blive malet.
Romanerne Seje Kvinder - Raku, Vilde heste og På vej - blev pludselig en triologi - det var ikke det der var planen da den første i rækken blev skrevet for flere år siden, men de kvinder blev en del af mit liv. Jeg lærte dem at kende og kunne ikke slippe dem og deres liv, fremtid og historier. Og det samme har jeg hørt fra mange af mine læsere - de seje kvinder er ikke sådan at slippe, de bliver en slags veninder. Jeg planlægger ikke at skrive en bog, hver eller hvert andet år - jeg skriver en bog, når historien vil skrives. Måske bliver triologien til 4, det er der ingen der ved. Disse bøger kan du købe på vores hjemmeside, de kan lånes på biblioteket både i fysisk og i e-bogs form samt på E-reolen som lydbog, indtalt af forfatteren selv. Det samme gælder for bogen Malekurset på slottet. Handlingen i bogen er helt fiktiv, en humoristisk, historisk, krimi om man vil, men stedet, hvor handlingen foregår og stedets historie er helt autentisk, for handlingen sker lige i min egen baghave. Her i Ryde og Borbjerg, hvor jeg er født og opvokset og hvor jeg utallige gange har hørt de historiske fortællinger fortalt af den lokale befolkning.
Kig ind på shoppen på ArtAcademy.dk, hvor du kan læse mere om bøgerne og bestille dem til forsendelse. Eller tag en tur forbi dit bibliotek eller E-reolen. Og helt ærligt, efteråret og den kommende vinter er da tid til en god bog i yndlingsstolen foran brændeovnen og med noget godt i koppen eller glasset på bordet ved sin side.
De bedste hilsner